Parkens stier(alle er velkommne)

Charles sad på en af de flot dekorede bænke malet i brun og veldig godt veligeholdt, hans ben var krydsede og en bog var slået op i hans skød og blev holdt med hans venstre hånd imens højre lå rogligt i hans skød

Kiel smillede for sig selv, han sad på en bænk ikke så langt fra den drengen med bogen, men sjovt nok, havde han ikke set ham, og havde aldrig tænkt sig det, han sad og legede, ikke med en bold, eller med en anden ting, nej... En lille ting svævede rundt om hans hånd, som en slags røg, gylden røg der svævede rundt om hans hånd, mens han bevægede den rundt, præcis som hvis en slange kunne flyve, og havde været lavet af røg. Kiel kedede sig forfærdeligt, han var klædt i hvidt, et par grå hvide cowboy bukser, og en hvid trøje der sad rimelig godt på den barne agtige krop.

Charles havde længe vist at endnu en ung mand sad på en bænk kun 6 meter væk men han havde nu valgt at inorge ham og nyde freden. Han lod sin pegefinger glide op af sin tunge for et kort sekundt og vendte let en side i den sorte bog

Kiels lille barne ansigt så ud til at være dybt opslugt, hans lilla øjne reflekterede den gyldne røg, som om denne var hans gud, bog var den kun hans magi, der havde matrealiseret sig for hans vilje, han hviskede noget for sig selv, han viidste godt at det måske ikke var smart at side og lege med magi, sådan ved højlys dag, men han var lidt ligeglad nu.

Charles løftede nu hoved og så magien, skulle han informere A.F.M eller få lidt selskab i den halvtomme park?. Han rejste sig let og strøg en af sine brune lokker bag sit øre, klappede bogen sammen og holdte den imod sin hofte med sin ene hånd. Nogle lette skridt blev taget og han stod nu bag ved bænkens ryg og så ned på den unge mand der vist ikke var så ung"kunne jeg få lov og tage plads her?", kom hans høflige og halvdybe stemme

Han smillede og nikkede, "ja selvfølgelig" hans stemme var let, præcis som den lyd det giver når en lille bitte fugl slår med vingerne, let og svævende, som om han havde al den tid i hele verden. Han slap ikke den gyldne tåge med sine lilla øjne, om det var fordi personen var uintressant eller bare fordii magien var mere spændende, vidste han endnu ikke, det var nok lidt underligt, at sådan en mand, på over tyve skulle sidde og lege som et andet barn, men på den anden side, han lignede et barn, med hans lidt for store hovede, og hans spinkle bygning.

Charles smilede blot let og satte sig rogligt på siden af den jævnalderene mand, han rkdysede let bene, slog bogen op igen og lod sine øjne glide over ordne igen, dog kastede han ind i mellem et skjult blik på magien

Han kastede et kort blik på ham, det lange brune hår hang ned over hans øjne, dog kunne de dybe øjne anes nedenunder, han stirrede på ham, mens hans hånd fortsatte den evige dans med magien, som om det var hans kæledyr. Øjnene, de var dybe, men samtidig æmmede de af samme nysgerrighed du finder hos helt små børn, det var tydeligt at dette var en person, der kunne være meget humør sig på nogen tidspunkter.

Charles løftede let sit hoved og vendte hoved imod den fremmede"hvad er der ved mig som fanger din interesse så meget at de må stirre sådan sir?", sagde han i en roglig og tåldmodig stemme

"mig?" spurgte kiel, som om det var fuldkommen idiotisk det han lige havde sagt, "det er DIG der hele tiden kigger frem og tilbage, og frem og tilbage, og freeeem og tiiilbaaage" forklarede han, og bevægede sit hovede, fra den ene side til den anden, som om han så på en tennis kamp.

Charles smilte let*nok bare endnu et uskyldigt væsen..*, han lod hånden fjerner sig fra skødet og rakte den imod den barnlige unge mand"..mit navn er Charles romen, dit?"

"Kiel" præssenterede han sig, og rakte en hånd frem, han så ikke ud til at virke som om han var særlig opmærksom på navnet, romen? haha latterligt navn, han smillede bredt, som om han var fuldkommen ved at flække af grin. Hans hånd var varm og blød, utroligt varm og blød, som kun en elvers hånd kunne være.

Charles holdte hånden i et minut før han slap, de bløde hænder havde overbevist ham op at den unge mand var en elver, eller i hvertfald havde elver blod i årene. Han gav et forsigtit smil og vendte tilbage til sin bog

Han smillede forsigtigt ,og lænede sig tilbage, bænken var fantastisk kold mod hans ryg, han svedte som bare helvede. Han smillede forsigtigt, og purrede op i sit hår, så det faldt ned over hans hovede, han smillede, og lod for en gangs skyld alle bekymringer gå, bekymringer om anti magisk forbund, om fordomme, om alt det der gav ham bekymringer i daglig dagen.

Charles lukkede let bogen sammen og gjorde et lille nik for hamself før han let rejste sig og så ned kiel"min kære sir, kunne de gøre mig selskab ved en lille gåtur?..at være alene er jo aldrig sjovt"

Kiel nikkede, og inden han vidste af det stod han op, og var begyndt at spadsere sammen med drengen, i et roligt og behageligt tempo. "Sir? Kiel ville være passende, jeg er normalt aldrig på sir form med nogen" forklarede han drillende, og snoede en finger om et af sine lange sorte hår, på en meget feminin måde, om dette var med vilje var svært at se.

Charles fik et let smil over sine tynde læber"Javel ja..Kiel...hvrfor sad du sådan alene?", spurgte han i en roglig tone og betragtede hans lille leg med hans sorte hår, vis charles ikke havde hørt hans stemme og var tæt på kunne denne jævnalderne unge mand virkelig ligne en ung kvinde..

Han smillede varmt, han så flink ud, nej han så faktisk ligefrem sød ud, nuttet. "Jeg sad alene, fordi jeg skulle vente på en jeg mødte på kirkegården, hun havde kendt Jonathan" forklarede han, og fortsatte med at nusse sit hår, det var kort sagt ikke fordi han nød det, men det var nærmest en spontan refleks, fordi han kedede sig, Kiels lange hår snoede sig ned af ryggen, han havde aldrig rigtigt tænk over om det var en dum ide, at stå og plabre om hans dag, og hans tanker, og så videre. Men det havde Kiel, naturligvis, ikke tænkt over.

Charles ansigt gik nærmest istå i et kort sekundt ved lyden af , hans, navn men hans lette smil kom hurtigt igen"..jaså..og jeg regnede med hende du skulle mødes med aldrig dukkede op?", sagde han og hævede let det ene øjenbryn. Han var nu egntlig lidt misunlig på den unge mands hår, hans eget gik kun lige til slutning a halsen og sad altid så forbandet tæt til hans hoved

han smillede, "ja desværre... godt gættet! hvor vidste du det fra?" Kiels nysgerrighed var pirret, hvordan kunne han dog vide at den han skulle møde, ikke var dukket op, teoretisk set kunne det jo være, at han først skulle mødes med hende om en time. Da slog det ham. "Er du fra A.M.F.?" spurgte han, hvis det var således, så kunne han vel godt indstille sig på at dø, eller slå ihjel, uanset hvad så ville det ikke blive noget kønt syn. Han rystede sig forsigtigt. "Skal jeg dø?" klukkede han.

Charles sukkede kort for sig selv og smilede let"..ja..det er jeg..men jeg har ingen ordre på at gøre sig fortræd, du har ikke gjort mig fortræd og jeg nyder blot en dag i parken..bare fordig der er en krig igang betyder det ikke kamp hele tiden min ven"

Kiel var skeptisk, dog fortsatte han med at gå sammen med manden, han ville nødig sprænge ham i stykker, endnu, han kunne jo altid lære hvordan han så ud indvendigt, på et senere tidspunkt. forbandede rus! Hvis Kiel havde kendt ordet "homoner" ville han havde vidste hvad det var der farrede rundt i hans krop nu, og fik Charles til at se meget smukkkere ud, end han egentligt var. "hmmmm Du er anderledes" mumlede han for sig selv.

Charles betragtede den lidt yngre mans ansigt med det lette smil og så derefter lige ud imens han holdte sit tempo nede så de gik ved siden af hinanden"Tja..Du kan vel sige at jeg ikke er fan af at slå alle magiske væsner ihjel eller straffe dem på grund af at de prøver og overleve."

"du ved godt, at alt du gr, og alt du ikke gør har effekt? ved at supportere Dinero og hendes LORT går du ind for mord.... på mig...." hviskede han drillende, og bevægede forsigtigt hånden om mod han, og prikkede ham drillende i siden af maven. "hvad så? slå mig ihjel nu, nu.... kom nu" klukkede han, og hver gang, prikkede han ham i siden. Det var ikke fordi han ville have han skulle dø, men han nød virkelig at drille ham, at se hvordan det bragte hans pis i kog.

"hvad miss. Dinero fortager sig gør intet får mig, jeg er her blot får at tjene under hende..", sagde han i en overaskende rogligere tone, selv da Kiel begyndte og prikke ham smilte han stadig. Charles løftede hånden og lage den imod hans hår for derefter og prikker ham i panden med sin slanke finger for hver gang kiel gjorde det