Fulde navn: AIA (Amon Iah Anubis/Redford)
Køn: Mand?
Race: Vampyr
Alder: 552+ (I det andet liv.. ukendt hvis man taler om alle de liv han har levet)
Udseende: AIA er højere end det normale, men stadig ikke for høj. Han er 1,80m. Hans hår er sort som blæk. Hans ansigt er afslappet og koldt som den koldeste vinter. Øjne som er sorte som blæk bærer på mange ting som man kan frygte, og samtidig en stor visdom. En lille streg som man sjældent ser, viser en stor vild og sindsyg indre.
Personlighed: AIA er en kold og følelsesløs. Han er for det meste ligeglad med andre. Han er høflig og respekterer alle der har gjort sig fortjent. I andre races og også en del af sin egen races øjne er han ond mere end man forventer. Han hader ikke uden en god grund, og elsker hellere ikke uden en god grund. Hans fordele er det første på listen, alt andet kan komme bagefter.
Baggrunds historie: Amon ser Dinero kom gående mod sig, med det der vil tager livet af ham. Hun hugger efter ham, men han når at flytte sig, pludselig svigter noget ham, og han falder på knæ. Han kigger sig rundt og ser Lorense som kigger på ham med dyb respekt. Amon føler en endnu større svaghed, hans tanker går rundt, mon Lorenese har svigtet ham? En til hug som findet sit hvile sted i hjertet på Amon. Smerten gennemsyrer ham og han kigger en sidste gang rundt. En hånd kommer ud af mørket og vil hjælpe ham. Aleera! Amon sidste tanker før mørket falder på
Amon åbner øjne med en rystende sjæl, han svinger rundt med den ene arm, mens den anden går ned til hjertet. Nej intet var sket, det var bare en drøm.
Amon kigger sig rundt. Stedet han befinder sig i er mørk, kold og fugtig. Han kigger ned på sine hænder, og ser klør der ikke længere kan kaldes for klør. De er smadret, og nogen af dem er kun en blod masse. Han kigger ned af sig selv med vilde øjne. Tøjet som han havde haft på er blevet brændt til små stykke stof. Hans krop er voldsomt forbrændt, skåret og smadret. Han føler smerter i hver eneste del a sin krop, og samtidig en dyd smerte i sjælen. Amon lægger mærke til at lyset på en måde kun lægger på ham, resten er rummet er mørk. Han underbevidsthed begynder at rører på sig. Han begynder at huske det der var sket før mørket var faldet over ham.
"Amon guderne vil ikke lad dig slippe igennem. De vil gøre alt for at slå dig ud af verden, du har igennem århundreder været deres eneste fjende. Tror du de blot vil lade dig kommer ind til deres så højt elskede verden uden kamp?" Lorenese så på sin ven.
Amon kiggede på ham, med et smil der viser, at han aldrig vil trække sig for den kamp "Lorenese, hvor længe har du kendt mig? Hvis jeg vinder den kamp, så vil min artfæller kunne gå stolt og med hovedet løftet de næste mange år. Vi vil kunne jage uden at nogen kunne stoppe os. Vi vil overtag menneskene så højt elsket verden, og forvandle den til helved. Vi lad dem smag, de smerter de har givet os igennem de sidste årtusinder! Vi vil få magten til at slå engle ud af deres fornuft, og brænde deres hæslige himmel ned. Tænk på alt vi kan få, tænk på det Lorenes!" Amons stemme havde intet svaghed, men blot en dyb glæde.
"Jeg vil blot ønske der held på din rejse. Tiden er ved at slippe ud, du må hellere blive færdig nu. Jeg vil vent dig ved portalen." Lorenese så en sidste gang på Amon, hvorefter han vendt sig og begyndt at gå mod døren. Han hørt det næste Amon vil sige, men sagde intet.
Amon tog det sidste stykke klæde på og gik mod hans, måske, sidste rejse. Da han nået til portalen, nikkede han blot til Lorenese som tegn på at han var klar. Lorenese sendte Amon et sidste blik, hvorefter han sagde de hellige ord til at åbne portalen. Portalen begyndt stille at åbne sig. Amon gik imod den med et smil på læberne. Da han nået til portalens kant vendt han sig mod Lorenese og sagde. "Aleera. Aleera Lorenese. Være hende en tjener og hjælper, som du var mig en trofast hjælper. Det vil være min sidste ordre, eller mere ønske. Du er fri, gå og lad din vilje følge dig igennem livets haller. Og glem aldrig, du har været den mest trofaste hjælper jeg har haft." Amon gik det sidste skridt ind i portalen.
Portalen havde en selv beskyttelses system , den vil skubbe alt ud, men Amon var ikke et let bytte. Han skubbede med sin viljes fulde kraft, og portalen gik i sort. Den blev lukket for altid, bag Amon. Stedet på den anden side af portalen. Det var gråt. Ingen skove eller huse, intet vand eller vind. Det var den grå intethed. Det var den tidsløs verden. Amon kunne tydeligt mærke auraen af det der ventede længere fremme. Det var dem, dem som har kastet verden i kaos. dem som der kalder sig selv for guder, dem som Amon skal nedlægge.
"Du Amon Iah Anubis. Hvad laver et væsen af din rank her?!" en stemme gennemrystede Amons sind. Amon vidste at dette var vagten til den guddommelig verden. Den vagt som selv guderne ikke kunne slå. Amon gik blot videre uden at svare. Lidt efter lidt begyndt skikkelser at komme til syn. Stor og små. Alle med en kraftig aura. Amon begyndt at slippe sine kræfter løs, Hans aura var sort som natten, og den spredte sig over en stor radius rundt om ham. Hans ansigt som før var normal begyndt at blive mere rovdyr agetig, hans tænder blev større. Hans klør voksede sig 15 gange længere, og 3 gange tykkere. Hans arme vokset sig længere. Med et hop var han over få centimeter fra sine modstander. Vagten til den guddommeligverden forstod Amons budskab. Han trak sig med et lille nik til begge parter. Guderne var chokerede over det der skete, de havde troet at vagten vil kæmpe, men nu trækker han sig.
Amon kiggede på sit bytte. Det var en lille pige.. Det var en gud? Amon svingede sin klør mod hende og det var en god start. Hendes krop blev delt i 6 stykker, Han gik blot videre, men nu var der en del modstand. Amon kendte gudernes svaghed. Der var ikke mange af dem der var dygtige til nærkamp, og selvom deres magi er kræfttig vil den ikke være nok. Endnu et slag fik Amons næste bytte ned. En glødende is pil der blev skubbet af vinden snittet Amons arm, men det var ikke nok. Der var I alt 15 modstandere. Amon gik til den, han svingede med begge arme og flå alt hvad der var i vejen. Kød, knogler, læder, og stof. På den måde fortsætte Amon sin blinde blodige angreb. Efter noget tid lugtede der af noget der lignede blod. Også var det. Noget kraftigt ramt Amon og han faldt om. Hans kræfter begyndt stille at svinde.
Amon følte en dyb had imod alle. Han samlede resterne af sine kræfter og råbt " JEG SKAL NOK FÅ HÆVN" Igen blev det mørkt for Amon. Da han vågnede igen, genkendt han stedet med det samme, Det var en af Concementos (Londons) mørke gader.
Familie: Tja...
Status: Tja ikke helt sikker.
Bopæl: Ved ikke helt... Skal nok finde på noget hvis mit hus ikke er der.
Holdning til magi: Så længe de holder sig væk, så er de fine nok.
Holdning til andre racer: Så længe de holder sig væk, så er de fine nok.
Blodfader: Mother Nature?
Emne: AIA (ikke helt sikker om den skal være her... xD) 
