Décès paria

Went havde netop forladt den sprudlende teater sal, da der var en pause i forestillingen.
Hun var til præmiere på en opera ved navn 'Décès paria'. En blodig opera om det 1700-århundredes mordere i Paris.
Forestillingen havde facineret hende meget, og da tæppet faldt til pause, måtte hun skuffet rejse sig fra balkon-sædet.
Hun stod ude i en lille sal. Den var fyldt til randen med mennesker, og hun brød sig ikke rigtigt om at være der, så hun fortrak til et mindre lokale, hvor kun få personer opholdte sig.

Hun var iført en lang blod-rød kjole uden stropper. Nyeste mode. Ikke fordi hun gik specielt op i det, mere fordi hun gerne ville passe ind. Og skulle et menneske falde i hendes nedringede fælde, havde kjolen og hendes fremtrædenhed jo også skaffet hende lidt mad. Men indtilvidere holdte hun lav profil. Stod blot i et hjørne med et glas champagne en tjener havde givet hende i salen. Rummet var fyldt med gamle reoler, og overalt stod støvede bøger på hylderne. De var sikkert aldrig blevet læst, men det gav rummet en hyggelig og hjemmelig atmosfære. Hun smile kort, og gjorde sig umage med ikke at blotte sine tænder for meget.
Alle de mennesker gav hendes sanser noget at lave, men det var som om hun kunne fornemme en aura der ikke var menneskelig.

//håber ikke du er blevet inaktiv //

Akama havde samlet penge sammen til dette skuespil og så kom han for sent?! Hvordan kunne han glemme det! Det irreteret ham grænseløst, han havde knapt nok nået at komme i sit finere tøj. Hans hår sad stadig halvpjusket da han kom ind, men han skyndte sig at rede det på plads, han brugte sing tunge til at sikre sig at det ikke var for sent på aften til at være ude i det offentlige.
Han kom ind i salen med held og en venlig sjæl der forstod hans problem.

Da han kom ind virkede det som om noget ikke var helt som det skulle være, noget passede ikke ind det kunne bare mærkes i hans hår og den smule pels der havde sprunget ud langs hans rygrad.
Han så pludselig en kvinde længere væk, bare lugten i sig selv virkede forkert. Han valgte selvfølgelig at prøve at holde sig rolig. Han snuppede et glas vin, rød, og gik roligt hen til hende. Hun var meget alene i forhold til resten, alle hans sanser advarede ham, men følelsen i hans mave sagde at der ikke var noget galt.

Han kikkede roligt på hende og sagde med en stemme der lød som et normalt menneskes, eller han prøvede men der var en meget svag dyb baggrund i stemmen.
"god aften, hvorfor er en så...yndig... som de helt alene i dette område?" Han prøvede at hold et venligt smil, som heldigvis ikke lod sig afsløre.

Først kiggede Went stille på ham. Op og ned af ham, men der var noget ved ham der virkede lidt underligt.
Hun havde først ikke tænkt sig at svare, tog blot en tår af sin drink, men efter det svarede hun alligevel.
" Det er vel bare naturens gang?", hun forstod dårlig nok selv hvad hun sagde, men håbede vel på at HAN i det mindste var klog nok til det.
En tanke løb hurtigt igennem hendes hoved; Måske var han fra A.M.F? Måske havde han fundet ud af at hun var vampyr, og ville lokke hende et sted hen for at gøre det af med hende... Hmmm.
Hun så mistænksomt på ham, men smilede så for sig selv, som om han skulle være fra A.M.F.
Hun prøvede at forsikre sig selv om det, men det var som om det ikke helt kunne lade sig gøre.

// Er jeg ikke, der er bare aldrig nogen på//

Akama kikkede først underligt på kvinden, naturens gang? hvad mente hun med dette? Han tænkte et kort sekundt, det passede da ikke helt ind, mennesker var sociale væsner ved natur så... Med mindre der var en grund til hun ville holde sig væk fra andre? "heh, det er det vel" svarede han. Han sippede til sit glas hvorefter hans næse opfangede en lugt, han vidste ikke var det var og valgte at ignorer den. Stadig var hans sanser på alarm level, og stadig valgte han ikke at reagere til dem. Når han gav ind til sine sanser følte han sig mere som et dyr, ikke at det var slemt det var bare lidt mærkeligt at føle sig som et dyr blandt mennesker.
han vendte sig mod et lille vindue og kikkede ud, månen skinnede svagt og han mumlede kort for sig selv en masse små sætninger om hvorfor det lige var nu det skulle være månetid... Nogle gange kunne hans forbandelse/velsignelse være en plage, ene øjeblik hygger man sig og snakker det andet øjeblik skriger alle over at man er blevet lidt større og mere behåret.

Han skyndte sig at vende tilbage til damen, han vidste ikke hvad han skulle sig så han sendte bare et venligt smil, hvilket ved uheld viste hans tænder som allerede havde forvandlet sig svagt til en ulvs. Dog uden at ændre på hans ansigt.

Da mandens tænder blev blottet havde Wentawa allerede regnet og lugtet sig frem til, at han var varulv, og det fik et smil frem.
Nok kunne så ikke få mad ud af ham, men måske en smule selskab. Hun havde glædet sig meget til denne forestilling, men havde ærget sig over, at måtte tage alene derind.

Hun smilede et smil der blottede hendes hvide spidse tænder, denne gang med vilje, for at signalere, at de var 'på sammen side'.
Så tog hun endnu en tår af sin drink. Et kort øjeblik studsede hun over hvilken besynderlig blanding det kunne være. Menneskelige rusmidler tog, pga hendes race, ingen effekt på hende, og smagen var kun ganske svag.
Hun stillede glasset på bordet ved sin side og så på manden.
"Mit navn er Wentawa..."

Akama så de spidse tænder og alle hans sanser faldt til ro, så forstod han det hele, han kunne ikke lade være med at tage en hånd til panden og læne sig lidt tilbage og grine kort. "haha, så forstår jeg bedre mine sanser var så oppe at køre... Navnet er Alkama" Han tog roligt hendes hånd, og ren for sjovs skyld kyssede den let. Ligesom de "finere" gjorde.
han drak resten af sin drik i en lang tår, det så ud som om det bare flød ned i ham. Han var ikke bange for at blive beruset, det var et glas og han kunne tåle mere. Han stillede sit glas ved siden af hendes og spurgte roligt
"det sjældent man møder andre med... gaver... I disse områder hehe, for at være ærlig er du den første jeg har mødt ud over bøger og historier. Men det er rart at se det er mere end som så." Han grinte let, han vidste der sikkert var mange, men aldrig havde han regnet med han ville møde en. da slet ikke i sådanne et sted.

"gad vide hvornår stykket starter igen? jeg ville fortrække at komme et sted der er bedre dækket for den hvide skives lys hehe. Et udbrud ville være... højst problematisk.

"Alkama" gentog hun kort for sig selv og bed sig i underlæben.
Et smil bredte sig på hendes læber da han tog hendes hånd og kyssede den.
Hun var ikke vant til disse fine og fornemme manérer hjemmefra, men hun nød dem.
Hun havde altid drømt om at være en af de finere frøkener i samfundet, med kjoler, penge, mand og det hele... Nej vent, det havde hun egentlig ikke.
Hun brød sig ikke rigtig om tanken om, FRIVILLIGT, at binde sig til en anden person.
Men måske ville det gå anderledes, han var tråds alt ikke ligefrem menneske...

Went tog sig kort til hovedet, hvad var det der fik hende til at tænke i disse baner. Hun kunne ikke umiddelbart sætte en finger på det.

"Jeg ved det faktisk ikke helt, snart håber jeg"
Hun kiggede kort rundt i rummet, hvorefter hun lænede sig stille ind imod ham og hviskede. "Jeg sidder alene på balkonen.."

et smil på hans kind kom frem da hun hviskede i hans øre, det var rart at møde en det var velsignet som ham selv. Bare tanken om et levende væsen der ikke var social acceptabelt som ham, fik ham til at få ham til at føle sig varm indeni, på en afslappet og tilfreds måde. Som om han havde fået en extra gang social accept.

Han overvejede om han skulle gå ind til hende, han vidste ikke om han var god nok til at holde den fine opførsel op for evigt, han var ikke en fin person. Han var en helt almindelig person...altså bortset fra sin velsignelse...
nej, jo, nej, jo Han kunne ikke helt bestemme sig.
jo... Han følte han måtte lære mere, altså lære hende at kende. Det var måske en helt unik chance som måske aldrig ville komme igen.
Han hviskede roligt igen og sagde "håber ikke at det gør noget hvis jeg nyder resten af forestillingen med dem?" Han vidste godt hun lige havde inviteret ham, og han lavede egentlig bare sjov igen med alt det der overklasse halløjsa.

//undskyld den crappy post men har lidt af en mindblock >.<//

// Helt i orden, dem kan jeg faktisk bedst lide//

Went smilede stille. "Hvis du ikke bider, gør jeg heller ikke" smilede hun og gav et lille grin.
Normalt var hun ikke den mest snakkesalig person på jorden, men på en eller anden måde, følte hun sig sikker i hans nærvær. De var begge accepterede i normalen, og det gjorde hende tryg.
Lidt efter blev der kaldt ind til forestillingen, pausen var slut.
Hun tog blidt fat om hans arm, som alle de andre kvinder gjorde på deres kavalerer, og smilede kort.
"Endelig!".
Hun havde glædet sig til at se resten...
Men nu var hun faktisk ikke sikker på om hun overhovedet fik set den xD

Akama grinte let, hun havde skam humor, så meget var sikkert.
Da der indelig blev kaldt ind til forestillingen strækte Akama sig. Han trængte til at komme ind og slappe af, han brød sig ikke om bare at stå op.
han begyndte at bevæge sig hen til hvor Wentawa sagde hun sad, da han kom ind kikkede han ned på scenen, det var vidst en af de gode pladser hun havde fået fat i. Han Satte sig på en plads ved siden af hvad der så ud til at være Wentawa's plads.
Han kunne ikke vente til at stykket skulle begynde, han elskede tanken om krig, ikke alle de dårlige ting ved det... Men tanken om tusinde stykke stål der blev svunget ind i kroppe fyldt med lækkert blod og lavede denne herlige mixtur af hærdet stål og blod var altid så.... herlig.

Went satte sig stille ned på sin plads og rettede kort på sin blodrøde kjole.
Tæppet blev trukket fra og forestillingen startede.
Hun vendte hovedet og kiggede på ham... Nok mest for at se hans mening om forestillingen, som højst sandsynligt ville være printet i hans ansigt.
Men hun så ikke noget.
Det var som om han ikke koncentrerede sig om stykket som en hel hed, men blot om én enkel lille ting. Hun kunne ikke umiddelbart sætte en finger på hvad dette kunne være, men bed sig blot blidt i læben, som hun altid gjorde når hun var en smule usikker.
Went ville egentlig helst sidde og snakke med ham, men hun var bange for at deres konversation skulle genere andre tilskuere. Så hun forholdte sig stille.
Imens hun nød forestilingen kunne hun ikke lade vær med at have fingrene igang, så hun gav sig til at klø i et ganske lille sår der så småt var helet.
Lidt efter blev skorpen revet af, og en blid lugt af blod sprædte sig i den store sal.
Den lille genkendelige lugt af blod... Dog i så lille mængde at almindelige mennesker aldrig ville kunne opsnappe den.

Akama havde et smil tydeligt fyldt med glæde, den slags man havde når man så noget der virkelig intraserrede en.
Alligevel fik han en konstant lyst til at snakke med Wentawa, men han troede at hun nok ville synes det var uhøfligt, eller bare irreterende.
Han fik pludselig øje på endnu et våben der så ud til at rive i en soldats kød, han vidste det bare var teatre triks, men det var så... fasinerende at se.

Ud af det blå ramte lugten af blod hans næse, denne... Vidunderlige... Søde og dog så jernholdige duft der bredte sig i hans næsebor og næsten som en hånd trak hans ansigt mod duftens oprindelses sted.
Han kikkede på Wentawa, et kort sekundt var det vel en smule uhøfligt, men på grund af månens...frihed... Havde han mindre kontrol over hvad han gjorde, han tog sig dog hurtigt i det og skyndte sig at mumle et undskyld. Før han kikkede op til hendes ansigt, rømmede sig og sagde med en let skyldfølelse "undskyld, jeg, jeg mente ikke at stirre sådan. jeg.." han gjorde sin stemme lavere, selv om de var på en balkon hel for dem selv ville han ikke tage chancen. "Det er bare et dårligt tidspunkt for mig at møde duften af blod... Du ved, man kan jo ikke styre alt.." Han følte stadig den skyld, det var uhøfligt og han ville virkelig ikke skræmme hende væk.

Først forstod hWent ikke helt hvad det var han mente. Hun havde kræsset i såret ubevidst, og først efter noget tid gik det op for hende, hvad han mente. Hun skyndte sig at tørre blodet væk og så på ham. "Nej det er mig der undskylder... Jeg tænkte mig ikke rigtigt om...". Hun gav ham et kort hvidt smil inden hun kort kiggede væk. Hun lod en hånd køre igennem sit hår og lod et øjeblik til slet ikke at interessere sig i stykket.
Faktisk gjorde hun heller ikke rigtigt. For i pausen havde hun jo fundet noget der havde opslugt hendes interesse langt mere end teater stykket.

Hun kiggede igen på ham med et smil. Hun ville gerne væk derfra, væk fra alle de mennesker... Ja såvel som ikke menneskelige skabninger. Hun ville bare gerne være i fred. Faktummet at han var en varulv generede hende ikke, men fascinerede hende blot. At se ham forvandle sig til det 'bæst' de fleste andre ville frygte, ville blot fascinere hende endnu mere, og tanken skræmte hende ikke spor. Hun havde aldrig været bange af sig, og slet ikke nu. Faktisk følte hun sig mere tryg end hun længe havde gjort....

Disse enskaber, som f.eks. at bløde er ting, der forsvinder alt efter hvor gamle de er. Hvis du læser Wents skema vil du blive klar over at hun er en ganske ung vampyr på kun 140. Derved vil hun stadig kunne have denne menneskelige enskab noget tid endnu.

//undskyld det sene svar//
Akama kunne mærke et tryk forsvinde fra hans bryst, da hun tørrede blodet væk forsvandt lugten lige nok til at hans hoved blev klart igen.
Han smilede roligt igen, han mente selv han havde nok kontrol, men alligevel vidste han der var grænser... Han vendte straks sit hoved til scenen igen, stykket var skam meget underholdende... Alligevel virkede de blodige våben ikke længere... blodige, men mere som om at noget havde fjernet alt det han holdt af i stykket... Han begyndte svagt at miste sin interasse for stykket.

Han kikkede over på Wentawa som tilsyneladende heller ikke virkede som om hun havde meget interasse for stykket. Han undrede sig over om de bare skulle gå fra stykket, men han kunne ikke rigtig få sig selv til at spørge, det ville måske være uhøfligt eller også kunne hun lide stykket og han havde bare set forkert. Så han valgte at tie stille og prøve at følge med i stykket.

Og bare for at gøre det hele bedre (være), kunne han mærke at idag vidst så ud til at være tæt på fuldmåne... Når han gik udenfor ville han sikkert ikke have lang tid før han var nød til at søge et sted at gemme sig før folk lå mærke til ham.

Hun sukkede en smule højlydt, som for at indikere, at hun kedede sig ugevaldigt.
Ikke fordi stykekt var dårligt, men ligenu kunne hun ikke se det spændende i det.
Went rykkede, om muligt, endnu nærmere på ham, end hun allerede var, og hviskede i hans øre.
"... Hvad siger du til at vi smutter ud i natten?...".
Hun lod tungen slikke ham sensuelt på kinden og smilede.
Hun vidste ikke om det ville virke, om han overhovedet havde lyst til at gå... Om han overhovedet kunne lide hende, vidste hun ej heller. Men hun håbede gevaldigt på, at han både ville, kunne og ... ja... ville xD

Samtidig med dette lod hun en hånd lægge sig på hans knæ... Hun lod den glide en smule på af hans lår, men ikke for meget, hun ville nødigt virke som en tøjte eller for ivrig med noget som helst.

Akamas øre hørte sukket tydeligt, han var nu sikker på hun også var begyndt at kede sig lidt... Nærmere nok til at ville smutte ud herfra snart.
Da hun rykkede sig nærmere drejde hans øjne sig hurtigt til hende og før han selv nåede at spørge spurgte hun om de skulle gå.
Han drejede næsten hovedet for hurtigt da han skulle svare, men skyndte sig bagefter at køle ned. Alligevel svarede han en anelse for hurtigt "meget gerne, det ville alligevel være uheldigt at skulle gå ud i "lyset" med så mange mennesker omkring mig hehe." Han rejste sig langsomt op og lavede et falsk gab for at få folk til at tro han ikke brød sig om forestillingen. Hvorefter han roligt rækte sin hånd til Wentawa, igen den fine opførsel mest for sjov.

Han strækte kort sine arme og ben, og kunne godt mærke kroppen havde ændret sig svagt. Musklerne var stærkere, knoglerne svagt tykkere, og arme og ryg mere behåret. Han træk sin jakke lidt højere over nakken, for at skjule hår, hvis der altså var noget der stak op.
Han slikkede kort sin mund, helt ved instinkt. Hurtigt og han hånden til munden for at skjule det, han ville ikke virke viljesvag, eller dum for dens sag skyld.
"nå skal vi gå?" Spurgte han roligt.

Hun bed sig kort og blidt i læben og nikkede.
"Ohmhuh!" (Mumlen for ja xD)
Hun tog hans hånd og rejste sig op. Hun kiggede rundt i salen og fik kort øjenkontakt med en anden herre der sad på den anden balkon. Han smilede kort til hende, og afslørede sine spidse tænder. Hun smilede. Ja, det var utroligt så mange der i virkeligheden var af deres slags rundt omkring. Vampyre havde nemmere ved at gå imellem mennesker end så mange andre... Det kom kun an på at skjule tænderne, og modstå sin tørst.
Men dette var selvfølgelig også svært nok. Blod... Så frist og... Så!
Hun forlod balkonen og så sig tilbage for at sikre sig at han var med.
"Kommer de?... "
Hun så på uret i den lille sal hun nu stod i... Der var kun få timer til solen så småt ville kunne anes over horisonten...

Akama grinte let over hendes mumlende svar.
da hun kikkede på en anden person og afslørede hendes tænder åbnede hans øjne sig en pen del. "er.. han?" Han kunne ikke fatte det, hvordan kunne der være så mange velsignede på et sted? Det var ufatteligt for ham... På den anden side vampyre som Wentawa havde det jo let, Akama kunne ikke være ude om natten normalt. Han tog en hånd til hovedet et kort sekundt for at kunne forstå hvad der egentlig skete. Når han tænkte tilbage til da han ankom var det hele halvt sløret.

"kommer nu hehe" sagde han hvorefter han satte i et meget kort løb, nærmere hop, hen til Wentawa.
da han var ved hende smilte han roligt, på vej ud og helt klart til noget intrasandt.

da de var udenfor kikkede han op, månen stod klart og der ville ikke gå meget lang tid for hans transformation til at være fuldendt "såå har de noget imod vi sætter i løb lidt væk fra al byens larm og tormuld? (staves? XD)" Han mente selvfølgelig om de kunne løbe et godt stykke væk fra områder med mennesker... En transformation midt i byen ville blive en katastrofe for ham, alle de lugte blandet med den allerede begrænset mængde kontrol over sine instinkter kunne blive farlig.

Went smilede stille.
Hun bukkede sig ned og tog fat i kanten af den dyre blodrøde kjole, og rev til, så den flænsede op til midt på låret i den ene side.
På denne måde var den nemmere at løbe i.
Hun kiggede på ham "Jeg kender et sted..."
Hun tog fat i hans hånd og så imod månen og drømte sig langt væk.


(Undskyld det korte og sene indlæg :S)

//helt iorden xD//
Akama kunne mærke da hun begyndte at løbe og fulgte efter, han kunne mærke at nu han var ude i det rene måneskind ville der ikke gå mange minutter.
Hans ansigt var allerede ved at blive mere behåret, men ikke mere end folk ville tro det var skæg hvis de ænsede ham i mørket.
Selv om han var i god form kunne han mærke at han var ved at miste pusten, mest på grund af at skifte form samtidigt med man løb var energi krævende, men også fordi han ikke kunne koncentrerer sig om at holde sit åndedret roligt og fokuseret.
langsomt begyndte håret på bagsiden af hans hånd at blive tyk nok så man ikke længere kunne se hans baghånd, han kikkede rundt, heldighvis var der ingen i nærheden lige nu.

//OUT//

(opretter du ikke please i et andet emne?)