Nattens børn

Nathan havde ikke været her før. Det lyserøde glas. Det lød dumt, men da Nathan ikke havde meget andet at fordrive tiden med besluttede han sig derfor for at tage på dette værtshus. Røgen her inde var tæt og folk var halvstive. Klokken var omkring to, og der var fuldmåne. Folkene i Centría var åbentbart ligeglad. De vidste ikke hvor farligt det var om natten i Centrías gader, de vidste ikke hvilke ulvemennesker der hærgede. Nathan var nu engang lige glad. Nattens element var hans.

Nathan gik op i baren. Kvinden bag disken var menneske, Han bestillte vodka. Det kunne han ligeså godt, han blev alligevel ikke påvirket af de dødeliges rusmidler. Det var egentligt længe siden han sidst havde smagt menneske.

Den lille barneskikkelse der sad ved siden af Nathan, så ikke rigtigt ud til at ville vende sine lilla øjne imod ham, om det var fordi han ikke havde set ham, eller fordi noget andet havde fanget hans opmærksomhed, var mørklagt. "Hvad skal du have? Er du ikke lidt for lille til at være her?" Lød det fra damen bag disken, da hun havde serveret mandens vodka, huden over Kiels øjenbrun rynkedes, "I serverer måske ikke for mindre årige? Til din information, er jeg faktisk ikke så lille som du tror!" Hans stemme dryppede af gift, hvorefter han fandt sin legitimation frem, og stirrede irritabelt på hende, "og hvis de ellers har det... Så tager jeg hvilken som helst chokolade de har" Damen rynkede med brynene, men efterkom den velformullerede drengs ønske, hun gad virkelig ikke til at diskutere med mindreårige!

Kiel stirrede på sin chokolade, som om det var det mest fantastiske i hele verden, hvilket det jo også var, i hans øjne, han trak forsigtigt tryllestaven op af sin inderlomme, og prikkede til det lille stykke af den sukkerfyldte substans. Et lille bitte flimrende lys steg op, i et meget kort sekund, Et smil bredte sig over Kiels blege læber, hvorefter han proppede sin chokolade i munden, eller.... sine chokolader i munden, gud hvor han dog eeelskede magi.

Chokolade. Mindreårig. Kunne det mon være? Nathan vendte sig om. Fedt. Hans rival.
"Godaften, Kiel. Jeg ser De er på chokolade trip igen", sagde han venlig. Intet tydet på han var irritabel over at se ham på værtshuset. Nathan brød sig ikke om ham, de havde mange gange været til møde for R.F.M. Nathan havde siddet i bestyrelsen og været Jonathan nær indtil den nar til Kiel dukkede op. Nathan ville ikke blive chokeret om Kiel stod i led tog med Dinero.

Nathan bundede sin vodka. Han prøvede at virke menneskelig. Hvorfor vidste han ikke. Måske mindede det ham om dengang, for mange, mange år siden. Dengang han endnu var et menneske. Nathan smilede før han sagde til Kiel: "Noget nyt om R.F.M? Vi burde virkelig snart finde en ny leder inden Dinero får taget livet af os alle".

En stemme der lød som silke der var fuldkommen gennem frossen, evnen til at bunde vodka uden så meget som at rynke på næsen, han smillede forsigtigt. "Nathan, glædeligt at se dig! For mig altså..." klukkede han, han havde egentligt aldrig hadet Nathan, Kiel havde aldrig hadet nogen, blot ikke brudt sig om, had var simpelthen et for stærkt ord, til at han ville tage det i sin mund. Kiel guffede mere af den dillekate chokolade, en smag af kakao, nød og nougat fyldte hans mund, og mindede om ham om sommer, om fuglesang, om alt der var fantastisk, han blinkede drømmende, mens han massede den fantastiske snack mellem hans kæber. "Jeg er enig, jeg er enig" forklarede den lille Zitawia, sukkeret var tydeligvist begyndt at tage effekt. "Men staven, Altså Jonathans, den er væk! Pistvæk! Forsvundet, borte, bortkommet, fjernet, væk!" denne synonym leg, var sikkert en metode for den barnelignende skikkelse, at komme af med den energi der op arbejdede sig i hans kro. "Og hvis vi ikke har den, så er den væk" forklarede han den, basis viden, men man kunne aldrig være for sikre, han var jo trodsalt død, gad vide om hans hjerne var ædt op af mider? Kiel følte forsigtigt på sin lomme, hvor staven lå fint begravet.

Nathan brummede. Kiel brugte tonsvis af fyld ord og hans stemme lød som negle ned ad en tavle. Kiel var for munter, kunne han ikke se sagens alvor. Det ville ikke være længe for samtlige magiske racer blev udryddet. Dinero vandt tilhængere blandt befolkningen og alt hvad Rådet For Magi foretog sig var at holde sig defensiv. Nathan mindedes de gamle dage, dengang Jonathan var leder. Måske burde Nathan træde i hans sted? Så kunne han endelig gøre krav på magiske genstande, men som vampyr var han ikke meget for det. Tænk hvis hans identitet blev afsløret. Det ville nok ikke trække befolkningens sympati til.

"Er der ingen der har stillet op til leder posten endnu?", sagde Nathan dystert. Han forstod det godt, for chancen for at blive dræbt var høj. På den anden side var Nathan allerede død. Udød.

Kiel blinkede, "nej? ingen har stillet op, ingen endnu.... Men på den anden side, chancen for at dø er jo også virkelig stor, Dinero myrdede jo jonathan så let som ingenting, jeg så det!" Kiels stemme gik over sin bred på den sidste stavelse, og gik op i en pibende falset, han smillede undskyldende, "Så jeg overvejer lidt om vi eventuelt skulle finde en eller anden idiot til front figur, og så nogen der fortalte ham hvad han skulle.... Så risikrede vi ikke en pind..." forklarede han, og gnaskede med Chokolade i sig, Nathan så underligt utilpads ud, som om han ønskede han altid var kommet herind, hvorfor var han så ikke blevet hjemme? nå det var vel hans hovedpine.

Kiel gik igang igen, "Hvad med dig? Du er jo allerede død, altså... mere eller mindre, så du kan ikke slås ihjel? kan du? jeg har aldrig rigtigt forstået jer? Men... I må vel være udødelige? Uovervindelige? Varige? Bestandige? Evige? Permanente?" Denne synonym leg drev næsten altid folk til vanvid, men hvis man sutterede sludderen fra sladderen, kunne man måske meget visdom i ordene? måske ikke.

Nathan førte hånden over Kiels mund og hans ord blev lydløse. Var der nogen der nåede at høre det? Høre at han var vampyr. Nathan blev irriteret over at Kiel ikke passede mere på. Mange racer var tæt på udryddelse pga fjolser som Kiel. Han skulle lære at passe på. Hvis Kiel afslørede Nathans race ville Nathan afslutte Kiels liv.

Nathan var ikke et sekund i tvivl om han var ti gange den magiker Kiel nogensinde blev, men alligevel virkede han stærkere end før. Lige siden Jonathans død, har Kiel virket mere selvsikker. Nathan fjernede det magiske greb om Kiels mund og lod han genvinde sin stemme. Nathan regnede med han havde forstået budskabet. Selv Kiel var ikke dum nok til at fortsætte.

"Jeg stiller ikke om som leder", sagde Nathan kort for hovedet. "Men du der imod. Du er Jonathan naturlige følger, du burde fortsætte hvor han slap". Nathan smilede selvsikkert, men regnede ikke med noget fra Kiel. Han var trodsalt den idiot der havde ladet Jonathan død.

Kiel hadede virkelig når Nathan gjorde det der, han så forsigtigt på ham, og undrede sig over hvordan han kunne være det bekendt?
Kiels små baby øjne var anklagende rettet imod Nathan, og hvis den orm havde haft skyld følelse her i livet, hvilket han naturligvis ikke havde, fordi han jo var død, ville han havde forbarmet sig over den barne skikkelse på stolen. Kiel sukkede og gik igang med at forklare, at han dog ikke kunne fatte det. "Hør nu her Nathan, Jeg er ti gange den magiker nogen i R.F.M. men se på mig, jeg er kun lidt over halvanden meter, og jeg ligner en baby...." klukkede han, og puffede til ham, "men det var så også sine fordele" smillede han, og tænkte på alle de børne priser han fik, netop fordi han så så barnlig ud, han sklukkede for sig selv, og strøj en finger op af de spidse øre, han elskede virkelig at nusse sine øre, de var simpelthen så bløde, men på den anden side, hele hans krop var ekstremt blød, ikke som Nathan den kolde skid, hans var klam og kold, og død! uff. Klamt!

Kiel smillede for sig selv, i et kort sekund var han langt væk i storheds drømme, om alt det Jonathan havde fortalt ham om fremtiden, men nej! Han ville virkelig blive en dårlig leder.... Ikke?

Nathan sukkede. *Kiel, Kiel, Kiel*, tænkte han. Hvordan kunne en magiker dog være så dumt? Tænk engang at Kiel påstod han var ti gange den magiker Nathan er? Kiel er måske omkring de tyve år og har måske studeret magi i fem år og har været i lære hos Jonathan. Jonathan har tydeligvis set noget i Kiel som Nathan ikke så. Nathan havde studeret magi over tusind år og mestede samtlige magiformer der var nedskrevet. Spørgsmålet var måske i virkeligheden hvordan Kiel kunne have så meget mana og magi så ung? Hvad havde Jonathan lært ham? Hvor havde Kiel sin styrke fra?

"Kiel, vi kunne jo tage tronen sammen og måske i sidste ende få udryddet Dinero", Nathan vidste godt at de ikke kunne sidde på Rådet For Magis magt sammen særlig længe. Men måske længe nok til Dinero var færdig, så kunne Nathan jo altid skubbe ham at tronen.

Ved siden af Nathan stod der en meget bedugget kvinde og brækkede sig over bardisken. Bartenderinden slog sig for panden og bandede. Nathan smilede let og rykkede sig lidt fra brækkets og dets spidse lugt. Derefter kiggede han op på Kiel igen og smilede skævt.

Kiel rynkede brynene, og satte sin hjerne igang, hmmm hvordan var det at side på tronen, var det chokolade?? Han tænkte så det knagede, på den ene side kunne han godt lide sit liv, og frygtede at hans privat liv ville blive ødelagt, på den anden side, så ville folk måske møde op til de stævnemøder han aftalte med dem, hvilket svært valg... tsk tsk tsk. Og på den tredje hånd, slog det ham pludselig, så var det Nathan der foreslog det her, han var jo død, han havde ingen idealer, ingen følelser, så det var kun magt.... Altså ville han ikke dele den med Kiel, ville han? Han snoede en finger rundt om en af sine mørke hår, og gennem tænkte det. "Sammen? Men Nathan jeg kan godt lide mit liv!" forklarede han, i et desperat forsøg på at undvige denne magt position, han proppede det sidste stykke chokolade i munden, og så på stedet hvor det havde ligget, en tom tallerken, en af de mest deprimerende genstande i verden!

Han lod de lilla øjne kigge på Nathan, som om han spejdede efter et eller andet, han kunne skyde skylden på, så han kunne slippe for at tage beslutningen, han håbede inderligt at Nathan, hvor stor en nar han end måtte være, ville tage sin magt og gå, han ønskede egentligt blot det liv han levede nu, fredeligt og mageligt.

Nathan kunne se at Kiel tænkte. Det så ud som om Kiel ikke havde tænkt i lang, lang tid. Typisk. Nathan ville godt tage tronen selv, men han havde ikke magt nok. Han var ikke nuttet nok. Måske var der ingen der behøvede at tage tronen, De kunne vel godt gå tilbage til det gamle Magiske Råd. Dengang sad der mange magikere i rådet og traf beslutningerne sammen. Der var nødvendigvis ingen grund til at stille sig øverst på tronen. Rådet For Magi behøvede måske slet ingen formand.

Kiel begyndte igen at snakke. Han sagde han værdsatte sig liv. Måske var Nathan død, men han værdsatte da også at han var til. Han havde da ikke lyst til at få en pæl gennem hjertet. Nathan regnede ikke med at Kiel ville gå med på det, men alligevel irriterde det ham at han var såden en tøs.

"Er du ikke magiker nok til at stille op som leder? Ingen af os behøver at være ledere. Vi kan samle rådet igen og ikke få nogen til at fremtræde som formand?"

Dineró trådte ind på værtshuset "det lysserøde glas". Det var ikke første gang hun var der, tvært imod. Hun nød af og til at komme her og få lidt stærkt til halsen inden natten faldt på.
Hun var iført en lang sort jakke der gik hende til knæene og hun skjulte ikke hvem hun var. Mange ville måske kalde hende dumdristig, men hun avr ikke bange for, at gå derind i fuld A.M.F skikkelse. Hun gik igennem rummet og hen til baren hvor hun tog plads på en ledig stol. Hun viftede af bartenderen og bestilte hvad hun plejede, Whisky.
Hun kiggede ikke rundt i lokalet, hun havde ikke tid. Tankerne, som skulle tænkes igennem, stod i en lang kø indeni hendes hovede, og hun gjorde hvad hun kunne for ikke at glemme nogen af dem. Men det var som om noget andet ville igennem til hende den dag. Som om tankerne hele tiden blev overskygget af noget andet. Hun kunne ikke helt sætte en finger på hvad det var, men måske...

Hendes whisky blev serveret og hun tog desperat fat om glasset som om det var det eneste der reddede hende fra at falde i en fjern afgrund.
Måske var det mere for at få sig selv tilbage til virkeligheden.

Han smillede forsigtigt, "Altså hvis du vil tage magten, så gør det? Hvis du kan" klukkede Kiel for sig selv, "men på den anden side så har du jo ikke staven, så det bliver nok lidt svært" smillede han, og smilet blev en tand bredere da hans mærkede det kolde træ mod sit lår, godt pakket væk, og det ville det forblive, det håbede han da, han vrikkede med fingeren, og uden en lyd, var hans tallerken igen fyldt med chokolade, som han fortsatte med at proppe sig med, især chokolade trøflerne, Kiel havde en hemmelig lidenskab for disse, og han kunne nok sælge sin mor for et kilo af de himmelske trøfler, de fleste indenfor rådet vidste dette, men lod ham have sine særheder.

Han blinkede med sine lilla øjne, "Men ja... jeg ved ikke hvad jeg ville med magt" forklarede han, "Fortæl mig hvordan Escuro ville se ud med os to på tronen" sagde han efter lidt tid, fuldkommen spontant, uden nogen form for indpakning, det fløj direkte ud af ham, en ordre, en direkte ordre men det gik nok, gjorde det ikke? "Kig bag dig" hvislede Kiel kort, og al uskyldighed var pludselig væk fra hans stemme, barnet i hans øjne og indre, var væk i sekundet han genkendte hendes ansigt, "diskret... dinero" hviskede han for sig selv. Som om han var fuldkommen syg i hovedet, men det var mere for at advare Nathan. Hvis han da ikke selv så hende.

Bag Dineró kom Charles, det ville være unaturligt og se hende uden sin "hund", eller "slave", som det blev betegnet blandt væsnerne, han var som altid klædt i et sort jakkesæt og havde et iskoldt ansigt på

Nathan kunne lugte det med det samme. Blod. Kvinde. Dineró. Nathan vidste hun var i rummet længe inden Kiel havde sagt det. Diskret. Nej tak. Nathan kunne mærke noget i sit hjerte. Det stikkede og pirrede ham. Det var vrede. Nathan vendte sig om. Det var ikke spor diskret. Han gik hen til hende og smed en lille fyr der sad på stolen ved siden af hende. Nathan satte sig ned ved siden af hende, uden et ord. Dineró.

Nathan satte en finger på hendes glad og whiskeyen frøs til is inden hun kunne nå at drikke det. Nathan turde ikke gøre noget særligt, for stedet her virmlede med AMF'ere.

"Du ellers ikke så lidt flabet", hviskede han. Kun lidt højere end musiken, men han vidste hun havde hørt ham. Dineró skulle ikke have lov til at vise sin frækhed i Nathans tilstedeværelse.

.

Dineró smilede og så på manden.
"Nå, du er måske en fan?", hun smilede flabet og så på Charles.
"Tak fordi du kom Charles, jeg har ventet dig". Hun lod ikke til at vise den fremmede mand spor interesse, men så blot på Charles som om intet var hent.
Hun havde magten og hun vidste det godt. Hvis hun ikke kunne klare at hendes whisky frøs til is, ville hun ikke gå et sådant sted hen. Hun vidste at chancerne for at der var magikere tilstede var stor, men som sagt frygtede hun dem ikke. Hun bestilte blot endnu et glas whisky og håbede at manden var klog nok til at gå sin vej.

Charles smilede let"jeg er her kun for at tjene my lady", sagde han med et let smil og forholdte sig roglig imens han blot helte nået mere vin op til hende

Kiel kom hurtigt af stolen, det her trak op til at blive sjovt, men dog nåede han at fylde sine lommer, og sin mund, med chokolade, inden han gik i Nathans spor, efter hende, han blev ikke nødsaget til at smide nogen af stole eller den slags, mest fordi han bare fandt en ledig stol, som han hoppede op på, han var nogenlunde på højde med Dinero, men der var tydelig forskel på de to dværge, tyggede knassende af munden, og sank så med et ... UNG.... De lilla øjne stirrede direkte imod ham, og han kunne ikke lade være med at himle med dem, da Nathan absolut skulle demonstrere hvor sej han var, uhaaa se mig, jeg kan fryse whisky til vand, ja det var flot hva? vil du have en trøffel? ved nærmere efter tanke ikke en trøffel, en kiks måske?

"Bare for at nævne det, er vi i overtal, og inden din ven der når at tage hvilket våben han måtte bære frem, kan han ligge i tusind stumper rundt om i byen, så det ville være en dum ide at prøve på noget.... Men på den anden side, du er jo også A.M.F. er .... så du er vel bundet til at lave dumme ting?" klukkede Kiel for sig selv, møj hamrende provokerende, men på den anden side, sætningen var fuldkommen valid, bortset fra holdningen til amf. De ville kunne springe dem i stumper og stykker, meeeeen Kiel havde ikke helt regnet ud hvor de ikke bare gjorde det.

Kiel spærrede øjnene op ved denne magt demonstration manden fremvidste, hvorefter han hev den lille sort stav ud, og prikkede ham diskret i enden med den, hvis man havde kendt til strøm styrker på denne tid, ville man kunne måle en uffatelig høj spænding der skød direkte ind i kødet på manden, Kiel vidste selvfølgelig heller ikke hvad han rent fysiskt gjorde, han vidste bare det gjorde ondt som bare fanden.

Nathan gispede da manden han havde smidt af stolen vred armen om på ham. Det gjorde ikke ondt og Kiel nåede at komme ham til undsætning inden Nathan selv nåede at gøre noget ved det. Nathan var vredere. Han overvejede at smadre manden bag ham, men lod værer. Han var trods alt kun et menneske. Nathan tog Dinerós glas, det med frossen whiskey, det smeltede ved hans berøring og Nathan drak det.

Dineró ignorede ham og det irriterede ham. Han vidste det ikke, men smilede og blottede drablige tænder. Hun ville ikke blive den første AMF'er han bed. Men ikke her. Det var for ricikabelt.

"Tak, Kiel. Jeg klarer det selv herfra", sagde Nathan kort for hovedet. Hans mål var Dineró. Nathan rørte ved hendes hals for at irritererer hende. Nathan skulle ikke være den der lavede det første træk.

Dineró lod som ingenting. Hun modtog endnu et glas whisky og bundede det med det samme. Nathan skulle ikke have mulighed for, at ødelægge det for hende. Hun orkede ikke at slås nu, hun vidste at det var bedst at forholde sig i ro, så det gjorde hun. Efter lidt tid tog hun en lille æske ud af inder lommen i frakken og rækte den til CHarles. "Her... Du ved hvor den skal hen", hun smilede stille...

Kiel så irritabelt på Nathan, han afviste ham bare uden videre, uh den Nathan han kunne ... han var så irriterende, han sukkede for sig selv, og gravede ned i sin lomme, Chokolade og underholdning, kunne det blive bedre, han gik igang med at spise, og pakkede staven væk igen, mens de lilla øjne betraktede Dinero indgående, ledende efter det mindste lille tegn, han glædede sig sådan, som om det var en spændende teaterforestilling han så, eller en historie han læste, han tyggede, og ventede, stod de bare og viste tænder overfor hinanden? det så sådan ud.... Dyyyyybt kedeligt.

Charles nikkede let, tog bakken og bukkede, han lod dog hoved hvile ved hendes øre et kort øjeblik"..pas på dem selv my lady", sagde han og rejste sig helt op i sin elegante pragt, han vendte derefetr ryggen til og forlod stedet

Nathan brød sig ikke om Dineró. Hun reagerede ikke. Hun virkede kold. Umenneskelig kold. Nathan fortsatte med at ae hende på halsen. Hvor mon hendes græse gik? Nathan slikkede hende bizart på halsen og frydede sig over at hun nægtede at reagere. Selv Dineró måtte syntes dette var ubehagligt. Nathan aede hendes grænseoverskridende på håret og slikkede sig om munden. Nathan skulle nok få hende til at reagere på et tidspunkt. Kiel reagerede slet ikke på noget, han var som sædvanlig irriterende lallende og nægtede at sky til nogen midler.

...men Nathan var slet ikke ligesom ham...

Dineró smilede og vendte hovedet imod manden.
"Hvis ikke de var magiker ville jeg tro de lagde an på mig..". Derefter vendte hun igen hovedet væk og strøg det lyse, næsten sne-hvide, hår væk fra øjnene.
Hun brød sig ikke om at en magiker rørte ved hende, og især ikke på halsen. Men hun vidste at det var bedre at lade vær med at give ham grund til at gøre noget, end at flippe ud.
Nu hvor Charles var gået med æsken var det også meget nemmere at virke ligeglad. Hun holdte ikke specielt meget af Charles på den personlige måde, han kunne virkelig være en plage, men han gjorde hvad der blev sagt, og hun ønskede ikke at der skulle ske ham noget i tilfælde af kamp... Enten fysisk eller psykisk.
De havde ellers haft meget at tale om, men det kunne vente... Ligenu var der større problemer at tage sig af.

Hun rykkede det tomme glas lidt væk og havde mest af alt lyst til at bestille endnu et, men det ville hendes talegaver ikke have godt af, så hun lod som ingenting.