I månens blege lys

Parken var stille, om dagen ville den være fyldt med fuglesang, piger som bar rundt med håndflettede kurve og plukkede blomster de kunne give til de ældre i familien, de unge par som nyforelsket gik hånd i hånd og fuglenes sang. Men nu hvor natten var ude på de små timer med fuldmånen der skinnede som en stor hvid lampe på himlen og kastede sit blege lys ned i den mørke park

Klædt i sin normale hvide kjole, flade sko og det ildrøde hår løst, sad Silvia på springvandet`s kant, en yngre mand, nok kun 18 eller 19 år gammel, lå med hoved imod hendes skulder, fra afstand kunne det ligne et ungt par som blot hviskede søde ord i hinandens øre. Silvia`s hugtænder var bordet dybt ind i hans hals og blodet dryppede ned af hendes hage, det havde lykkes hende at lokke den berusede unge mand med sig ind i parken i håb om et uforstyret måltid

Sarah kom slentrende hen ad grusstien, hun elskede parken på denne tid af natten.
Dette var noget hun nød, at gå, stille og uforstyrret hen af vejen, med øjnenen lukkede og sanserne slappe.
Der var ikke mange i parken, men man kunne ane andre vampyrer i skyggerne hist og her, hendes lidenskab for den åbne plads og månen var åbenbart ikke kun forbeholdt hende.
Hendes hår hang for en gangs skyld løst og hendens bukser flagrede let i nattebrisen.¨
Hun smilte, velvidende at de gamle vamyrer i skyggerne endnu ikke kunne klare synet at en pige i drengetøj....

Amon var gået til den centrale park. Hans kræfter var så småt begyndt at vende tilbage. Luften var frisk og en tydelig tegn på en stadig ung nat. Amons sår så ikke ligeså slemt ud som før. Og en del af dem var ligefrem healet væk. Han havde ikke skiftede tøj endnu og havde hellere ikke planer om at gøre lignu.
Ud i mørket var der noget. Han kunne lugte det. Men det var ikke et menneske. intet menneske vil komme ud i dette mørke. han smilede ondt ved sin tanke. En anden lugt tog hans opmærksomhed. Det var den lugt han havde savnet så højt. Blod. Det var foran ham et eller andet sted. Hans syn var stadig svag efter kampen. Han gik længere fremme.
"Jeg vidst ikke, at små piger var begyndt at lege med ild" sagde Amon med sin kold og afslappet stemme (normal stemme) "Sidste jeg var her leget små børn andre steder end her" Amon vil aldrig har sagt det hvis han ikke var i den humør.

Silvia stoppede med at drikke af den røde væske for et øjeblik da hun fornæmmede, nej lugtede endag ..lader til dette sted ikke er så øde endag.., hun kunne hverken vide om det var unge varmpyre, gamle varmpyre eller i det hele taget ægte varmpyre, hun kunne kun lugte at det var en kvinlig og mandlig varmpyr, som var lidt for tætte på efter hendes menning. Silvia lod det dog ikke stoppe hende, hun strøg blot nået pandehår væk fra øjne og begyndte og drikke igen

Sarah hørte en kold stemme et sted langt bag sig, hun vidste godt at der gik en, men havde håbet at folk ville holde kæft,
bare i aften.

Hun skævede over skulderen og satte sig ned på den nærmeste bænk, Hun ""uddåndede" tungt og lukkede øjnene igen.
Hun hadede at vide at der var en kvindelig vampyr nede ved springvandet, den underlige dude bag hende et sted og de andre i skyggerne, hun havde mest lyst til at være alene lige nu, eller bare føle sig alene, der var mange ting hun havde brug for at tænke over...

Amon gik blot videre. Han bliver pludselig overrasket over hvor mange af skyggens børn der faktisk befandt sig her. Verden var blevet kaos efter han forsvandt for en stund. Han gik blot videre. Dem der havde boet på stedet længe nok vil genkende ham.
"Som et ægte rovdyr, spiser alt det den kan, før den flygter..." han lo, ikke fordi han så noget som helst morsomt, Han så sig til siderne, det var et skøn sted at nyde sin måltid i. Faktisk meget skøn.
Nu savnet han lidt en varm seng og en varm måltid lavet af Lorenese. Han så sig rundt en sidste gang før, han begyndt at se på sit måske offer.
Amon gik så tæt på at han kunne hører blodet pippe stille og roligt ud.
"Men du har ret, det er en skøn nat at spise en måltid på" sagde han hvorefter han satte sig på jorden.

Silvia trak sine tænder ud af den nu livløse unge mand og lod ham, uden at vise den minstre form for respekt eller skyld over at dræbe, glide ned i springvandet som førte ham ind på midten. Hun fjernede blodresterne fra sine læber med fingrende og så på den lidt ældre varmpyr som var lidt for tæt på efter hendes menning"..natten er altid tiden for os..", kom hendes kolde men roglige stemme

Sarah sukkede, to vampyrerne der hyggesnakkede, oh joy!!
Hun rejste sig og overvejede om hun ikke skulle deltage i festen, hun skulle alligevel forb ipå vej hjem, men besluttede sig bare for at smutte forbi uset....
For meget larm.

Sarahs hoved gjorde stadig ondt, hun havde fået et ordentligt slag da en gruppe A.M.F´er smuttede forbi ind på hendes stamkro.
De endte selvfølgelig døde, men de var overraskende godt trænet, ikke af ham dem gamle der var der sidst hun tjekkede....

Amon så til højre/venstre (den side Sarah er på) og lo.
"AMF har ret. Alt magisk skal udslettes. Godt eller ondt.. de skal bare udslettes. "sagde han og rejste sig. "Men nu ved jeg hvor rovdyr af jere type befinder sig." han lo ondt. Amon undret sig over hvorfor der ingen der har prøvet at overfalde ham endnu. Han så rundt. Det var tydeligt at alle i nærheden havde hørt hvad han havde sagt, og nu havde deres fulde opmærksomhed mod ham. Han gik tættere på vampyren foran sig. "Ha' en god aften"

Først lignede det at den unge varmpyr kvinde ville lade ham gå men uden varsel greb hendes blege hånd fat omkring skuldren på ham, svang ham en enkel gang rundt og hun pressede sin spinkle men stærke krop ind imod hans så han blev holdt fast"..Vampyre er i modsætning til A.M.F, stolte væsner som blot vil overleve..du er selv en..du burde vide det.."

Sarah rystede på hovedet af vampyren. Ingen stolthed, ingen respekt. sagde hun, mest hendvendt til sig selv...
Hun trådte frem fra mørket og kiggede op og ned af ham, du kan jo starte med dig selv Hun morede sig over ham, over at mærke raseriet fra de andre i skyggerne.
Den her nat blev måske ikke så dårlig alligevel....

Sarah kiggede på kvinden der holdte den fremmede i et stærkt greb, hun vidste hvordan det her ville ende, alle her vidste det, undtagen hende den unge....
De andre holdt sig i skyggerne, men sarah stod under en lygtepæl og fulgte oprigtig interesseret med i hvad der skete...
Hun troede ikke på at han var A.M.F, måske neutral, men ikke A.M.F

Den unge Kiel havde siddet og stirret ned i jorden, han vidste egentligt ikke hvor længe. Men han hørte ordene "Alt magi bør udslettes" og da for han op med et set. "OG hvorfor mener de så de?? Hr?" Han besindede sig hurtigt og tog sig tid til at analysere, Redford, borgmesteren, stod her i månelyset og påstod, at han var pure imod magi, det var absurt, det var forkert! Han gispede stille, og rodede i sit hår. "Du mener måske at vi, blot fordi vi har magi i blodet, bør dø?" spurgte han overrasket, og knugede staven i sin lomme.

Dette kunne komme til at gå gruligt galt, Zitawiaer var humørsyge væsner, og at Kiel i sig selv lignede et barn, fik folk til at bringe hans pis i kog, ved netop at antage at han, med sine alt for store lilla øjne, sin spinkle krop og sine rene hud, at han netop var et barn. Kiel så irritabelt på Redford, og overvejede hvor nemt det ville være at vise ham hvordan.... Hvordan magi kunne udslette ham, før han overhovede kunne gøre noget, Jonathans arv skulle ikke gå tabt, og da slet ikke fordi det var en eller anden magtsyg idiot der sagde det!

Amon lo. Det kom ikke bag på ham det kvinden gjorde. "Starte med mig. Jeg er stolt af at være menneske. Og det har jeg hele tiden været. Hvis ikke, vil jeg aldrig har været Minister RedFord" sagde han og lo højere. "nu vil jeg gerne bede dig om at fjerne din hænder." der var stadig morskab i hans stemme, men den var mere alvorlig end før. jeg vil ønske du var her Lorenese. Du vil elske det her
En anden væsen talt nu. Det var en anden type blod. og nu en tredje part. Det bliver nok sjovt. "Jeg siger dig, og alle andre her. Jeg stolt, og hvis det ikke havde været for min barmhjertighed vil I ikke eksisterer" han lo høj, så højt at fuglene i træerne fløj væk.

Silvia tog blot hårdere fat"...det er mænd som dig der er skyld i at min familie er udryddet..", den ellers roglige og elegante Silvia fik røde øjne nu, hans ord..skar faktisk dybt, hvor vovede han og snakke som om at han styrede alt?, hun flyttede sine hænder til hans hals og lod dem lukke sig om hans strube

.

Den lille Zitiwia fløj op, og sprang hen foran minister Redford, hvorefter han gik over en streg, han aldrig skulle have krydset. "Hør her dit arrogante svin! jeg er ligeglad med hvem du tror du er, men alle har ret til at være her, uanset hvilket blod de måtte stamme fra, og ligemeget hvor tykt eller hvor sødt deres blod er. Så har de krav på en chance" nærmest råbte Kiel, den unge Zitawia var ikke noget nær Redfords højde, og var derfor ikke en trussel, men hvis Redford havde det mindste forstand på magi, ville han bemærke at drengens lilla øjne så ud til at lyse, pupilen trak sig sammen, og svandt ind konstant, som om lyset skiftede hele tiden, dette skyldtes magien der pulserede under overfladen. Klar til at springe.

Amons hals var tør og var forbrændt. Han så på den vampyr kvinder der kvælet i ham. Amon smilede bredt. "Der er mere blod i dine årer end i mine. Og det er varmt. meget varmere end mit." Amon tog fat i hendes hår, med kræfter som kun en ikke menneske væsen kunne frembringe, for at derefter at rykke væk fra hende. Der var ikke meget følelse i hans krop, så han følte intet. Han så på det lille væsen. og pludselig var der noget som var bekendt ved den lille væsen. Aura. "Tja en fornuftig vampyr, vil aldrig havde gjort det du gjorde. tsk tsk tsk" han rystet på hoved. "Kære lile ven" han henvendt sig til den lille væsen "Alle magisk væsener som er respektløse, kender ikke deres grænser, og ufornuftig skal udslettes. Og disse blod monster der vandrer rundt her, har glemt alt om grænser og fornuft jeg håber vi forstår hinanden." Amon kiggede rundt. Hans syn var blevet stærkere nu. Og det var han glad for, fordi det kunne han bruge til at understrege sine ord.

silvia`s ene hånd greb omkring hans skulder så hun ikke blev trukket helt væk og den anden lukkede sig omkring hans håndled på hånden han brugte til at holde hende`s lange hår fast med, de isblå øjne så vredt op imod ham men de flakkede nu til den unge Zitiwia

Sarah følte sig underholdt, hun gled lige så stille tilbage i skyggen.
Hun stod lidt og studerer optrinnet, Zitawaen havde hun set før, hvem er kvinden med det ildrøde hår og så stærk kan intet menneske være! Spooky
Hun undrede sig, hvad sker der her....
Kvinden burde virkelig lære at styre sin vrede, ham den lille troldmand er sjov, har en stor retfærdighedssans, og Redford er en idiot, det ved alle, men han er en idiot med magt.
Hun havde før set folk forsvinde efter bare at have modargumenteret en af hans sager, det her kunne ikke ende godt...

Kiel skar tænder, "Redford, jeg ved godt hvem du er! Men det giver dig ikke ret til at tale sådan om os! Jeg advarer dig! Jeg...." han gispede efter vejret, magien i hans blod flød tykkere og tykkere, han skulle dø den hund til redford! da den tanke løb igennem hans sind, gik det op for ham, at han rent faktisk kunne, han KUNNE slå Redford ihjel, hvad var det der afholdt ham for det? Han var mere eller mindre alene, ingen ville vidne imod ham her, medmindre de fik penge for det, og til den tid, ville han være laaangt væk.

"Så jeg opfordrer dig til at finde en god grund til at jeg IKKE skulle straffe dig for at fornærme min gud!" hans stemme var kold som is, og hvis man nogensinde havde lagt en hånd på et vindue, en kold morgen, så ville man vide hvordan det var, at blive ramt af disse ord, de bandt sig rundt om en, tættere og tættere, som om det var reb der snerrede sig omkring en, og blot ventede på at klemme resten af livet ud af en, indtil man rev sin hånd af ruden..... Men underligt nok, så føltes det altid som om der manglede et lille lag af hud...

Amon så stadig koldt på den lille væsen. "Kære lille ven, du har aldrig haft retten til at sige noget, før jeg kom til magten. Og det er mig og kun mig der har retten til at sihe hvad jeg ønsker. Og hvis du vil, så prøv at forhindre mig." Amon kiggede stadig koldt på den lille. After så langtid i gudernes verden, er det her blot morskab.
Da Amon hørte de sidste ord lyste hans øjne. "Du må hellere giv mig en grund til ikke at udslette dig og din race, og efter det der er sket, vil det være intet andet end ord på papir, og over en nat vil i ikke længere eksistere." Amon forholdt sig rolig. Der var intet at gå i panik for. De var måske 3 eller 100, men han var livet for dem alle. Han følte en dyb følelse af at noget bekendt nærmet sig. Noget meget bekendt.
Lyden a vinger der pisket luften under sig, stor tunge vinger. Amon smilede bredt. Der findes en med vinger som kan genlyde over flere meter. Lorenese tænkte Amon.
Lyden af de piskende vinger forsvandt. Og noget begyndt at nærme sig der hvor "kampen" var i gang. Det var lang, men stadig afslappet skridt. Amon følte hvor meget auraen var forfrisket efter sidste gang han havde følt den.
"At tjene mig sviger meget kan jeg se" sagde Amon ud mod der hvor lyden af skridt kom.
"Nej, at ikke ´tjene Dem sviger endnu mere" svaret en stemme ud fra mørket. Still og roligt begyndt en skikkelse at forme sig ud af mørket. Den var ikke stor, og havde hellere ingen vinger. Et gamlemands ansigt kom frem. Det fleste vampyr i området rykkede til side. Den skikkelse har de set mange gange. Alt for mange gang. Det var Lorenese, den tjener som altider befinder sig i Redfords hus. Lorenese var Redfords tjener.
Lorenese er mere kendt end mange, selvom han ikke laver så meget.
Lorenese kiggede rundt på alle " hr. Redford, vi må hellere hjemad nu. Du ser meget træt ud, efter din sidste rejse." sagde Lorenese med en kold og aflsappen stemme, man kunne tydeligt hører at stemmen var slidt pgr. alderdommen.