Vin, nat og et nyt ansigt

Det summede af snak i den overfyldte kro, alle bordene var optaget af gamle mænd med deres øl og kortspil, unge mænd som sad med op til 6 piger af gangen og snakkede så de grinede hver 5 sekundt, den gamle bartender rensede de gamle glas med en klud der vist var endnu mere beskidt.

Dog var der en som ikke deltog i alle de "festligheder", som forgik der. Silvia sad ved et bord, alene, hendes hvide kjole var pletfri og hendes usælvanlige blodrøde hår hang løst ned af hendes ryg og arme og indrammede hende, det røde pandehår dækkede de isblå øjne og et glas hun selv havde bragt med var fyldt halvt op med en rød klar væske

I dag havde Diablo en friaften, og som så ofte før, så havde han søgt mod nattelivet i byen. Han havde allerede været på ét værtshus, da han trådte ind på det infamøse værtshus, Det lyserøde glas. Han håbede på noget mere spænding her, end der havde været på det andet værtshus, han havde faktisk kun været her få gange. Det var også sjældent, at Diablo havde en friaften. Han stod kort i entréen og betragtede livet i værtshuset.
Der var travlt, højlydt, og vitterlig musik spillede for at skabe en hjemmelig, festlig stemning. Det var godt nok til den næsten 2 meter høje herre. Han sukkede let, ikke rigtig af noget bestemt, før han tog sin sorte, tykke jakke af, der åbenlyst var dyr og ny. Han tog også den høje hat af, så han nu stod i en tynd, hvid skjorte, der var lettere åben, som var i selvskab af en mørkeblå velour vest. Dette var associeret med et par sorte bukser, som igen blev eskorteret af et par spidse lædersko, der så ud til at kunne holde til lidt af hvert, men stadig var uberørte trods dette. Hans kulsorte hår sad godt, men tilfældigt, og hans hvide hud udkonkurrerede næsten skjorten. Han brød sig ikke om den varme belysning, der afspejledes i hans kølige øjne, som han gik mod baren for at bestille noget whiskey, en drink, der ikke udfordrede hans smagsløg det mindste, men som før eller siden ville påvirke ham lidt efter... Hmm, en flaske eller to. Man var vel ikke vampyr for ingenting. Der skulle mere til for at drikke de udøde under bordet.
Som bartenderen havde travlt, gad dette Diablo lejlighed til at spejde efter et ledigt bord. På under 2 sek. havde Diablo gjort op med sig selv, at der ingen ledige borde var, men at der trods alt var nogen, som sad alene. Han kunne vel spørge, om han måtte sidde, selvom det ikke behagede ham at være tvunget til at sidde med nogen, der potentielt kunne være under hans værdighed. Han havde dog ikke undersøgt de individer, som befandt sig i værtshuset, yderligere.

Silvia løftede let sit elegante hoved og vente det imod den fremmede, fornæmt klædte mand som lignede en omkring hendes egen alder. Hun brugte let sin ene blege hånd til at fjerne lidt af det røde pandehår og studerede ham nøje med de isblå øjne, hun lod det derefter falde til side og vendte hoved imod vinduet igen

Diablo vendte blikket mod bartenderen, og ventede ganske tålmodigt, selvom han egentlig røvkedede sig. Da bartenderen endelig nåede til ham, talte han kort og kontant: ,,Whiskey, flasken, tak." Bartenderen hævede et øjenbryn, men gik så igang uden noget. Ingen lagde mærke til, hvem Diablo virkelig var. En udød, en vampyr. Selv kunne han lugte og mærke, at andre udøde var tilstede, men det var få. Da han fik hvad han ville have, hev han beløbet op og lidt ekstra: ,,Behold resten." Lød det fra Diablo, der havde en rå, slibrig, kold og kontant stemme. Alligevel lød den som en dunkel symfoni. Han vendte sig så mod det store rum, som han spejdede efter en plads hos en af dem, der sad alene. Hvilken én af disse ensomme eksistenser ville være den mindst pinlige at sidde ved? Den rødhårede, kvindelige vampyr, måske. Køn, elegant. Måske ikke så middelmådig, som hun dog alligevel så ud. Han bevægede sig elegant og fejlfrit igennem mængden, som kun en vampyr kunne. Han trak stolen ud, og stilte flasken med whiskey, samt glasset, på bordet: ,,Jeg håber ikke at jeg trænger mig på, frøken, jeg behøver blot et sted at sidde." Hans stemme var ganske monoton og lettere ligegyldig, som han satte sig til rtte.
Hans piercende øjne betragtede kvinden yderligere, det havde de ikke givet sig selv tid til før. Hm... Hun var vel okay, standard. Hun var en vampyr, ligesom ham, en ældre en af slagsen. Dette skræmte ham dog ikke, til trods for at han i teorien burde vise respekt for den ældre artsfælle. Han hældte den gyldne væske, i form af whiskey, ned i det mindre glas. Han tog en påpasselig tår, og forsatte så dernæst på at holde øjenkontakten med kvinden over for ham.

Silvia havde ikke just ventet at hun ville blive udvalgt som hans "partner", i denne stun, hun forholdte sig dog tavs da han satte sig, hendes isblå øjne så ind i hans, men om hun var snaksalig, vred eller glad kunne ikke tydes i dem.
Det gør de skam ikke sir, jeg er lettet over og have lidt selskab i denne...Humane kro
Hendes stemme var let, immøkommende, kold og dog, charmerende, det var i hvertfald tydligt at hun intet havde imod hans selskab

Diablo nikkede til hendes ord, som han tog endnu en tår af whiskeyen. Selvskab eller ingen selvskab var ham ligegyldigt, men det var da rart, at han ikke blev nød til at sætte sig et andet sted... Ikke at han havde tænkt sig det alligevel. Han var ikke høflig nok til den slags. Havde hun været imod hans selvskab, kunne hun skride. Det gjorde ham intet, hvis det ville gå hende på, selvom hun var en ældre, og Diablo også selv var en snob, der fulgte samfundsklassens stige. Han så sig omkring... 'lettet over hans selvskab i denne humane kro', Tja... Der var flere mennesker, end der var vampyre og andre væsener, det var sandt. Men det var også begrænset, hvor meget de magiske væsener turde udfolde sig nu til dags, eftersom Det Anti Magiske Råd var ude med kløerne. Det generede dog ikke Diablo. De kunne bare komme an, han skulle nok vise dem, hvem der var toppen af fødekæden. Vampyrerne. Men heldigvis var det ikke umiddelbart til at se, at Diablo var vampyr. Han havde udført jobs for A.M.R, og de havde ikke lagt mærke til, hvem han virkelig var. Idioter, det var hvad de var. Men så længe han kunne tjene penge, så var han ligeglad med, hvordan folk opførte sig.
Hans blik vendte tilbage til kvindens som et lyn på en formørket himmel. Hurtigt, med ét. Han betragtede hende stadig uhæmmet. Han skjulte aldrig, når han betragtede nogen. Hun så nu ikke helt fattig ud, som han også havde kunne se op fra baren af med sit skarpe syn. Han så dog først detaljerne nu, den dyre ring, kjolens detaljer. Hun var dog stadig blot okay i hans øjne. Penge kunne ikke købe interesse fra folk. Ikke i hans verden. Selvom han måske var arrogant og til dels snobbet, så kunne hans interesse fanges af hvem som helst.
"Brydes de dem da ikke om dødelige?" Spurgte han så af nysgerrighed, før han tog en længere slurk af sit glas med whiskey, og blev nød til at genopfylde glasset igen.

De dødelige berøvede mig mine kære..fortiden gør altid ondt, skære i ens sind..
Hendes tynde fingre snoede sig let omkring glasset, førte det op til munden og lod det glide ned i hendes tørre hals, en dråbe af det løb ned af hendes tynde blege hals men hun lod det blive. Glasset blev stillet, hendes højre hånd lagt på bordet og det andet i hendes skød så hendes øjne igen så imod ham. "..Mit navn er Silvia Layren", sagde hu nstille

Diablo så stadig følelsesløst på kvinden, til trods for at hvad hun fortalte, måske ville berøre en anden vampyr, eller et menneske, eller... Nogen med lidt mere medfølelse, end Diablo havde at give ud af. Han betragtede hende drikke væsken, som nok var en eller anden vin. Han betragtede dråben, som fejlede i at nå ind imellem hendes læber, og som løb af andre veje, ned langs hendes blege, fejlfrie hals. Hans øjne fokuserede på dråben, indtil at den mistede sin interesse, og kvinden præsenterede sig selv for Diablo. Hans blik ramte hendes, som han lænte sig tilbage, og let rystede glasset, og lod whiskeyen slange sig op langs glasset, og ned igen. Han rømmede sig let, tog endnu en påpasselig slurk, og talte dernæst: ,,Silvia Layren... Mit navn er Will Tears." Han løj, men han løj godt, og der var ikke et træk i hans ansigt, som antydede, at han ikke talte sandt. Desuden... Hvor mange blev nød til at lyve om deres sande identitet? Ikke mange, men Diablo var en af dem. Ingen vidste længere, hvem Diablo egentlig var. Ikke engang dem, som havde bestilt ham til at myrde for sig. Også dér gik han undercover.
Han tog endnu en slurk efter en stund, før hans hæse, men alligevel underligt tiltalende stemme, talte: ,,A.M.F er på tæerne nu til dags... Men jeg frygter dem ikke. Frygter du dem?" Det burde i teorien være muligt, når de myrdede hendes 'kære', hvem end det nu var. Han selv var dog overbevist om, at han sagtens kunne håndtere de stakkels eksistenser til mennesker. De havde kun deres våben og sollys til at beskytte sig. Når natten faldt på var de i vampyrernes hule hånd. Ikke at han søgte at udrydde menneskene. Så længe de lod ham være, lod han dem være.

Silvia betragtede ham i stilhed, selv efter at han havde præsenteret sig
..Jeg frygter intet, elsker intet og jeg hader intet..
Hun løftede igen glasset og lod de sidste dråber løbe ned i sin hals og stilte det derefter igen på bordet. Diablo kunne nærmest mærke på kvinde`s aura, at der tydligvist var sult for blod, hendes hånd klemte tæt omkring kjolen imens hendes øjne ikke forlod hans

Diablos ellers så tomme øjne fik vagt en undren til sig over hendes ord. Ja så? Hun virkede ellers så fin, så skrøbelig... Alligevel virkede hun mere død, end hun allerede var. Måske var det tabet af hendes elskede. Hvad vidste han. Han var ærlig talt ligeglad, dog havde han alligevel et hævet øjenbryn og undrende øjne. Hans ansigtsudtryk blev dog hurtigt køligt og monotont igen, som han igen begyndte at betragte Silvia drikke. Så så han ellers væk, som han selv tog en ordentlig tår af sin whiskey. Han slikkede sig over læberne, som noget whiskey satte sig over de blege, bløde læber. Så vendte hans kølige blå øjne, der havde grå antydninger, mod Silvias elektriske blå øjne: ,,Det er også lettere sådan..." Påpegede han stille, som han forsat blot afslappet holdte øjenkontakten. Han var ikke bange for den slags. Hans øjne glimtede, og de levende lys omkring dem blev reflekterede i hans blanke øjne. Han knækkede sin nakke kort med et ryk til den ene side, før han lænte sig frem, og bællede det sidste i glasset. Så hældte han endnu engang op. Han havde ikke umiddelbart lagt mærke til Silvias blodtørst, men han var heller ikke skide opmærksom på andres behov, så det var ikke et under. Kun når han var på arbejde, lagde han særligt mærke til alt og alle omkring sig. Det blev han nød til.
Han lænte sig afslappet tilbage igen med den ene fod hvilende på det andet knæ, som han igen genoptog den intense øjenkontakt, som varede ved, og ved, og ved. Fordi han netop intet andet havde at give sig til end at betragte sin borddame, så lagde han først dér mærke til hende sult. Det kunne oftest ses i øjnene, som de blev blankere, og dem betragtede Diablo jo. Han sagde dog intet, men tænkte blot for sig selv. Ville hun efter sit besøg her tage ud at jage? Højst sandsynligt. Han selv behøvede ikke ligefrem blod, men han dræbte ikke altid kun for at overleve. Tværtimod. Han rystede let glasset igen, så væsken fløjtede rundt i glasset. Han betragtede det for en stund, før han så op: ,,Skal du ud at jage i nat?" Lød det fra den hæse, dog delikate stemme, der var maskulin, men som stadig havde en sprød, lysere klang.

Silvia`s blege fingre famlede om nået af det lange hår som havde samlet sig i en lille bunke i hendes skød og smed det let over skulderen så det faldt på plads med resten.
Ja..
Hendes svar var hurtigt, nærmest henkasten og hun lod sin hånd på bordet skabe lidt i den slidte overflade, hendes øjne gjorde kontakt med hans i gennem det røde slør hendes pandehår frembragte og hun bed sig i læben så lidt blod svagt kunne anes i hendes mundvige. Hun ville egntlig havde forladt kroen får langtid siden, at snakke med andre varmpyre var normalt for hende og så snart sulten henvidste sig ville hun gøre sit farvel og gå, men, der var nu nået ved denne unge varmpyr mand, nået anderledes over ham ind de andre-

Kort og kontant, sådan han foretrak det. Han nikkede sagte, før han igen tog en slurk af whiskeyen, som han så ofte suttede på. Han rømmede sig kort, og lænte sig så langt tilbage, at hans blik kort mødte loftet, før han så tilbage på Silvia. Hans blik fokuserede hurtigt på hendes mund, som bloddråben dansede ned af hendes kvindelige læber, og begyndte at slange sig ned af hendes hage. Hans pupiller udvidede sig straks, som hans læber kort skilte sig af en pirrende lyst. Selv en vampyrs blod var godt, selvom det højst sandsynligt var koldt, så kunne erfaringen, minderne, og styrken sikkert smages i blodet. Diablo vidste det ikke, han havde aldrig smagt vampyrblod.
Diablo bællede glasset, og tørte resterne om hans mund væk med håndryggen. Hans blik vendte tilbage til Silvias, som han sagtens kunne ane igennem det røde slør, det blodrøde slør, der straks fik ham til at tænke på blod. Måske ville en jagt ikke være helt kedelig. De kunne jo jagte et bytte sammen. Det havde Diablo endnu ikke prøvet, måske ville det være sjovt. Han havde heller intet imod at forlade dette sted. Han rejste sig, og rettede kort på det fine tøj, vesten og skjorten, der hang perfekt på hans krop, og viste den rigtig frem: ,,Hvad med at jeg gør dig selvskab?" Jeg er altid frisk på et drab. Tænkte han, som han tog flasken, og så rundt. De kunne jo sagtens finde et bytte allerede herinde. Det var bare at lokke dem udenfor, og ind i en sidegade... Så var den hjemme. Men Diablo holdte nu af at lege med sin mad først... meget. Gad vide hvordan Silvia holdte af at fange sit bytte... På samme måde? Eller var hun så kort og kontant, som når hun snakkede?

Silvia brugte sin tunge til at lade blodet glide ned af hendes hals, men det opstempte bare hendes lyst til blod. Hun rejste sig let og lod sin glatte hånd glide over hans vest i en lidt kærtegnde maner før hun besvarede ved at ligge sine læber imod hans øre
Det ville være en glæde..vil de?
Sagde hun og rettede hoved imod menneskemængden som havde for travlt til at høre, endag kikke på de to blege, fintklædte skønheder som så på dem

Diablo havde intet imod Silvias tilnærmelser, som han så dem som ligegyldige. Han betragtede blot igen den bloddråbe, som langsomt bevægede sig ned af hendes hals. Han så sig hurtigt omkring blot med øjnene, for ligesom at holde øje med, hvem der så på dem. Han fik øje på de to, fintpåklædte skønheder, som bl.a. så på dem. Flere gjorde... Drukne mænd, ensomme enker, alle hvis' øjne kunne lide, hvad de så. Og hvem kunne ikke lide en vampyrs skønhed? Mange havde dog stadig gang i deres egne løjer, heldigvis. Det gav Diablo lejlighed til hurtigt at opsamle det løbende blod med en finger mod hendes hals. Den var fjerlet og blid. Han førte fingeren op til sin mund og slikkede den ren, som hans blik var rettet monotont mod Silvia. Han så dog igen over på de to unge kvinder, som stadig betragtede dem med nysgerrige blikke. De så ikke ud til at være en dag over 17. Diablo betragtede dem køligt, som han så ned på Silvia igen: ,,Selvfølgelig." Han lænede sig ned til hendes øre, som hunvar en del lavere end ham selv: ,,Hvad med de to unge piger derhenne?" Han gjorde et diskret nik med hovedet i pigernes retning, efter at han havde rettet sig op og talt med den laveste hvisken, som kun en vampyr kunne høre. Eller et andet væsen med superhørelse.

Silvia sænkede hoved da han hviskede men han kunne tydligt mærke at hun var enig med ham, hun løftede hoved atter igen og får et øjeblik, kun et ganske kort øjeblik, var hendes øjne røde og vildske, før de tonede bort til de isblå øjne. Hun tog let i hans hånd og gik hen til de to yngre piger"det er en ære at i to finder os..intresandte..mig og min..elskede..tænkte om i ville nyde en gåtur med os, udenfor dette beskidte sted?"
Hendes stemme talte i et normalt toneleje, nærmest som en lille uskyldig pige som spurgte helt uskyldigt og artigt, Diablo mærkede hendes hånd var varm i forhold til andre varmpyre`s hænder og hun strammede lidt om den og holdte sit skuespil oppe

Silvia sagde i hvertfald ikke nej, og da hun tog hans hånd, og gik mod de to unge kvinder, så gik Diablo ud fra, at hun syntes det var en god idé. Han så hvordan hendes øjne kort blev røde og dyriske, men han trak ikke en mine. Diablo ændrede hverken personlighed eller ansigtsudtryk, da de nåede de to unge piger, som han blot nøjedes med at kigge på dem begge med et monotont, dog lokkende blik, som sulten, i et menneskes sind, mere så ud som begær fremfor et egentlig behov for føde. De to piger tænkte selvfølgelig ikke over, at de var ved at blive forført af to vampyre, selvom de burde. De var ikke for kloge, men ingen kunne jo vide sig sikre på hvem der var hvad, det var selvfølgelig rigtigt. De nikkede ivrigt, og smilede frydende til hinanden. De var begge tydeligt lykkelige over at færdes med sådan et smukt par, især når parret viste interesse, og også havde lagt mærke til dem. Ak ja, hvis bare de vidste. Diablo så kort ud af øjenkrogenpå Silvia, før han rakte en hånd ud til en af pigerne: ,,Må jeg eskortere en af jer?" Den hurtigste fik æren, til den anden piges ærgelse, der måtte nøjedes med at gå ved siden af Silvia. Diablo holdt stadig fast på flasken, men han kunne umuligt drikke af den foreløbig, når han havde en kvinde på hver side af sig, den ene i hånden, den anden ved armen. At Silvias hånd var varmere end normale vampyres, tog han sig ikke endvidere af. han var for optaget af jagten.

Silvia holdte hele tiden i hans hånd, hun havde ikke just nogen tanker om at slippe før at de havde fået lokket de to lidt ubegavede piger ud, hun klappede kort den anden skuffede pige på kinden og smilede let"tag dem ikke af min mand, han er en dame elsker, så han hader dem ikke", hun kom med en let lille latter og forlod den larmende kro med sin "mand" , og deres selskab, hun lage sit hoved imod Diablo`s skulder og så ham op i øjne"ikke sandt skat?", kom den falske, men utrogligt overbevisne stemme

Diablo fulgte blot Silvia, og lod hende tage styringen for jagten. Han så sig omkring, mens hun snakkede med den ene pige. Natten var smuk i nat, stjernerne var klare, månen var tiltagende, og der var vindstille. Diablo havde ikke fået hentet sin hat eller jakke, men han gik ud fra, at de ikke skulle langt for at finde en sidegade. Diablo kunne sagtens bruge længere tid på at lege med sin mad, men Silvia behøvede blodet nu, så det fik han nok ikke lejlighed til, medmindre han eskorterede pigen i hans arm væk fra Silvia. Han tænkte dog ikke så meget over det på gældende tidspunkt, som hans lyst til blod også voksede i takt med, at han kunne lugte de unge kvinders blød, og mærke den ene piges bløde, varme hod mod sig. Han så ned på Silvia, da hun snakkede til ham, og han nikkede blot, lettere fjernt, som han egentlig ikke hørte, hvad der blev sagt, da han havde været væk i en mild blodrus, der alligevel havde afledt hans opmærksomhed.
Han så kort rundt for at erindre, hvor den nærmeste sidegade var, de han gik væk fra den vej, som de befandt sig på, og drejede til højre langs et hjørne: ,,Jo.".." Sagde han kort til Silvias spørgsmål. "Lad os skyde genvej igennem denne sidegade. Så er der kortere vej at gå." Pigerne spurgte i munden på hinanden, hvor Diablo fulgte dem hen, men han svarede dem ikke. Han så blot ned på Silvia, og afventede hendes næste move.

Silvia kom med den lette latter og lod sin hånd glide ned omkring pigens talije"det er så frygtligt koldt i nat, jeg håber de ikke har nået imod det..", hun talte i en falsk unskyldne tone og flyttede sin mund op til Diablo`s øre og hviskede i den lave tone uhørlig for mennesker"..jeg er bange får at menneskeblod ikke ville kunne stille min
sult i aften..når du har stillet din sult..vil jeg bede om tiddladelse
til at få lidt af dig.."
hun tog derefter omkring pigens talije strammede og trak hende imod den nærmeste gyde

Diablo kunne tydeligt se igennem Silvias falske ydre, men han behøvede jo ikke at gennemskue hende. Han så ned på den anden unge kvinde, som så fascineret op på ham med sine dådyrøjne. Han holdte øjenkontakten for en stund, som han betragtede sit bytte, der var, tja... Standard. Hun var sikkert datter af en købmand, hun var klædt i en fin lille kjole, der fremhævede hendes unge, sprudlende krop. Diablo så ned på Silvia, da han kunne mærke, at hun kom nærmere ham. Pigerne så nysgerrigt på de to vampyre, men de kunne ikke rigtig høre andet end en hvislende mumlen. Diablo så på en stund på Silvia med sine piercende øjne, for han svarede igen i en meget lav, hvislende stemme: ,,Noget for noget, Silvia. Kan jeg smage dit?" Diablo var ikke nogen rar, ung herre. Han ville have noget for noget, ellers var han sgu lidt ligeglad med andre, så kunne han intet bruge dem til. Han betragtede Silvia trække den unge pige ind til sig, som de drejede ned af en sidegade nu. Han så ned på pigen ved hans egen side, hun smilte svagt, men spurgte så, hvad ham og hans hustru havde hvisket om. Hun fik aldrig svar. Diablo kastede hende op mod den nærmeste mur, og de forsvandt i skyggerne. Pigen nåede ikke engang at skrige, før Diablo havde en hånd for hendes mund, og nærmede sig med sin mund mod hendes hals. Blodetvar så tæt på ham, at han ikke kunne tænke længere. Han reagerede udelukkende på sine instinkter.

Diable kunne lugte den velkendte luft af varmt blod gennembore hans næse, hvilket jo nok tyde på at silvia havde smidt den høflige maske og var gevet efter for sine instinker og sult. Silvia`s hånd lå over den allerede halvt bevistløse pige`s mund, imens blodet dryppede ned fra halsen hvor to store huller var lavet af Silvia`s tænder som havde udvidet såreene, hendes kjole var efterhånden blev bloddækket sammen med hendes blege ansigt og arme, hun lod pigen falde til jorden, helt bleg og det bløde ansigt trukket sammen i smerte

Diablo så ikke hvad Silvia havde gang i, som han selv var igang med at bore sine lange, kridhvide hugtænder igennem pigens unge, varme hals. Han holdt hende tæt og hårdt op mod væggen, som han sugede til, og fik endnu mere energi, end han allerede havde før. Han havde øjnene lukket nydende i, som han tappede den unge kvinde for liv. Han var i en dyb ekstase, som han stod der i mørket, og ingen lyd kunne høres fra den skygge, som han befandt sig i. Ingen ville lægge mærke til noget. Der gik omkring 20 minutter, før Diablo havde suget pigen tør for blod. Han trak sig væk fra hende, og hun faldt livløst til jorden. Han betragtede hende manisk, før han slikkede sig om munden, og dernæst tog hende i sine arme. Han så sig omkring, kort hen på Silvia, der også var færdig med sit bytte. Så gik han hen mod et kloakdeksel. En gruppe af mennesker kom nærmere og nærmere, men de havde endnu ikke nået sidegaden. Alligevel måtte Diablo handle hurtigt.
Han åbnede kloakdekslet, og sparkede pigen ned i kloaken. Så smed han dekslet på uden at tænke over, om Silvia også ville smide sit offer derned. Dér var hun på egen hånd. Han lukkede kort øjnene i, som han sukkede. Det føltes så godt at tage liv, at smage døden, frygten, livet sive ud af de forsvarsløse mennesker. Hans hvide skjorte var overraskende nok kun besiddende af få pletter blod ved hans skjorteåbning. Han havde været ihærdig med ikke at spilde, og havde nydt hele sessionen, minut for minut.

Silvia støttede sin hånd op imod væggen og trak vejert, pigens hals var næsten revet over, så meget havde hun indtaget, silvia var ikke en af de varmpyre som drak engang om ugen, eller ofterede og lod deres ofre leve, hun var en af de ældre familie`er, hendes krop krævede ikke blod engang om ugen, hun behøvede kun en gang om måneden, måske 2 vis hun lystede det nok, men når hun endelig stillede sin tørst var det næsten 3 gange så meget som en normal varmpyr ville drikke, og altid mere blodigt. Hun tog omkring halsen på Diablo da hendes knæ var lidt svage over den voldsomme behandling af pigen og hviskede ham ind i øret
"..Et simpelt ønske fra mig..Kunne de få os væk herfra..jeg er bange får min krop er får svag til at gå langt..lige nu.."
Hendes liflige stemme var væk og en tilfræstillet, lidt hæs men stadig tiltalende stemme var kommet.

Diablo behøvede ikke al den blod, som han indtog. Han var en ung vampyr, som ofte skulle have føde, men det var kun ganske lidt blod, omkring 1/4 af en menneskes blod. Så var han på toppen igen. Diablo hævede et øjenbryn, da Silvias arme pludselig var slynget om hans hals i desperation efter at holde hendes krop oppe. Han betragtede hende køligt, som han altid gjorde, dog undrede han sig i baghovedet over, hvorfor kvindemennesket var blevet svagere. Blod burde gøre hende stærkere, men det var åbenbart ikke tilfældet. Måske var det noget, som skete for de ældre vampyre, det vidste Diablo ikke. Han havde aldrig set sin blodfader være svag efter at have indttaget blod, på den anden side... Han havde aldrig været med sin blodfader på jagt, hvor også blodfaderen jagede. Det havde altid kun været ham selv, hvor Mammon havde gjort Diablo selvskab, og lærte ham hvordan man gjorde.
Han rømmede sig, og så dog til siden, da gruppen af mennesker kom gående ned af sidegaden. Han trak Silvia ind i skyggerne, så menneskerne ikke ville kunne se dem. Den eneste kvinde i den mindre gruppe på tre, skreg højt og skingert i natten. Hun havde opdaget liget fra Silvias bytte. ,,Hvorfor er du ikke blevet stærkere? Du burde være stærkere nu..." Hvislede han lavt med sin hæse stemme, som han forsat så ud på gruppen af mennesker, gemt i skyggerne. En vampyr havde evnen til at gemme sig i skyggerne. Det var en del af deres medfødte magi, når de blev forvandlede.

Silvia holdte sin pande imod hans skulder så hendes ansigt var dækket af det blodrøde hår"..når min krops sult bliver stillet..bliver den altid svag af nydelse..Layren familien..har altid haft det problem..", hendes stemme lød selv svag men dog mærkede han at hendes krop i det minste ikke rystede mere, dog holdte hun sig ind til ham som en skræmt kat ville holde sig ind til en stor panter(staves), blodet på hendes kjole var blevet tørt i den kolde aften luft men dog hang dens duft i luften tungst