Nattens børn

Kiel havde virkelig fået nok, hvordan kunne det være, at det altid var ham der sad tilbage, hvorfor sad han altid her!? Han smillede da en ide gled over hans ellers flimrende sø af tanker. Kiel førte hånden ned i lommen, knugede staven, og tænkte så højt han kunne, *gud hvor er her meget plads her! Ville du have noget imod hvis jeg flyttede ind?* Han havde aldrig mestret denne disiplin, Jonathan havde kun lige taget hul på den, men med hans stav i hånden, gik alting jo som det skulle, en åbenlys telepatisk provokation, hvis det altså ikke gik galt, og ramte en eller anden forbipasserende. Selv gjorde han alt hvad han kunne, han stirrede direkte på Dinero, hans lilla iris trak sig sammen, som om han blev udsat for utroligt stærkt lys. Pludselig skete der noget inde i Kiels hoved, og hans hånd stivnede, få centimeter fra hans mund, klemmende en af hans elskede chokolade trøfler, det var ikke typisk Kiel at sige nej til den slags, men nå ja, magi kunne gøre meget med folk. Forsigtigt, som fra et andet sted i hans hoved, så han hvordan Nathan fortsatte sin åbenlyse flirt med Dinero.

Så sæt dog tænderne i hende tænkte han, måske lidt for højt, for hvis den første af hans telepatiske forsøg havde virket, ville nummer denne lettere provokerende bedsked også poppe op i Dineros sind, hvilket han et eller andet sted håbbede på, han ville elske at se hende dreje sig rundt efter barne stemmen, medmindre hun selvfølgelig havde hjerne nok til at binde den pibende falset stemme sammen, med den barnligt udseende dreng overfor hende.

Nathan blev irriteret. Hun reagerede ikke som han ville have det og Kiel virkede dum som altid. Nathan brød sig inderligt lidt om Dineró og ville gerne sætte tænderne i hende, men her var ikke stedet. Ikke mens Kiel er her. Selvom Nathan ikke havde den mindste humoristiske sans, havde han alligevel lyst til at grine. Som om han lagde an på Dineró. Hvilket dumt, naivt fjolds hun måtte være. Nathan kunne måske alligevel vende det til hans fordel.

Han satte sit hovede tættere på hende og hviskede kun høreligt for Dineró. "Vil du med ud på toilettet?"

Dineró smilede og lod som om hun overvejede det. "Nej selvfølgelig vil jeg ikke det... Jeg er ikke så dum som du tror, hvad skulle jeg dog lave med en.. Magiker?". Hun lagde et ekstra nedladende tryk på det sidste ord og smilede så overlegend og prøvede at ignorere stemmen i sit hovede. Hvor hun dog hadede magikere. Kun gud skulle have retten til at kunne gøre som de kunne... Hvem troede de de var?! Hun blev sur indeni men gjorde sit til ikke at vise det. Hendes ansigstudtryk så ud som om hun ikke tog sig af noget som helst og hun rettede kort på sin jakke og overvejede at forlade stedet. Men hvorfor? Nu var det jo lige ved at blive en smule sjovt? Og godt nok var han magiker, men derfor havde hun altså alligevel øjne i hovedet, og pæn det var han da...

Kiel smillede, hans plan havde virket præcist efter hensigten, han sad stadig stiv som en pind, som om han var en død og tom skal, men i hans indre, var han gået igang med at irritere Dinero, så godt han kunne. "LALALALA JEG EEEELSKER CHOKOLADE!! kan du lide chokolade? hvorfor er dit hår så hvidt? Gå nu ud og hor med Nathan, du vil jo gerne LALALALA DINERO OG NATHAN SIDDER I ET TRÆ H-O-R-R-E-R HELE DAGEN LAAAAANG LALALA!" stemmen var skigner, og falset agtig, som om den var konstant knækket, dette var en af grundende til at kiel var pisse irrterende, hans stemme kunne drive enhver til vanvid, men i den her situation var det særdeles anvendeligt. Kiels hånd var stadig knuget om staven, og pupillerne så ud til at sitre, og trak sig tættere og tættere sammen, som om lyset det skinnede på dem steg og steg, men kort sagt var det magiens indflydelse på Kiel, der havde større og større effekt på ham, men underligt nok, tog han sig ikke af det, han gav en skinger latter fra sig inde i Dineros hoved da han hørte Nathans bemærkning.

Nathan ærgede sig. Det var forsøget værd. Alligevel så Dineró ud til at overveje det. Dumme mennesker. Naive mennesker. Nathan vendte hovedet om for at se om Kiel opførte sig pænt. Han sad stille og roligt og lignede en irriterende nar - som sædvanligt. Nathan overvejede at manipulere med Dineró så hun gik med ham, men hun var slet ikke det var. Eller var hun? Nathan drak endnu en vodka og lod som om han blev fuld. Vand, vodka, absint. Det gjorte det samme for Nathan alle tingene. Nemlig ingenting.

"Skal vi gå der ud nu?", sagde han med en næppe hørelig hvisken.

Dineró valgte at overhøre ham og istedet se rundt i lokalet. Nærmest som ventede hun en særlig person ville komme ind.
"Lad nu vær, jeg ved godt du kan drikke som et hul i jorden uden der sker noget..." Hun kiggede ikke på ham, men lod blikket vandre rundt i lokalet. Der var efterhånden ikke så mange på værtshuset mere, og det bekymrede hende en smule. Hvorfor kunne han ikke bare gå sin vej? Og hvad blev der af ham den lille provokerende dreng? Var det ham der lavede den forbandede larm i hendes hovede? Det var så skingert at hun ikke engang kunne høre hvad han sagde... Hvor var han overhovedet? Nå ligemeget, hun gad ikke engang kigge efter ham.

"FORNÆRMET!!!!!" skreg stemmen, den steg mindst en oktav eller lignende, han ville ikke ignoreres, "jeg er ikke provokerende, jeg er meget charmerende..." klukkede han, og det lød som om stemmen morede sig forfærdeligt, på nuværende tidspunkt var iris så sammentrukket at det lilla område næstenikke kunne ses, mystiske nok så Kiel stadig ikke ud til at ville bevæge sig, han sad stadig fuldkommen stiv, og fortsatte med at pludre og pladre inde i hendes hoved, en gang imellem sang han, og en gang imellem kommenterede han på hvad hun tænkte, men han lod hende ikke få fred. Pludselig, kom stemmen ned på et normalt toneleje og spurgte, "ved du hvor jeg er?" som om det var et dagligdags spørgsmål var stemmerne i dit hoved, som om det blot var en selvfølgelighed at han var inde i hendes hoved. En fnisen hørtes. Og Kiel fortsatte sin sang, og sine opmuntringer til at hun dog skulle gå ud på toilettet med Nathan.

Nathan ville bide hende. Hun troede åbenbart han ville have sex med hende. Dumme pige. Hvorfor skulle han dog være interesset i hende? Nathan rakte hånden frem og tog hende på brysterne. Han ville tjekke hendes grænse. Før eller siden skulle han nok sætte hendes pis i kog og når det skete ville han være der. Og grine. Udnytte situationen, men det var for tidligt at gøre noget.

"Skrid, Kiel", sagde Nathan. Tilstedet værelsen af denne gnom irriterede ham. Nathan ville aldrig få chancen med Dineró så længe Kiel var her.

Dineró så ned af sig selv og stirrede blot på hænderne der nu omsluttede hendes bryster. Hun kiggede op på ham, næsten helt udtryksløst og gav så et lille smil. Hun drejede hovedet og lukkede øjnene sammen for at kunne holde stemmen i hovedet ud. Hvor er magikere dog forfærdelige! Før havde hun ikke helt kunne sætte ansigt på drengen, men nu huskede hun ham.. Det var ham fra kirkegården. Der virkede han eller næsten helt normal, men nu var han jo sindssyg! Hun kiggede atter på Nathan og skulle til at sige noget, men da hun åbnede munden var det som om der ikke rigtig kom noget ud. Ja hvad skulle hun sige? Han ville jo ikke have sex med hende, og som om hun nogensinde ville synke så lavt! Men hvad ville han? Bide hende? Højst sandsynligt... Hun måtte passe på.

Kiel sad stiv som en pind, åben mund, og et stykke chokolade et par centimeter fra gabet, han trak vejret, men ellers var der ingen aktivitet, udover at hans øjne trak sig mere og mere sammen, jo mere tid der gik. "ahaaa det kan du godt lide hva?" klukkede han for sig selv inde i hendes hoved, "Var det det samme som han gjorde?" klukkede han for sig selv, ved selv at komme til at tænke på ham fra kirkegården, gav hun ham et kort, han slet ikke havde regnet med at få, hun gav ham Jonathan, og dette kort ville han kunne smide direkte tilbage i hovedet på hende, den lille stemme gik helt i selvsving, "det samme som Jonathan gjorde? Nathan minder om ham, gør han ikke?.... hahhahaha!!!" latteren var hånende, ikke som før, hvor det var en blanding af fryd og chokolade, men denne gang var det fordi han ikke havde kendt noget mere latterligt, en pige, ikke meget højere end ham selv, som havde hovedet fuldt af stemmer, mens en vampyr sad og gramsede på hende, situationen var latterligt. Kiel skubbede tricket hårdere, og da skete det, et blodkar i hans øje sprang, og en rød væske flød ud bag hornhinden, selvfølgelig var den slags ikke sundt, men det havde næppe nogen effekt på drengen, udover at han nok ville få føle det som om han havde fået noget i øjnene, indtil næste gang han sov, og kroppen fik gjort op med det lille sår det var. Magi var farligt.

Nathan slap hendes bryster. Dette gav ingen mening. Hvis Dineró ikke var fristet nu, ville hun aldrig blive det. Han rejste sig fra sin stol. Nikkede til gnomen Kiel og besluttede sig for at forlade stedet.

"Vi ses Kiel til næste møde". Nathan besluttede sig for at gå ud i mørket og dræbe. Han overvejede hvem han skulle slå i hjel. Det gav i hvert fald ingen mening at blive her. Nathan gik ud mod døren og lod mørket opslutte ham.

//out

Dineró åndede lettet op, havde han fortsat en smule længere ville hun havde givet efter.
Hun tømte sit glas, vendte sig om og langede den lille provokerende dreng en lussing så hård at han faldt ned af stolen.
Hun rettede på sin jakke og så sig omkring, ingen gad tilsyneladende at skænke dem et blik, så hun var rolig.
"Hold dig fra mit hoved din lille usle...!" Hun spyttede kort på ham, og tog sig så til hovedet.
Det gav ingen mening at diskutere med magikere, de var sgu alle sammen så forfærdelige!

"Jonathan var en god e" Klap, og bang så lå kiel på gulvet, hans svage fysik gjorde at det svag ikke blot var en lussing, men lige så godt kunne være et knyt næve slag, han stirrede op i luften, og kunne mærke en stigende trang til blot at rive huden af, hendes hud, det kunne da godt være hun var lige så brugt som ham! lige så tom indeni! men hun havde slået ham, SLÅET! Han satte sig op, og hev staven op af lommen, hvorefter han viftede kort med den, intet skete, han kom forsigtigt op at stå, og stirrede på hende, tørrede sit ansigt, og svang da staven, ikke så panisk som før, et vindpust væltede stolene til højre for hende, præcision, hviskede han for sig selv, og rettede sig op. "Du slog jonathan ihjel" hviskede han for sig selv. Kold og dødt.

Hun så på ham. Først roligt og derefter en smule fascineret. Staven... Han havde den?!
"Nej, JEG gjorde ikke... Jeg gav ikke engang ordren... Beslutningen blev taget udenom mig... Hvis jeg kunne havde jeg stoppet det..."
Hun så kort væk.. Ikke alt hvad hun lige havde sagt havde været løgn. Dineró så igen på ham og vendte sig så og forlod værtshuset.

//OUT//

Kiel så efter hende, og tørrede sig forsigtigt i ansigtet, hvad var der lige skete, han børtstede sit hvide tøj, og gravnede ned i lommen, FANTASTISK mast chokolade, kunne denne dag blive værre? når nej det måtte man ikke sige, han satte forsigtigt også kursen ud af værtshuset, og hjem, hjem gennem gaderne, væk fra dette infernalske sted!

//out... Tråd Slut//