Højest på himlen

Månen stod højt på himlen og Went sad på taget af en ubeboet bygning.
Den var halv smadret og ødelagt og taget var ikke helt stabilt, men hun holdte af at side der.
Dessuden var der god underholdning. Nede i gaden var der to mænd der sloges, og hun ventede blot på at blødet ville flyde. Så ville hun gribe ind og få slukket sin tørst uden at røre en finger.
Men sulten bed i hende, og hun sad utålmodigt og ventede. Hvorfor skulle det tage så lang tid?!

Hun tog sig til hovedet som for at overbevise sig selv om, at hun godt kunne kontrollere det, men det var som om stemmerne i hovedet der konstant bad om blod ikke ville stoppe.

Silvia stod som en bleg skygge i en af de øde gyder, efter hun havde have mødt den ældre varulv havde liget der dryppede med frisk blod få hendes blodstørst sat igang.
Den unge varmpyr kvinde havde bemærket en anden varmpyr tæt ved som også betragtede de to kæmpende mænd, en anden kvinde på cirka samme alder som hende, så kamp ville der nok ikke blive.

Der lød fodsåler mod gadens hårde underlag. Mændene stoppede brat deres kamp og vendte sig og så til med rædsel. De kendte synet. De vidste hvem det var. "dusørjægeren hviskede den ene til den anden." de blev bege stående lammet af frygt, mens den høje mand kom ned af gaden. Angsten i mændenes øjne var plantet på det lig der hang livløst, slynget hen over mandens skulder.

Abel smilede grumt til mændene da han kom tættere på. Han stoppede op ud for dem og vendte sig kort mod dem. "bøh!" sade han pludselig, og mændene ilede væk fra gaden. Han grinede lavmælt. det gjorde ham godt tilpas, efter hans møde for et par minutter siden. Efter en sådan omgang var det rart at møde nogen med respakt for ham. Han grinede stille. Han var netop kommet ud af den mørke gyde og de tætte gader. Her i Ruinerne var der ingen røg og damp. Månen stod klar og tydelig, og Abel kiggede op den. Han fik en kort kuldegysning og kiggede ned igen. Han skulle lige til at gå videre...

Pokkers! Tænkte Went og hoppede let og elegant ned fra taget og landede på benene på den brolagte gade. "Hvad skulle det til for?!".
Det var sjældent hun snakkede til nogen, men hvad bildte den fremmede herre sig ind sådan at skræmme maden væk! Hun rettede kort på sin jakke og så på ham. Et kort øjeblik pøvede hun at få øjenkontakt med ham, som for at sikre sig at der 'var nogen hjmme'.
Sådan en idiot...

Silvia blev ldit overasket over at denne varmpyr kvinde var..så direkte?, den rødhårderede blege skønhed smilede for sig selv, at have 2 varmpyre til at gå ham på nervene kunne jo være hans straf får at ødelægge hendes angreb?
Du skal ikke tage dig af den...køter..han ved ikke hvordan man behanler andre ordenligt
Kom hendes halv fornøjet stemme da hun trådte ud af gyden på den anden side af Abel
At ødelægge min middag 2 gange..måske skulle man prøve dit blod?
Sagde hun og lod sin bløde hånd glide i hans nakke før hun trak den til sig

Abel vendte sig mod hende. "dig igen? hør her piger, det er ikke noget at tude over..." sagde han prøvede at virke overlegen og afslappet. *grr, hun kaldte mig køter igen!* hans indre bæst vred sig i vrede. "her tag ham her. jeg skal bare have hovedet." han dumpede sit lig af så det landede tungt på jorden med et bumb. Nu havde han hænderne fri. *nu er der to blodsugere! er der ædegilde eller hvad?* tænkte han, imens han prøvede at holde øje med dem begge på samme tid...

Went lagde hovedet på skrå og kunne ikke afvise at synet af liget gjorde hende en anelse opstemt.
Det var som om sulten nærmest forsvandt... "Ellers tak..." Hun så på den underlige vampyr. Som om hun ville hjælpe hende? Hvad troede hun om hende... Hun himlede kort med øjnene og gik så tættere på manden. Hun så på liget med et skævt smil. Hmm, godt håndværk, ingen tvivl om det... Var han lejemorder af en art? Hun vidste godt at det kunne være farligt at være direkte men ordene fløj ud af hende. "Godt håndværk... Noget du gør tit?"

Silvia betragtede den anden unge varmpyr kvinde, som på tættere hold faktisk kun så ud til at være et år yndre ind hende selv
Varulve kan intet andet gøre ind at dræbe det uskyldige får lyst og leg..
Som hos den stadig ukendte varmpyr havde liget taget blodslysten væk, i hvertfald næsten og gjort hende opstemt, men i stedet får at sige nået sænket Silvia dog blikket og var tavs, hendes isblå øjne forkuserede ikke rigtig på den et år yngre varmpyr kvinde og ældre varulv mere

En overvejende følelse af lettelse støg ind over ham. Han valgte at overhøre den anden vampyrs spydige bemærkning og fokusere på den mere dyplomatiske vampyr. "tjah... tit nok. hvad med dig selv? du er måske ekspert? eller bare SMAGSdommer?" han sendte hende et skævt smil tilbage. Han følte lidt at hun dækkede han ryg imod den anden vampyr så længe han bare kunne snakke med hende.

Hun gav et lille grin fra sig. "Nej desværre ikke tit nok mere". Hun smilede og så på manden.
Hun elskede ellers at vælge et bestemt offer, følge det i nogle dage og derefter slå det ihjel på den mest sadistiske måde hun kunne finde på. Men efterhånden blev det til for meget arbejde, og hendes svage fysik kunne ikke altid følge med, og tit endte det derfor med, at offeret slap væk.
Hun tog en kniv fra sin inderlomme. "Selvom jeg godt kan lide våben er dette det eneste jeg har". Hun vendte og drejede den en smule. Den var godt slidt og risset og den så ikke ud til at være specielt skarp mere. Hun sukkede som om det var noget der gik hende på.

Han smilede i dyriske smil, som blottede hans spidse ulvetænder. en kniv! hun kan også lide knive! Han så hende i øjnene. Så gætter jeg på at det var rigtig surt at jeg skræmte dit måltid væk? han kløede sig undskyldende i dragehovedet og de mørke flammer som var tatoveret på hans hovede. "jeg selv dræber nu mest for PENGENE." det sidste sagde han henvendt til vampyren bag ham."jeg er dusørjæger. mange her på egnen kender mig. det var vej derfor at de mænd der flygtede." han grinede. Det var en blanding af forlegenhed og stolthed over sit store rygte.

.

Hun kastede kniven op i luften og greb den igen et par gange. "Det er vel i orden, jeg må jo bare på arbejde igen... Ellers udtørrer jeg jo" sagde hun med et smil, og var en smule forlegen over at have reageret så surt. "Dusørjæger, spændende... Ja hvem der bare kunne det" hun holdte øje med den anden vampyr, om muligt endnu mere end manden gjorde. Om hun var bange for hende vidste hun ikke helt... Hun stolede bare ikke på hende... Hun havde det generalt svært med at stole på andre så hvorfor stole på hende?

Silvia løftede svagt sit tynde sorte øjenbryn over hans henvendelse til
hende, hun havde tænkt lidt i sin stilhed før..han var jo nok bare en
varulv som elskede livet?
..Og jeg formoder de nyder selskabet af os?
Komhendes nu roglige tone, abel kunne nærmest se og mærke på den rødhårede
varmpyr at hun lage deres forigge møde bag sig og tja, måske bare ville
nyde en snak
Jeg har nu aldrig været meget får korte knive..lange knive har altid været mig, sagde hun i et forsøg på at bryde isen i mellem dem, hun bemærkede at den fremmede jævnalderne varmppyr kvinde kikkede på hende og Silvia tog en af sine lange røde lokker og lod den glide på plads bag på hendes ryg

Abel var forbløffet over hendes kommentar. Han vendte sig mod hende. Jo... ja, det gør jeg vel... det jo ikke planlagt sådan at komme forbi her og møde jer. Abel var forvirret. Hvert eneste af hans instinkter var forvirrede. Først havde vampyrene virket fjendtlige. De stod på hver deres side af ham. Nu var de rolige igen, men til gengæld beyndte de at fable om knive og den ene stod enda med en kniv i hånden. Hvad ville det udvikle sig til? Han følte kort ved håndtaget på hans pistol under jakken. Han måtte lade som ingen ting og se hvad der skete. "ja det er det vel? man får da blod på hænderne hvis man kan lide det..." Hvordan snakkede man overhovedet til en vampyr? Dette var helt nyt for ham. Han mere vant til bare at slå folk ihjel end at snakke med dem. Hvad snakkede vampyre mon om? smagen af blod?

Went så på manden og mærkede hans forvirring. Hun smilede stille.
Egentlig havde hun tænkt sig at aige et eller andet, men pludselig virkede det ligegyldigt at sige noget. Måske skulle hun hellere gøre noget? Den unge vampyr var så småt begyndt at kede sig og trængte til en smule spænding, men hvad skule man finde på?
Hendes blik frøs fast på liget og hun kunne ikke få øjnene fra det igen.
Hendes blik var fascineret og interesseret, men hun vidste ikke om det ville være passende at spørge ind til hvordan han havde gjort det..

Silvia var blevet opmærksom på hans usikkerhed, hendes pludslige udfald af interesse havde måske overasket ham?, det underholdte hende lidt og hun løftede sin højre arm og lod sine venstre finger negle lave nogle dybe mærker så der kom hul, hendes blod dryppede ned og dækkede liget og nået af hendes stadig blodfyldte kjole
Der er forskelige former for jagt, nogen nyder våben, andre nyder at suge livet ud af sit bytte men nået er ens for alle..vores lyst for blod og at se livet forsvinde i øjne på vores offer..

Abel så hendes blik på liget og så spørgende fra hendes til den anden vampyr. *er hun aliigevel sulten?* Han sparkede lidt i jorden. Han måtte vel også videre, men så skulle han jo have liget med. Hun så ud at være meget betaget af den livløse krop. "hvad er der?" Spurgte han hende. Han prøvede ikke at lyde angribende, men ordene lød alligevel akavede, selvom han ellers ikke gik op i sådan noget.

Hun stod lidt i sin egen lille trance inden hun rystede på hovedet og så på hende.
"Hva... Nå, ikke noget... Beundrer bare dit værk."
Hun smilede og satte sig på hug på brostenene og prøvede at holde øje med vampyren imens hun iagtog liget på jorden.

Silvia sænkede den blodige arm ned af siden og så ikke ud til at have nået imod at den farvede hendes allerede blodige hvide kjole ydligere, hun betragtede blot liget der skinnede svagt af hendes mørkerøde blod i månelyset men så derefter på abel