I Nymånens skær - [A]

En frysende brise strøg hen over ruinerne, hvor en ung pige med sort hår sad og stirrede.
Det var ved at være godt koldt, og nymånen stod tydeligt malet på himlen. Mange stjerner blinkede ned og prøvede forgæves på at oplyse alle hjørner og kanter.
Men de havde intet problem med at skinne på den enlige skikkelse der sad på en meget høj bunke af noget der nok engang havde været en bygning.
En flagermus baskede omrking, og hvis den havde kunnet se, ville den alligevel kun have set en mørk silluhet imod nattehimlen.
Lyria strøg tænksomt en hånd igennem det sorte hår, og kiggede ud mod kanalen som hun lige kunne ane.
Endnu engang sad hun og fik styr på sin vrede, og prøvede at konfrontere sig selv med alle de minder der fik blodet til at blusse, og fik hendes hænder til at knyttes. Hun bed sig i læben, og hendes blege hud var fortrukket i en foragtelig grimasse.
HUn havde lyst til at skrige. Eller bare hyle som en ulv, men selv om der nok var rimelig øde i denne del af ruinen, vidste hun at det nok ikke ligefrem ville være det smarteste.
Så hun nøjedes med at stirre vredt ud mod den forhadte verden.

Ud af mørket dukkede Nathan op. Han havde sin lange læder jakke på og håret hang løst. Han lignede et gadekryds. Han gik rundt i ruinerne, en gang i mellem fandt man forladte, ensomme mennesker som ligeså godt kunne stille Nathans sult. Han kunne fornemme der var en. Han lugtede. Vinden bar lugten af en pige med sig. Nathan gik efter lugten og kom hen til ruinen. Der sad hun. Nathan slikkede sig rundt om munden. Det var fuldmåne. Det ville sikkert have været kold, hvis altså Nathan havde nogen følelser.

"Hvad laver en pige som dig alene ude i mørket?", Nathans stemme var blid. For blid. Enhver med forstand på personer måtte vide der varslede problemer.

En kold rislen løb ned af ryggen på Lyria da hun hørte en stemme.
Hun hadede når folk kom snigende på den måde uden at hun opdagede dem. Hadede det!
Men på den anden side hadede hun det lige så meget når hun faktisk hørte dem.
Og hvad var det lige han spurgte om? Hvad hun lavede herude?
Jah, hvad tror du selv, smarte?
Det var lige tæt nok på at hun havde sagt det højt, men hun nøjedes med at tænke det. Hvad kom det ham ved? Hvad ragede det ham at hun sad udenfor?
Hun trak kappen tættere sammen om sig, og bed sig ekstra hårdt i læben, før hun svarede; "Ja, jeg kunne vel spørge dig om det samme. " Hendes stemme dryppede af gift, men hun nægtede at dreje hovedet til det sted hvor manden måtte stå. Hun nægtede.
Og som et lille barn, skød hun underlæben en lille smule frem, og krydsede armene over brystet.

Nathan brød sig ikke om hende. Hun var flabet og Nathan var sulten. Nathan satte sig ved siden af pigen på ruinen. Han slikkede sig rundt om munden. "Min mor har lært mig ikke at lege med maden", sagde han. Nathan ville skræmme hende. Det ville gøre det hele meget sjovere. Frygt smager godt. Nathan smilede lumsk. Han hvide tænder skinnede i det blege månde lys. Han åndede hende i hovedet. Snart ville Nathan indre sult blive stillet. Han grinede indvændigt. Der var noget ironisk i at afslutte et andet liv. Nathan mindedes de første gange han slog i hjel. Han havde grædt. Han havde fortrudt det, forsøgt at begå selvmord. Nu slog han også i hjel bare for morskabens skyld. Pigen her ville nok blive et nemt bytte.

Silvia sad på en af de ældste gravsten med en vifte slået op og lod den vifte let, hun havde egntlig ikke nået imod den kolde luft og tåge men lugten af død havde nu aldrig været hende, desværre var det hendes eneste rigtige sted og få samlet på tankerne.

Den rødhårde varmpyr løftede hoved da to lugte fangede hendes slanke næse, den ene af en anden varmpyr, mandelig, og den anen af en ung pige, nok med varulve blod i sig.

Hun rejste sig let og lavede ingen lyde da den med elegance og forsigtighed gik imod de to skikkelse ved en stor sten, med luften fuld af længsel efter blod hænge i luften..

Lyria stirrede lige ud i luften, og ikke så snart havde han sat sig.
Han snakkede om at lege med maden. Hun hadede hans stemme.
"Din mor? Før du spiste hende?" Spurgte hun med en snert af hån. Om han mente noget med det eller ej kunne være ligemeget. Hun hadede hans ånde, og nu sad han der og åndede hende i hovedet. Hun rykkede langsomt og præcist en smule til siden. Hvor var han anmasende! Satte sig bare lige ved siden af hende.
Hunvidste hun burde være bange, men nymånen lyste ned på hende, og der var alligevel kun plads til vrede. "Flyt dig lidt, gider du? Du skygger for månen."
Hun havde ikke så meget andet at sige, så hun lukkede øjnene og prøvede at nyde månen. Men øjnene lukkede, ænsede hun derfor ikke en rødhåret skønhed der kom valsende hen imod dem. Men det var nok meget godt. Hun ville nok med det samme have bestemt sig for at hade hende.

Månen? Nathan lugtede til hende. "Du jo udød", sagde han skuffet. Der var nok ingen grund til at konstanterer det, for hun vidste det i forvejen. Alligevel kunne han ikke undgå at sige det højt. Nathan spiste ikke varulve af pincip. De var beslægtede. De var begge forhadt. Nathan rykkede lidt væk fra hende. Han ærgede sig over ikke at få muligheden for at sætte tænderne i hende.

"Undskyld. Jeg vidste ikke du var varulv", sagde Nathan undskyldende, men ikke ydmygt. Hvem ved? Dette kunne måske gå hen og blive frugtbart. I kampen mod Dineró kan alle bruges. Selv vareulve.

Silvia betragtede let den tiltrækkende ungevarmpyr mand og den på sin egen måde, nuttede udssende pige som så ldit vild ud. Hun slog let viften sammen og stoppede et par skridt fra dem så kun hendes hvide kjole og røde hår rigtig var det eneste synlige på den halv tåge kirkegård"..sikke mange her er herude", kom hendes forundrede stemme let

Lyria hørte godt mandens undskyldning, men hvad skulle hun bruge den til? Hun kunne have valgt at sige at det var okay, eller - mere hendes stil - bede ham skride, men hun valgte meget simpelt at ignorere ham.
Hun nød månens blege fingre, der lydløst kærtegnede hendes ansigt, og hun nød den sagte lyd af vinden der rev i murbrokker og andre ting der lå rundt omkring. Hun ville også have nydt stilheden, - hvis den altså havde været der.
Sikker mange der er herude
Hun hørte en klar stemme der lød dejlig melodisk, og hun valgte ikke at hadede den med det samme. Hun kunne ikke bestemme sig for om hun skulle svare, så det endte bare med et lille "Hmph," fra hendes side.

Nathan så op da han hørte en stemme. Endnu en udød. Fedt. Hende her havde i det mindste langt rødt hår.

"Du kan godt droppe det. Hun er varulv", sagde Nathan som svar på hvorfor han ikke var i gang med at æde hende. Nathan kunne mærke på kvinden ved siden af sig at hun ikke brød sig om ham. Forståligt. For få sekunder havde han trods alt tænkt sig at slå hende i hjel. Hvis kvinden ikke snart viste sig mere høflig, kunne han måske slå hende i hjel. Bare for sjov skyld. Nathan sad stille og overvejede det, men nåede frem til at de ville være spild.

Silvia satte sig blidt på stenen men gjorde det forsigtigt så hendes elegante blege krop ikke rørte Den unge varulvs
jeg ønsker ikke føde fra hende, blot selskab den herre
kom hendes yndefulde svar imens månelyset oplyste det blege elegante ansigt med isblå øjne gemt bag det glatte røde pandehår

"Sikke hyggeligt vi har det her. To skuffede vampyrer og en varulv, som de er skuffede over." mumlede Lyria halvt til sig selv og halvt til dem. De sad bare der og følte sig så ophøjede. Manden sad endda og talte hen over hovedet på hende, som om han var meget bedre end hende... som om han sagtens kunne slå hende ihjel... Som om ...
De voldelige billeder lyste pludselig hele Lyrias tankegang op. Hvor ville hun gerne se hans ansigtsudtryk, når hun stod der som en stor varulv, og han bare stod med sine fine ord og hans mors gode råd.
Hun havde lyst til at tænke at hun hadede ham, men ved nærmere eftertanke, så gad hun ikke hade dem. Hun var træt, og hun havde andre personer at smider had ud over. De der irriterende vampyrer kunne slippe.
Den aften.

Nathan hilste fornemt på den rødhåret vampyr. Han kyssede hendes hånd og bød hende velkommen i selvskabet. Varulven kom med endnu en negativ, sand kommentar. Hun virkede kvik, selvom hun var varulv. Nathan havde egentlig aldrig været i kamp med en varulv, mon de er svære at bekæmpe? Nathan lo af sin egen dumhed. Enhver kunne da regne ud at vampyrracen er den stærkeste.

Nathan smilede. Han hyggede sig ikke og kunne ikke lide selvskabet, men det var en meget sjov, akavet situation.

"Hvad hedder du egentligt?", spurgte Nathan høfligt. Spørgsmålet var til dem begge to. Måske ville de svare i munden på hinanden. Godt nok var Nathan død, men hans humoristiske sans fejlede intet,

Silvia gav den Tiltalende varmpyr mand et svagt smil, at have sine manere i orden var altid godt i hendes øjne
Silvia Layren, er min navn
kom hendes blide og nærmest kærtegne stemme, hun løftede hånden og lod den glide ned af den unge varulve pige`s arm, den var lidt kold men det var blidt og let
du burde ikke dømme os begrundet på viden om vores race unge ven..

Lyria viftede en smule med benene, og ventede meget høfligt, (Imod al sædvane) på at vampyr-damen vilel sige sit navn først. Da turen kom til hende selv, var hendes første tanke at spørge 'Hvad rager det jer?' men hun huskede på at hun var for træt til at hade ddem, og ikke behøvedes at hade nogen den aften.
Så lod damen pludselig en hånd glide ned af hendes arm. Hvorfor gjorde hun nu dét? Lyria sad som forstenet, og gjorde en dyd ud af ikke at fortrække en mine. Og pludselig var der en stemme, (eller bare en tanke?) om racer og om at dømme. Hvilken dum tanke. Lyria hadede alle. Vampyrer... varulve... mennesker. Men i aften ville hun ikke hade nogen.
"Jeg hedder Lyria. Lyria Brendenham. Hvad hedder De?" Spurgte hun så henvendt til manden.

Nathan var glad. Han fik Lyria til at svare ham. Høfligt endda. Måske kunne han bryde isen mellem dem. En allieret i kampen mod AMF var altid godt. Derfor svarede Nathan lige så høfligt han kunne: "Mig en ære at møde jer. Mit navn er Nathan Judas Mertz". Nathan gjorde en gestus til begge kvinder.

"Lyria, må jeg kalde Dem Lyria? Det er ikke for at være uforskammet, men hvor gammel er De egentligt?", spørgsmålet væltede ud af Nathan. Det var måske uhøfligt, men hvis han kunne lære noget nyt om vareulve var det måske det værd. Nathan ville skyde på hun var seksten-sytten år, men hun kunne ligeså godt være femhundrede. Nathan vidste trodsalt intet om varulve.

Silvia rettede blot sin ryg lige og ret og strøg det røde hår tilbage
Jeg antager de ikke ønsker jeg bliver sir?
sagde hun til Nathan som tydligtvidste megst stor interesse får den unge varulve pige, hun hadet at trænge på, i hvertfald at være et sted hvor hun ikke blev ønsket

Lyrias viften med benene blev hurtigt afbrudt. Hun var ekstremt overrumplet. Sad vampyr-fyren lige og talte pænt til hende?
Hun forstod det ikke helt, og som hendes naturlige reaktion, blev hun irriteret. Men hun havde ikke noget at sige før han spurgte hvor gammel hun var. Dér blev hun ordenligt irriteret. Hun vidste at hun så ældre ud end hun var, og det passede hende særdeles fint. Og han havde ikke brug for at vide det.
Men eftersom hun ikke hadede ham, ville hun ikke svare med et 'Hvad rager det dig'. Og eftersom hun slet ikke hadede nogen den aften, ville hun heller ikke svare med et næsvist 'Hvor gammel vil du have jeg skal være?'
Så til sidst sagde hun meget enkelt, "De kan jo prøve at gætte, men jeg tvivler på at De rammer rigtigt. Og hvor gammel er De egentlig selv? Altså, i de rigtige vampyr-år?" Hun lagde ikke helt mærke til kvinden, men eftersom hun ikke hadede hende, så virkede hun faktisk lidt interessant. Hun var pæn. Meget pæn, og hendes stemme lød som kimende klokker. Men det var nu Ham Nathan hun kiggede mest på.

Nathan følte sig overrumplet af Silvias svar. Hun antog noget der ikke passede, og Nathan brød sig ikke om at hun satte ord i munden på ham. "Silvia, for min skyld må De gerne blive. Jeg kan vel stille et spørgsmål til frøken Brendenham uden at De føler Dem stødt". Nathans svar var afvigende. Han ville godt snakke med Silvia, men han havde mødt Lyria først. Nathan havde svært ved at se de ikke alle tre kunne snakke med hinanden.

"Jeg stoppede med at tælle efter 1400", Nathan kunne ikke lade være med at være stolt. Han var trods alt en meget, meget gammel vampyr. Det havde trods alt også sine ulemper. "Men som De han se ligner jeg den samme som da jeg var tyve. Og opfører mig også sådan. Lyria, det er ikke fordi jeg ikke vil gætte din alder, men det kan ende på en uhøflig måde. Jeg vil jo nødigt støde dig".

Nathan havde blandet følelser. Han havde måske ikke fået aftensmad, men en ny allieret kunne også vise sig nyttig.

Silvia forblev tavs, hun fjernede let nået af det røde pandehår fra sine øjne og lod sine isblå øjne betragte ham i nået tid før hun lod de blege tynde fingre slippe omkring det blodrøde hår så det faldt ned over hendes pande igen, stilheden var nok til at besvare ham

hun folede blot de bløde hænder i den hvide kjole og betragtede den unge varulv nu

Lyria var lidt forvirret. Eftersom hun ikke hadede nogen af dem, ville det mest logiske nok være at fortælle dem alt hvad de gerne ville vide, og måske smile lidt, men det var bare så meget ikke hendes stil, og hvad skulle de bruge hendes alder til?
Da hun hørte at Nathan var over 1400 år gammel, bestemte hun sig for hvad hun selv så som et fint kompromis, mellem sandhed og hendes person.
"I kan kalde mig Lyria. Og i kan antage at jeg er 17 år. "
Lidt efter sad hun i hvad der virkede som akavet tavshed. Normalt ville hun ikke have haft noget imod det, men nu var det nu heller ikke normalt at hun sad med to vampyrer. En på hver side.
Ikke mere end et sekund senere, blev hun pludselig meget bevdst om at den kvindelgie skønhed sad og kiggede på hende. Ikke den slags intens stirren, men det heller ej beundrende eller andre former for følelser som Lyria lige kunne fnde ord på med det samme.
"Hvor gammel er De så, hvis jeg må spørge?" Spurgte hun den kvindelige vampyr, og anstrengte sig meget for at bruge de fine tiltale-former, og smilede næsten ironisk af sig selv. Tænk sig, der sad hun, ene varulv under nymånen, omringet af vampyrer, og de snakkede om alder, og tænkte på korrekt etikette.

Nathan holdte en latter tilbage. Han regnede ikke med at Lyria ville bryde sig om at man grinede af hende. Hun sagde bare nogle sjove ting. Kan antage at hun er dit og dat. Det lød dumt. Det lød endda fjollet. Man burde da ikke antage noget, hun kunne vel bare fortælle sandheden. Eller kunne hun? Nathan undrede sig lidt. Han vidste egentlig ikke så meget om hende. Lyria. Den varulv han sad og snakkede om alder med. Månen var oven i købet oppe. Følte hun mon blodtørst? Nathan smilede til Lyria. Det havde ret meget tilfælles, når nu man tænkte over det.

Lyria spurgte Silvia om hendes alder. Normalt var det uhøfligt at udspørge kvinder om den slags, men hendes spørgsmål var også relevant, så Nathan regnede ikke med at hun blev fornærmet. Han sad og kiggede på Silvia og ventede på hendes svar. Nogle gange var det det bedste slet ikke at tale, når kvinderne snakkede.

Silvia kom med en let liflig latter fra hendes smalle bløde læber og løftede hoved så hendes bløde hals og skuldre blev ramt direkte af månelyset og hun strøg let nået blodrødt hår væk fra øjne og så op på månen
Det er længe siden jeg er blevet spurgt om det.
Sagde hun i en fornøjet tone

Hun rettede derefter hoved imod Lyria med et let smil over læberne så hendes hvide hugtænder kunne ses stikke lidt ud over læberne.
Jeg er dog ikke så gammel som mange tror, jeg har den unge alder af 283, men jeg vil altid bevare mit udssende som jeg havde da jeg var 21

Lyria sad og prøvede at holde den fikserede maske på plads, og ikke begynde at hvæse irriteret. Der sad en perfekt fin vampyr og grinte af hendes alder som om hun lige havde hørt den sjoveste vittighed.
Men hun hadede dem kke, så der var ikke grund til at hvæse ad dem. "Spændende." endte hun bare med at sige. Hvor spændende det end måtte være.
Hun vendte hovedet mod månen, og prøvede at styre den bølge af had der skyllede ind over hende, og farvede verden rød for øjnene af hende. Vildt og voldsomt rev det i hende, men hendes ansigt afslørede intet. Hun sad med en stenmaske og sad upåvirket hen, indtil hun havde fået nok samling på sig selv til at se væk fra den. Hvor hun dog hadede månen! Hvis månen ikke fandtes, så, -
Men hun ville jo kke hade nogen den aften. "Hvad laver I så her? Jeg fik aldrig svar." sagde hun med høflig kontrolleret stemme, og fik næsten smilt.

Nathan hostede. Han overvejede at lyve, men lod være. Måske ville varulven blive sur. Nathan tog sig ikke af det. Nathan løj ikke af natur. "Altså jeg kom for at slå dig i hjel og æde dig", sagde Nathan og forsøgte at få det til at lyde normalt. Han trak dog undskyldende på skuldren. For uanset hans toneleje så blev det ikke normalt. Måske var det normalt for Lyria. Nathan vidste ikke om varulve åd andre varulve. Han væmmede sig ved spørgsmålet og endnu mere ved svaret. Varulve smagte frygteligt.