Nathans gods [s][v][a]

"hmm må vist gøre mig klar til det hved aldrig hvad jeg gør jo"

Hun kiggede over på Jack igen. Nej, det ved man vel aldrig
Hun lod sin stemme dryppe af mystik, men hendes øjne så drillende og oplivende på ham.

Hun var i danse, drille, drkke humor og Sarah havde svært ved at tage noget seriøst når blodrusen overmandende hende, derfor lod hun maden stå lidt endnu.
Hendes ansigtsudtryk ændrede sig og hun så ikke drillende ud som en danserinde, men lærervillen, som en elev.
Hun svang håret tilbage og blottede let halsen.
Hmm.....hvor længe siden er det ?? Hun smilede oplivende og bed sig let i læben.

Sarah svingede håret på en erotisk måde. Hun blottede halsen, vampyrernes yndlings del. Ironisk nok vidste Nathan godt at blodet for længst var stoppet med at løbe i hendes åre. Nathan glemte alt om Jack. Hans rolle her bestød intet. Sarah havde hans fulde op mærksomhed. Nathan knipsede og der stod to vinglad på bordet. Det indeholdt resten af blodet fra den ny slagtede gamle dame. Nathan sit glad i hånden for at skåle. "Omkring tusind år siden, vil jeg tror". Nathan tørstede efter mere blod og håbede hun snart ville skåle.

"hmm jeg må se at komme videre så i kan være i fred " han begyndte at gå mod døren og ud //out skulle bare lige prøve min char jo og skal også gå så i kan fortsætte//

Sarah vidste at Nathan var hendes, og hun nød det.
Hun kiggede op på Jack og smilede venligt. Skal jeg følge dig ud ??

Så kiggede hun over på Nathan. Du er vært, skal du ikke sige farvel ??
Hun kørte fingrene let fra hendes ansigt og ned over hendes hals.
Hun sad og legede med vinglasset.

Nathans trance blev brudt. Jack? Nååh, ja. Jack. Nathan rejste sig automatisk og fulgte vareulven ud. Han lukkede døren efter sig og gik tilbage til rummet med Sarah. Nathan drak en ordentlig slurk af blodet.

"Hvor er mine manere? Vil du ikke vises rundt Sarah?", spurgte Nathan galant. Selvom det var hyggeligt at have gæster var han nu glad for at Jack gik. Nu kunne Nathan og Sarah endelig får noget kvalitets tid.

Sarah havde siddet og smilet for sig selv mens vampyren fulgte den unge varulv ud.
Hun gav sig til at lege med sit hår, mens hun nippede til vinen. Hun måtte lægge bånd påsig selv for ikke at tømme glasset i én slurk.
Hun smilede oplivet, endelig noget andet at tænke på. Jo, selvfølgelig, du har et meget smukt hus

Nathan lagde fingeren på hendes læber for at tysse på hende. For da at sige: "Gods, kære. Gods". Det var de færreste vampyrer som boede i deres egen gods, men Nathan gjorde. Og det ville han også æres for.

"Jeg vil kun vise dig nogle få rum", sagde han. Nathan kunne forestille sig det nok ikke var smart at vise hende offerrummet eller tortur kældren. Nathan første hende op af den pragende trappe det stod midt i entreen. "Vi starter med bibliotektet". Nathan gjorde meget ud at at vise han tog sit vinglad med. Nathan kunne bedst lide skæve vampyrer.

Sarah tog let om hans finger og fjernede den. Materalistiske ting, kære Nathan, har ingen betydning, du kan modtage min kompliment om din ejendom eller lade hver
Hun rejste sig og tog sit vinglas med for derefter at følge efter Nathan.
Hun kiggede rundt på de mange smukke ting der stod udstillet på vej ad den brede trappe.
Hun kiggede oplivet op Jeg ELSKER biblioteker, mit yndlingssted i hele verdenen

Sarah svarede igen. Hun virkede måske fornermet? Det kunne han ikke vurdere. Hans rettelse var ment kærlig og spøgefuld. Nathan tog en tår. Han kunne mærke det. Blodet måtte stige ham til hovedet på et tidspunkt. Han håbede bare de nåede til hans gemakker inden. "Jeg er glad for at du kan lide det, Sarah. Det var her jeg tilbragte mine første femhundrede år som vampyr. Jeg har læst alle bøgerne. Flere gange". Nathan var lidt stolt. Der var over tusinde bøger og Nathan kunne fortælle om og huske hver eneste af dem. "Skal vi gøre videre?". Nathan tog endnu en tår. Hver dråbe af blodet gjorde ham mere og mere tiltrukket af Sarah.

"Femhundrede år går hurtigt når man ikke føler sult", sagde Nathan. Han fortrød ikke de spildte år for han havde trods alt lært at bruge magi. Nathan overvejede hvilket rum han nu skulle føre hende ind i. Han vendte sig om for at høre hvilket rum hun helst ville se, men han opdagede hende strop var faldet ned besluttede han sig selv.

Nathan førte dem ned af en gang og ind bag en dør. Bag døret var et prægtigt rum. Dette rum blev også opvarmet af en buldrende brændeovn. Rummet var varmt og behageligt. Ved den bageste væg stod en kæmpe seng. Det var en himmelseng der bare var længere og bredere end mange andre senge. Nathan gik hen til sengen og lagde sig på den efter at have stillet glasset forsvarligt på natbordet. Nathan lagde sig ind på midten af sengen. Han elskede sin himmelseng. Det øverste af loftet viste en himmel der så fantastiske naturtro ud.

"Velkommen til mit soveværelse", sagde han. Han stemme gav svagt ekko i det smukke rum.

"Det gør de vel, det ved jeg godt nok ingenting om" Sarah grinede let
Sarah fulgte nysgerrigt efter og ind i rummet. Hun stoppede op lige inden for for døren og stod måbende og kiggede rundt.
Hun nød varmen og hyggen fra ildstedet

Hun kiggede op på Nathan og smilede stort. "Det må jeg sige, her er fantastisk!"
Hun stillede glasset fra sig på et lille sofaborg og gik længere ind i rummet.
"Man kan jo tilbringe hele sit liv her. Udforske hver en lille detalje, det er.....wow"

Nathan smilede. Det havde været klog at vise ham sine gemakker. Det var trods alt meget længe siden han sidste havde vist en kvinde det. Sarah imponerede reaktion gjorde ikke Nathan i dårligere humør. Han kiggede op. Vælvingen på himmelsengen var fantastisk. Den malede himmel var lyseblå og havde kridhvide candyfloss skyer. Vigtigst af alt var der en ti lting. En sol. Solen. Den solgule sol. Nathan vidste ikke om det billede viste var ægte. Han vidste ikke hvordan solen så ud. Det havde han glemt for mange år siden. I det mindste kunne han trøste sig ved at kigge på billedet. Den malede sol. Nathan gjorde tegn til hun skulle komme hen og se solen. Han ville dele den fantastiske oplevelse med hende.

"Ja, Sarah. Her er i sandhed mange ting man kan udforske", sagde Nathan og smilede lumsk. Han havde lyst til at springe op på sarah og kaste hende ned i sengen. Blodet steg ham til hovedet og gjorde ham ude af stand til at tænke rasionelt. Men hvad gjorde det?

Sarah tog sit glas op og bundede det hurtigt, hun stod stille lidt og nød rusen.
Derefter kiggede hun op på Nathan og gik over til ham.

Sarah opfangede ikke hans bemærkning, hun tog det kun som en bekræftning på alle hans kunstartikler.
Hun lænede sig ind over sengen og kiggede op...
"Et utroligt maleri, hvis er det ?" sagde hun mens hun lagde hovedet på skrå for det få et bedre udsyn til loftet....

Nathan undrede sig over spørgsmålet. "Mit gods, mine malerier". Han var ikke irriteret, slet ikke. Det undrede ham bare. Hvem skulle det eller være? Skulle der bo andre her. Nathan rakte ud efter sit glas. Han fik fak på det og tømte også glasset. Han kunne mærke det. Hans muskler spændtes og han nød det til fulde. Nathan kunne kun komme i tanke om meget få ting der kunne gøre dette øjeblik bedre.

Nathan tog hovede tættere på hende og hviskede blidt: "Det er ikke det eneste smukke her". Han kærtegnede blid hendes arm, med hånden.

Sarah rystede let på hovedet.
"Jeg mener, hvem der har malet det ?"
"Bor du vorkelig her helt alene??....Her er så...stort"

Kun kiggede kort ned på hendes arm, før hendes øjne vendte tilbage til maleriet af solen.
hun havde regnet ud hvad der ville ske om lidt, og hun plejede slet ikke at have noget imod det,
men der var et eller andet over Nathan, noget ubestemmeligt som hun ikke kunne li´, noget der skræmte hende.....
Hun kunne bare ikke sætte fingeren på hvad det var.

Hun tænkte så det knagede, men lod ikke Nathan mærke det. Istedet smilte hun og kiggede drillende ned på ham
"Det ved jeg da godt" Hun måtte trække tiden ud, bare lidt...

Hun trak hovedet lidt tilbage. Meget, meget lidt. Nathan så det. Hun var utilpas. Hun var ... bange? Nathan fulgte hendes blik ned af hendes arm. Hun havde gåse hus og ubehagen vidste sig utydeligt, men samtidigt utvetydigt. Nathan ville ikke presse hende ud i noget hun ikke havde lyst til.

Det næste hun gjorde var at smile. At forføre. Nathan følte igen at en gnist blev tænd i hans hjerte. Men han vidste ikke om han skulle følge det. For han ville jo ikke ødelægge deres venskab.

"Maleriet hang her inden jeg flyttede ind", sagde Nathan. Han lagde ikke mere an på hende. Han smilede stadigt til hende, hun skulle vide at han godt gad hende, men Nathan ville ikke presse hende.

(Nurh xD)
"Er det så gammelt, det ser slet ikke forfaldent ud...fantastisk"
Sarah havde sat sig op på sengen, hun sad på knæene og kørte fingeren hen over konturerne.

Hun lagde mærke til at Nathans tone ændrede sig, og ubehaget forsvandt. Hvad skete der?
Hun havde stadig tanken i baghovedet, var det Nathan der bed hende? Hvis det var, kunne hun så være bekendt over for sig selv at gå i seng med det væsen der stoppede blodet i hendes årer....

Nathan rystede. Hun rørte hans kæreste kunstværk. Han kiggede på hendes hånd der forgiftede maleriet. Han sank. Åndede pinefuldt. Man kunne da ikke tillade sig at røre ved solen? Nathan lod hende dog fortsætte. Hvad en vampyr lavede af ravage, kunne Nathan altid rette op med magi. "Magi", sagde Nathan som svar på hendes spørgsmål. Huset ville være både sunket i huset og smadret, hvis det ikke var for Nathan.

Sarah så betænksom ud. Hun tænkte. Hun overvejede? Nathan behøvede ikke at være tankelæser for at regne ud hvad hun tænkte: Enten overvejede om de skulle elske, eller også overvejede hun noget med maleriet og huset. Nathan viftede med hånden og brændeovnens ild blev hvidglødende. Rummet blev langsomt varmere, men blev ikke mindre kompefetabel af den grund.

Hmm...
Sarah var væk i konturerne af solen, hendes tanker lå som små betonblokke og pressede for at få hende til at tænke dem igen, men de nu drømte hun. Hun ville ikek være bange for solen, hun syntes at kunne huske at hun elskede den, da hun var menneske.

Sarah sad så tæt på Nathan at hun kunne høre at han blev anspændt.
Hun vendte hovedet og fulgte hans øjne. Hun fjernede straks hånden og smilede lettere undskyldende
"Undskyld, jeg ser med hænderne"

Nathan smilede frækt. Han kørte blid en hånd over hendes hår og kærtegnede hendes lyse ansigt. Han løftede en øjenbryn ved hendes sidste kommentar. Så var han stille et stykke tid inden han sagde: "Du ser med hænderne?". Hvis Sarah så med hænderne, kunne Nathan finde på mange ting hun godt måtte se på. Ærgeligt hun ikke så med munden. Nathan kiggede ømt op på sit maleri. Han drømte sig langsomt væk.

Han forestillede sig en masse ting. Solen, Sarah. Livet. Et dunkende hjerte. Han blinkede et par gange. Mon Sarah havde forstået hans kommentar?

Sarah kiggede op igen, dybt ind i hans øjne,
Hun var ikke bange mere, hun havde aldrig været bange, bare uvidenende.....
Hun lod hendes ansigt følge bevægelsen af hans hånd med lukkede øjne, hun nød hans berøring....
Det var længe siden nogen havde rørt ved hende, sådan rigtig følt hende....

Hun åbnede langsomt øjnene og kiggede frækt på ham Ja, jeg ser med hænderne
Hun satte sig bedre til rette, svingede håret let tilbage og kiggede rundt igen.

Da hendes øjne havde været værelset rundt tredje gang, kiggede hun tilbage på Nathan.
Hun lagde mærke til at han så ud til at drømme, hans øjne var åbne, men ikke nærværende.
Sarah lænede sig lidt ind over ham og lagde hovedet let på skrå, mens hun smilede... utvetydigt.

Nathan kiggede på hende. Havde hun forstået ham? Han var ikke sikker og ville ikke skræmme hende væk. I stedet kørte han fingerens kærtegnen videre fra ansigtet og med langsomme, bløde, pirrende bevægelser ned ad halsen. Han kørte fingeren ned mod hendes udskæring og fortsatte elegant hen over hendes bryst. Han kiggede hende i øjnene. "Sarah". Mere nåede han ikke at sige. Rusen fra blodet væltede ind over ham og gjorde ham kærlig. Han lænede sig frem og kyssede hende sirligt på læberne.

Sarah nød hans berøring, lod lukkede igen øjnene mens hun smilede.
Hun udstødte en lille lyd, den kom dybt nede fra, næsten som en kat der spinder, et lille nydelsessuk....
hendes hoved og krop fulgte med Nathan finger, men da han sagde hendes navn i en spørgende tome, kiggede hun op på ham og afventede hvad han ville sige.
"Hmm..." Hendes øjne sagde alt....

Hun stoppede ham ikke, ikke engang tæt på, men hun vidste at hun ikke kunne give alt til ham, hun kunne ikke give sig selv hen i hans arme.

Det bånd hun havde bundet sine følelser med da hun var træt af at hade, træt af at hade magiske væsner og sig selv, var efterhånden blevet til en tilsømmet kiste, hun kunne ikke lukek den op, hun turde ikke