Vin, nat og et nyt ansigt

Diablo fortrak ikke en mine, selvom han fandt det underligt, at sådan noget forekom for hendes familie. Han betragtede blot menneskerne, som blev oprørte over liget. Det var mere en tydeligt, at en vampyr havde været på spild. Et dumt træk fra Silvias side af. Hun burde gemme sine lig, som Diablo gjorde. Der ville gå lang tid, før nogen ville opdage ligene, der flød rundt omkring i kloakerne. Han sukkede let, men ventede tålmodigt. Han så ned på Silvia, der stadig var livløs i hans arme. Kort tænkte han over, om han skulle gribe chancen, og prøve noget nyt. Smage hendes blod. Hun var jo svag nu, så megen modstand kunne hun ikke gøre. Så slap han også for at give hende sit eget blod, selvom det nok ikke ville tappe ham en helvedes meget for energi, eftersom han nu havde en masse energi efter det seneste måltid. Dog vidste man jo aldrig, om hun pludselig ville forsøge at dræbe ham, eller svække ham. Han ville ikke tage chancen, selvom han ikke mistænkte hende for at være til nogen trussel. Hun kunne umuligt vide, hvem han virkelig var. Som han blot stod der og betragtede hendes svagelige skikkelse, kunne der høres hovlyde på brostenene. Politiet var på trapperne.
Diablo så sig omkring, og til deres held, så stod de op af en mur, som egentlig var et hegn til en baggård på en større bygning. Diablo tog Silvia i sine arme, og hoppede op på murhegnets top, og så ned igen i baggården. Menneskerne så intet, som Diablo bevægede sig hurtigt og lydløst. I baggården var der mere privat, selvom Diablo sagtens kunne høre, hvad der foregik af ting og sager i lejlighedskomplekset, som han nu havde trykket Silvia op imod. Han bekymrede sig dog ikke for, at nogen ville komme valsende, som han ville smage på Silvia. Han kunne bare forsvinde så hurtigt som han var kommet. At dræbe, og slippe godt fra det, var hans specialitet.
Han betragtede hende med sit monotone ansigtsudtryk, som hans piercende øjne studerede hende. Hun var endnu svag. Det var nu, at det skulle gøres, hvis han skulle prøve noget, som han aldrig havde gjort før. At smage sin egen arts blod. Han havde en forestilling om, hvordan det måtte være, men igen vidste han det jo ikke med sikkerhed. Han pressede sin høje, elegante, men dog jernhårde krop mod hende, som han holdte hårdt fast om hendes skuldre. Så søgte han mod hendes hals, langsomt og varsomt, som afventede han hendes modstand. Han ville ikke ende op med skræmmer, så derfor gik han ikke uhæmmet frem, selvom lugten af menneskeblod fra hendes kjole, og lugten af hendes kvindelige ydre, opstemte ham.

Silvia havde fornæmmet hans opstemmelse, det little glimt i hans øjne af lyst, hendes krop var just svag men det betød ikke at hun ikke kunne bevæge den. Da han pressede sin hårde men slanke krop op imod hendes egen spinkle gjorde hun nået som hun ville mene ville komme uventet, hun tog armene væk fra hans hals, under hans arme som holdte hende`s skuldre fast og lod dem køre op af hans ryg så de lå på hans skulderblade, hun pressede let på dem så han kom tættere og lage sin mund imod hans hals, hendes sult var stillet men hun havde ikke smagt varmpyr blod i lang tid..

Diablo ventede ikke hendes handling, men han stoppede blot for et sekundt sine tilnærmelser, men gav sig så til at bide hende langsomt og smertefuldt i halsen. Han lukkede øjnene nydende i, og tænkte nu ikke videre over, hvad Silvia ville gøre ved ham. Han havde givet sig hen til sin blodrus. Han sugede til, og nød hvad han fik. Dette blod var langt stærkere og mere intenst at suge. Det gav ham en uforklarelig blodrus, som næsten kunne sammenlignes med en seksuel akt blandt menneskene, hvor klimaks nåes. Han trykkede sig blot tættere ind til hende, og tog ikke hensyn til, at hun måske ville mases helt imellem ham og den hårde mur. Han havde øjnene uopmærksomt lukket i, som han brutalt blev ved med at suge, og ikke kunne stoppe sig selv. Men ville han overhovedet stoppe? Egentlig ikke.

Silvia mærkede hvordan hans lyst får hendes blod steg i takt med hans sugerig, det var endnu en detalije some gjorde Layren familien unik, deres blod virkede berusende og vis man først engang havde smag det..kunne man ikke får nok. Silvia spilte dog ikke tiden selv, hun gjorde sig ingen tanker om hvor øm hendes hals og krop ville være efter på grund af den brutale behandling, og jog hendes to hvide hugtænder dybt ind i hans hals og drak i det samme tempo, hun kunne mærke hvordan hendes eget blod blev mixed med hans og gav hans blod den samme berusende effekt

Diablo skar kort en diskret grimasse, da Silvia lod hendes tænder sive ned i hans døde kød. Han lukkede øjnene hårdt i, og forsatte. Og det var rigtigt, Diablo kunne ikke stoppe. Han blev ved og ved og ved, men Silvia ville ikke dø. Hun sugede hans blød. De ville begge to i enden stå med den selv samme mængde energi i kroppen, som de havde før. Diablo løsnede dog ikke sit hårde greb om Silvia, selvom det så ud til, at han ikke havde gjort sig en ny fjende alligevel. Lugten af størknet menneskeblod blandet med hendes kvindelige duft, gjorde kun situationen mere behagelig og stå i. På den anden side af muren stod politiet og undersøgte liget, som de også havde tilskuere, der så ængsteligt på. Men Diablo blev ved, og tænkte slet ikke på, at de måske kunne blive opdaget, selvom de var gemt i skyggerne. Al den pludselige energitilførsel strømmede bombastisk igennem Diablos krop, og havde han kunne, så havde han skælvet af nydelse. Hans krop var død, og han kunne ingen anden nydelse få end denne. Nydelsen fra at dræbe, til trods for at han ikke just havde i sinde at myrde Silvia.
Efter en lang stund, hvor de begge havde stået og suget på hinanden, så fik Diablo nok. Han slap sit greb i hendes hals med tænderne, og trak sig væk fra hende. Han fjernede blodet med en håndryg, og havde igen været påpasselig med ikke at spilde på sig selv. Han slikkede resterne væk om munden. Hans øjne var helt blodrøde, før de blev deres normale, kølige blå farve med grå antydninger. Han så blot på Silvia, som han mærkede hans krop, der var fuld af energi.

Silvia`s hoved var sænket og hun holdte sig selv op af muren, hendes hoved var sænket så det lange røde hår skjulte hendes ansigt helt, hendes bare skuldre have to dybt røde mærker efter hans håre greb, kjolen var stadig dækket af lange stræk af blod. Et par sekunder gik før hun løftede den blege hånd op og fjernede blodet fra sine læber.
"..jeg håber det behagede dig..."
Hendes stemme var igen den tiltalende og lette stemme hun havde da de mødtes

Diablo betragtede blot Silvia tavst, som han stod rank, og rettede lidt på sit tøj. Da hun talte, var hans fokus andetsteds på det blod, som hun tørte væk fra læberne. Hans blod. Så spejdede hans øjne rundt i området, som de befandt sig i, den lille gård, der var tilknyttet et lejlighedskompleks, der var ret faldefærdigt. Hans blik vendte dog atter tilbage til Silvia, som han nærmede sig hende: ,,Jeg kunne tømme dig for blod, Silvia." Han stoppede op, og betragtede hende monotont, næsten tømt for følelser, som han nu var som vampyr. Han betragtede hende lidt. Det havde sgu været godt, mere end godt. Han ville helt sikkert gøre det igen mod en anden vampyr. Det var ikke sidste gang det her. På den anden side kunne man ikke leve af vampyrblod, desværre, selvom det var ti gange bedre end menneskers. Han måtte vel tage det som en desert. Hans øjne glimtede, som de reflekterede stjernerne, og fordi de igen blev fyldt med jageriske glimt, der antydede, at han stærkt overvejede anden omgang. Dog spadserede han blot væk fra Silvia, påvej mod en bagudgang fra den lille gård. Han ville gå mod værtshuset igen, og tage sin jakke og hat. Dernæst ville han bestille endnu en flaske whiskey, og tage den med videre ude i natten, til det næste værtshus. Den anden havde han tabt, da han var gået til angreb på hans menneskelige bytte.
Han tog ikke meget hensyn til Silvia, og tænkte ikke engang over at sige farvel. Hendes blod havde været yderst velsmagende, men det havde været dét. Mere kunne han ikke bruge hende til. Hvis han så hende igen, så ville han nok angribe hende igen, som han havde gjort lige før. Hun havde ikke set ud til at have noget imod det, og selvom han også havde følt et snert af smerte, de hun tog en smagsprøve på ham, så havde det været en mild pris at betale. Såret fra hendes bid var også helet for længst. Han forsvandt i skyggerne. Hans fodtrin kunne dårligt høres, sønnen af natten...


( Færdig! )