I nattens mørke

Parken var stort set tom den aften, selvom det havde været 2 uger siden at liget af smeden`s datter blev fundet, halsen revet åben ind til knoglen af en varmpyr, vovede ingen sig ud på de små timer, i hvertfald ikke alene og da slet ikke i parken som var "central" for overgreb, både dræb, røvrig o.s.v

Silvia havde får en forandring sat sit hår op i en veluformet knold med et sort silkebånd som holdte det sammen med en sort rose i til at fulende det, hendes hvide kjole lå på sengen derhjemme, stadig lidt våd efter at havde blevet vasket for blod, en knækort sort kjole med remmede ærmer og nogle flade sorte sko var blevet valget for i aften. Hun var egntlig ikke sulten, Diablo`s blod havde vist sig og gøre en ende på hendes sult indtil vidre , men silvia vidste at der nok ikke ville gå mere en endnu en uge før at den ville vise sig igen. Hun gik let på en sti inde i en af parkens dybere dele med høje bøge træer og nogle små træer ind i mellem.

Natten var ikke ung, men heller ikke gammel, da Diablo kom roligt gående ned af stien. Han var skjult i mørket, som hans mørke klæder dækkede hans kridhvide hud, dog kunne hans ansigt anes under den høje hat, som han bar. Diablo havde ikke fri i dag, eller nu havde han, men han havde udført sit job i dag. Han var tidligt færdig. Forretningsmanden var blevet dræbt imod betaling fra hans konkurrent. Et typisk job ud af de mange, som Diablo udførte. Han rettede let på hatten. Vinden skød over byen som en mild brise, og kun den sagte larm fra byen i nærheden af parken, kunne høres.
Diablo var på vej ud i nattelivet endnu engang, han behøvede føde og underholdning. Han skulle have føde oftere end Silvia. Han kunne mærke, at hun var i nærheden, som han kunne lugte hendes bekendte duft. Han tog sig ikke rigtig af det, selvom han hurtigt kom i tanke om den nat, hvor de smagte på hinanden. Det havde været godt. Han kørte tungen over tænderne, som han for en stund overvejede at opsøge hende, og endnu engang tappe sig hendes blod. Så kom han væk fra det. Hun ville nok ikke gøre modstand, men det var heller ikke hendes blod, som han behøvede. Ja, det ville gøre ham stærkere, men det ville ikke sikre ham hans overlevelse på nogen tænkelig måde. Hans kølige, blå øjne, der var åh så piercende, spejdede sig omkring i det mørke, som han så fuldstændig klart i. Han skød genvej ved at krydse igennem en nydelig blomsterhave, hvis ellers man kunne lide den slags. Diablo var personligt ligeglad med noget så ubrugeligt som blomster.

De lette skridt stoppede og Silvia løftede hoved, den bekendte duft af hans blod pirrede i hende, hun havde egntlig ikke meget blodslyst og havde blot forladt de sikre vægge på hendes gods og vovet sig ud i natten får at slappe af, hun kunne dog ikke helt bestemme om han var tæt på eller ej, selvom hendes lugtesans var god, gjorde blomsterne som stod i fuldt lune det svært at lugte. Hun overvejede at løbe får et ganske kort sekundt men tænkte at det nok bare var et tilfælde, hvilken varmpyr nød ikke en gåtur i parken ved midnatstid?, hun gjorde et let suk, af lettelse eller sorg vidste hun ikke.

Diablos næse blev pirret af Silvias duft, som han kunne lugte, at hun var nær. Hun var ikke langt fra ham, men alligevel gik han blot videre, som om han slet ikke kendte hende. Han kunne ikke se nogen grund til at hilse og have forsat kontakt, når han i grunden ikke kunne bruge hende til noget... Eller jo, men... Han havde ikke brug for hende lige nu, og derfor havde han ikke brug for at kontakte hende. Alligevel genoptog han sine overvejelser om hvorvidt han skulle snuppe sig en snack på vejen til sit menneskelige bytte. Han blev for en stund i tvivl, og derfor stoppede han op, og så op på himlen, bare så det så ud som om, at han faktisk lavede noget, og ikke bare stod vildledt. Så lod han det være op til skæbnen, hvad hans næste træk ville være. Silvias havde højst sandsynligt også fået færten af ham.

..Hvorfor mennesker frygter natten har jeg aldrg forstået, er der andre grunde in frygt de er bange?
Diablo kunne føle hendes duft endnu stærkere nu, nærmest som om at den lokkede. Silvia stod op af et af de store bøgetræer et par meter fra ham og havde sit blik rettet ligeud og fokusede ikke rigtig på det store, hendes ene hånd hvilede imod barken på træet imens den anden prøvede at få det sorte silkebånd der holdte det lange hår oppe til at sidde bedre fast, et hvidt silkebånd bundet løst omkring halsen på hende bevægede sig let i nattevinden der hylede i gennem de mørke træer.

Diablo vidste godt hvor Silvia var, men han kiggede ikke i hendes retning. Han så fortsat op på himlen, stjernerne glimtede om kamp med hans kølige øjne, som han satte fokus på fulmånen. Den lette brise susede igennem hans mørke hår, som han udemærket hørte kvindens ord. Ikke alle mennesker frygtede mørke. Han havde som dødelig ikke frygtet det. Alligevel følte de fleste menneskelige individer vel en hvis usikkerhed ved mørket. Og især nu, hvor alle var bevidste om, hvad de kunne vente sig, når de trådte udenfor en dør i nattens skød. Han lukkede kort øjnene i, som han havde nået til en beslutning inde i sig selv. Han så nu i Silvias retning: ,,De frygter os, Silvia. Det er derfor, at de er bange for natten... Eller os." Han så blot på hendes skikkelse, og havde ikke en direkte øjenkontakt med hende. De var ikke alene i parken. På andre stier dybere inde i parkens indre, var der fordrukne par og tyveknægte på spil. Voldtægtsmænd, ludere der arbejdede, og alt hvad man kunne forestille sig af underverdens væsener, var til at finde i parken. Dog var der ingen i den lille radius, som de to vampyre befandt sig i.

Livet ville jo være trist og kedeligt vis man kun blev elsket.., kom hendes selsomme svar. Hun rørte sig ikke men fik båndet helt stramt og lod hånden glide ned af sin side igen. I modsætning til deres sidste lille møde havde hun ikke den samme blodslyst aura over sig, vis ikke hendes berusende blod kunne duftes, ville man tro at hun blot var en uskyldig ung kvinde som bare var lidt for bleg..men sådan var det jo ikke