En diskret tur

TRÅD FÆRDIG

Regnen slog imod hendes sorte kappe, og hun trak den mere om sig.
Hun gik imellem gravene og ledte kun efter én bestemt.
Hun havde aldrig besøgt den før, og det var nok heller ikke specielt klogt, men hun følte at det kun var rimeligt. Efter noget tid stoppede hun foran en grav. Den var ikke specielt pragende, nok snarre lidt diskret. Blot en gravsten med teksten "Jonathan James". Hun lod en hånd komme ud af kappen, og strammede grebet om den røde rose hun holdte deri...

Klap. Klap. Klap. fodtrin mod de små sten på kirkegården, Kiel havde altid undret sig over hvorfor der var små sten på kirkegården, var det mon gravsten for mus? Nå nogen ting her i livet fik han aldrig svar på, hans lilla øjne spejdede over stenene, ikke den, ikke den, og heller ikke den, for en gangs skyld havde han strøjet det lange hår bag om ørene, det skyldte han da Jonathan, at vise ham sit ansigt, bortset fra det faktum, at Jonathan jo var død, han passerede en grav, hvor nogen stod og skyggede for stenens tekst, men folk besøgte jo aldrig Jonathans grav? Så han fortsatte videre, indtil han havde passeret hele rækken, stadig undrende over hvor Jonathans grav var, han drejede om på hælen, og gik så tilbage, nå... Jonathan havde fået gæster? Mystisk. Kiel nikkede forsigtigt, og mumlede et forsigtigt "goddag" Hvorefter han trak den slanke stav op fra bryst lommen, den var sort, og skåret i ibenholt, den skinnede som om han havde sidet og pudset den derhjemme, han bevægede den kort igennem luften, og da, ud af ingenting, faldt en Lilje, en fuldkommen hvid lilje, den landede oven i bunken af de andre blomster, der underligt nok stadigvæk var i flor.

Dineró slog blikket ned idet drengen sagde goddag.
Hun ønskede ikke at sige noget, hun havde slet ikke regnet med at nogen ville være der på denne tid.
Hun lod den blod-røde rose falde ned ovenpå liljen og mærkede tårerne presse sig på.
Hendes hætte dækkedes gudskelov hendes ansigt en smule, og hun kæmpede for at holde tårerne inde.
Men tilsidst gled en tåre, fin og klar som tårer nu engang er, ned af kinden og dryppede ned på kirkens hellige jord.

Kiel krammede staven mellem fingrene, og kiggede på graven, Jonathan James. Gud hvor var det lang ti dsiden efterhånden, han havde altid undret sig over, hvorfor det skulle være sådan, hvorfor fanden skulle en så ærlig mand dræbes af en eller anden idiot, de fandens Anti Magiske idioter, han hadede dem, hadede dem, hadede dem. Hvilket han nok kom til at sige lidt for højt. "Forbandede Krig" kom det ud mellem hans læber, som om han havde holdt det inde alt for længe, og det havde han, han havde aldrig snakket med nogen om den aften, Jonathan havde været den eneste han kunne snakke med om den slags, og nu hvor han var væk, så var.... Så var det bare fuldkommen tomt inden i Kiel, han anede ikke hvad han burde gøre, og hvorfor han stadig stod her, hvorfor han ikke var gået op og havde sprunget A.M.F. i luften.
Fordi du selv ville være gået til i infernoet.... Sammen med staven. Lød det fra hans granit hjerte, og et smil bredte sig over hans læber, nå jo... Det var jo rigtigt nok, staven.

Dineró så diskret på drengen og det gav et gip i hende da ordene løb over hans læber. Hun bed sig i læben. "Ja... Sådan skulle det nok bare være.." Sukkede hun uden at tænke over det og tørte tårene væk med et snøft. Drengen havde jo ret, hvorfor skulle det være sådan? -Fordi hun skulle have hvad hun ville... Men det kunne hun ikke. Hun havde stået med valget om, at få det hun havde kæmpet for hele livet, eller at opgive det og måske få den eneste mand hun nogensinde havde set noget i. Men sådan var hun bare ikke... Arbejdet betød alt... Og et rigtigt forhold imellem hende og Jonathan ville alligevel aldrig være gået... Ville det?

"Deet er underligt ikke.... Hvorfor skal jeg hades på grund af mine øre" grinnede han forsigtigt, underligt nok kunne han stå her, og joke omkring sin race, som om han stolede på denne fremmede, for alt hvad han vidste af, kunne personen være Dinero, men hvad var chancerne? 1 til hvad.... 1000? Han smilte for sig selv, og puttede staven i sin bryst lomme igen, håret der sad bag hans øre, afslørede hans spidse øre, der pegede direkte op mod himlen, hvor han forhåbentligt var, Jonathan. "Kendte du ham?" Drengen havde åbenbart nosserne til at være dus med verden, hvilket var noget der kunne få hans øre, til at skilles fra resten af kroppen. "Jeg var der den aften" hviskede han for sig selv, og følte på sine lommer, underligt nok fik han altid lyst til chokolade når han tænkte på Jonathan, det skyldtes nok de aftener hvor de droppede studierne, og blot sad og diskuterede etik over en skål chokolade trøfler.

Dineró nikkede stille. "Ja... Jeg kendte ham".
Hun så på grav stenen hvorefter hun kyssede sin hånd og trykkede håndfladen imod stenen. Hun plejede aldrig at vise sine følelser men hun havde vist et ømt øjeblik, og så foran en fremmed.
Men ja, hun ville til hver en tid kunne genkende ham igen, det var jo bare at få ham ryddet af vejen.
Hun rettede sig op og hendes sorte hætte faldt ned om ryggen på hende og afslørede hendes hvide hår.
Det gav et gip i hende, men hun faldt hurtigt til ro igen. Fyren kendte hende ikke på udseendet? Og desuden var der mange der havde lyst/hvidt hår her i byen... Så længe håret dækkede hendes øjne som nu, så var der ingen fare på fære. var der?

Kiel slog med hovedet, irritabelt, som om han blev irriteret af en flue der svirrede omkring hans ansigt. "gjorde du? Han var et specielt menneske... Personligt mener jeg at hende Dinero kvinden bør ...Ja jeg ved det virkelig ikke......" klukkede han for sig selv, og smillede af hendes gestus, det var rart at se, at han ikke var den eneste der stadig led under tabet af deres elskede Jonathan, "jeg går stadig og tæner på hvad der ville være en passende straf" han strøj sig over håret, og blinkede med sine lilla disney øjne, han huskede stadig den gang Jonathan havde kommenteret dem, han havde altid sagt noget pænt om Kiels udseende, indtil den dag. Den kompliment om hans øjne, han havde nævnt at de øjne var nogen man for guds skyld ikke måtte undvære, og han personligt selv kunne side og vente på at en kvinde med de øjne kom forbi. Kiel havde puffet til ham, og så .......... Havde Jonathan åbnet døren, og et smæld lød, Kiel bed sig i tungen.....Havde Jonathan vidst det?

Dineró rettede på din kappe og vendte den fremmede ryggen.
"Jeg må gå.. Held og lykke ..."
Hun sukkede lavmældt og knugede øjnene sammen for at presse de sidste tårer ud.
Jonathan havde virkelig været speciel... Og selvom hun savnede ham og ønskede at de kunne have været sammen, vidste hun at det var det rigtige at gøre. Hun havde gjort hvad der måtte gøres...

Kiel vendte om på hælen, og fortsatte efter hende, hans korte ben fløj over stenene, "Jamen så går jeg med.... Hvis du har kendt Jonathan, kan du ikke være helt tosset" klukkede Kiel for sig selv, og så på hende med de lilla øjne, hvor var det han havde set hende før, han var ikke helt sikker, "Jonathan havde det med at tiltrække de rigtige typer" mumlede han for sig selv, og holdt trit med hende, han skulle ikke tabe hende af syne, når hun nu havde kendt hans lære mester. Selv var han ikke iklædt noget så deprimerende som sort, han var iklædt hvidlige eller rettere, grå, bukser, og en trøje i uld, af præcis samme farve, dejlig varmt, men nok ikke ligefrem særlig formelt, eller nemt at holde rent, men underligt nok var det rent som sneen.

Hun slog hætten op om dit ansigt og smilede kort. Ikke af glæde, måske mere af afmagt. Hun skulle vælge sine ord forsigtigt nu.
"Nej... JEg har noget jeg skal have ordnet... Men vi kan aftale et møde senere?"
Hun stoppede op, hendes blik var stadig slået ned. Bare for en sikkerheds skyld.
Hun ønskede ikke at han skulle følge hende til A.M.F's hovedkvarter, men var han ikke til at komme af med, var der vel ikke andet at gøre?

Han nikkede, nå? noget der skulle ordnes, travl kvinde, selv havde han intet at tage sig til, underligt nok drev hans dage bare afsted som bølgerne på havet, nogen gange langsomt og andre gange afsted med en storm! "sagtens... Jeg har god tid... Hvor og hvornår" spurgte han smillende, og pillede forsigtigt ved sit hår, han ønskede ikke at presse sig på, men det kunne sikkert blive meget sjovt at høre mere om Jonathan, og deres fælles oplevelser med ham? Hun var ikke lige så lav som ham, men heller ikke nogen særlig høj kvinde, underligt nok, hvorfor var det dejligt at være på samme højde som folk? Måske fordi han ikke blev betragtet som et barn? Det måtte han vel leve med, og på den anden side, hans lidt for store hoved, og barnlige træk gjorde sit til illusionen om en uskyldig lille dreng.

"kokken 1? Parken?"
Hun så op på ham forsigtigt og derefter væk igen.
Hun skulle virkelig afsted, hvorfor skulle den idiotiske magiker holde hende hen. Det gjorde hende blot nervøs... Måske var der nogen der, netop nu, var ved at storme A.M.F's hovedkvarter?
Måske var det det... Han holdte hende hen... Måske gennemsøgte nogen hendes kontor?
Hun slog tanken ud af hovedet.
Hvordan skulle nogen, selv magikere, kunne komme usete ind?
Hun grinte indeni sig selv over hvor dumme de tanker var og strøg en hvid lok væk fra ansigtet.

Han nikkede, "Klokken 1 i parken" bekræftede han, og løftede en hånd i et svagt vink, hvorefter han fortsatte sin rolige gang, selvom klokken kun var omkring 10 satte han alligevel kursen mod parken, han havde intet at lave, og havde derfor intet bedre at tage sig til. Han smillede da en solstråle tittede frem imellem skyerne, og kælen strøj over hans kind. Hvor han dog elskede varme!

//out//

Dineró så efter drengen.. MAnden... Hvad end han var.
Hun smilede et tilfredst smil og slog hætten ned.
Som om hun havde tænkt sig at dukke op... Hun havde andet at tage sig til end at snakke i en park med en latterlig magiker... Han fortjente ikke hendes dyrebare tid...
Hun fortsatte ud af kirkegården og satte kursen imod A.M.F...

//OUT//