På gelænderet [A]

Det var tidlig aften og solen var ved at gå ned i horisonten.
Went sad på broens, ikke helt stabile, gelænder og så ned i det halvgrumsede vand.
Hun ønskede inderligt at kunne se sig selv i det, men den smukke overflade spejlede hende ikke længere.
Hun sukkede for sig selv og havde hun ikke været for stolt til det, var det ligefør hun kunne have fældet en tårer bare over det manglende spejlbillede alene.
Det var så svært for hende at snakke med andre, og det gjorde det blot endnu sværre at leve på gaden. Man måtte have venner og forbindelser, men ingen gad hænge på hende...
Hende der aldrig sagde noget...

Et bump, og et "av for satan" lød, da Kiel snuplede over sine egne ben, hans hoved kolliderede med broen, og der lød en rimelig knassende lyd, han skreg jamrende. "uh....un.....uhn" Kiel stemte en hånd i jorden, og fik forsigtigt mast sig op at sidde, grundet hans spinkle Zitawia bygning, kunne han hurtigt konstatere hvordan næsen var brækket. Det havde gjort fandens ondt, selvom han bare havde strejfet jorden, sådan var det nu engang at være en lille lort. Han satte sig op, og bandede lavmeldt. Han tørrede sit hoved for resterne af blodet, der skulle være så umådeligt sødt. Hvorefter han trak den lille sorte stav op af lomen, så sig omkring, ingen bortset fra en tøs på gælenderet, han førte den over sin næse, og mærkede en stærk smerte, da knogler rettede på sig selv, groede stumperne fast, og endelig, sad næsen præcist som den skulle, han smillede for sig selv, og rejste sig op, børstede sit tøj af, hvorefter han begyndte at tørre sit ansigt, blodet var stadig friskt.

Went gav ikke den lille zitawia nogen opmærksomhed, før en sød duft fyldte luften og gjorde hende en anelse sulten.
Hun vendte hovedet i et ryk og hoppede ned af gelænderet.
Hun så på ham og gik nogle skridt imod ham. "Skete der noget?", hun kunne se på blodet i hans ansigt, at det nok havde gjort mere ondt end han gav udtryk for og hun knep øjnene sammen, som for at gøre verdenen omkring hende skarpere.
Stemmerne i hendes hovede begyndte at pirre hende med deres små jamrende stemmer der skreg efter blod...
Ikke bare hvilket som helst blod, men zitawia blod! Hendes foretrukne! Hun lod tungen fugte sine læber inden hun fangede hans øjne.

Den unge Zitawia kløede sig forsigtigt i nakken, og tørrede blodet af sit ansigt, hvorefter han fjernede ærmets, nu rødlige, farve ved hjælp af staven, derefter proppede han staven i lommen, og smillede for sig selv. "nej nej, alt vel" grinnede han for sig selv, han virkede ikke som om han rent faktisk lige havde brækket næsen,
Han smillede til hende, og så væk, det var vel uhøfligt at stirre, så han kastede et blik ned mod vandet, og da ramte det ham. "du er ligesom Nathan er du ikke? Du er en" barnligt åbnede han munden, og knipsede så de, mere eller mindre, spidse hjørnetænder. Nathan havde nærmest skældt ham huden fuld, for direkte at nævne ordet 'vampyr' så derfor valgte han at gøre brug af tegnsprog.

Went smilede og nikkede svagt.
"Jo, det er jeg... Og de er... Elver... " Hun lukkede øjnene som om hun nød duften af hans blod.
"...Zitawia... Ikke sandt?", hun blottede sine hjørnetænder. Normalt overfaldte hun ikke tilfældige, men det var efterhånden længe siden hun havde fået Zitawia-blod, og hvem kunne afslå dens søde smag? Uhm, sødere end .. end... end sødt? Hendes smil falmede en smule da hun tænkte over, at han sagtens ville kunne stikke af, og hvilket arbejde der så ville vente hende.

"åh ja.... blodet" klukkede han for sig selv, og kastede et blik på hende, hun var smuk, dette kunne han ikke lyve om, hun var virkelig smuk, og derfor besluttede han sig for at 'lege' lidt med hende, han strøj forsigtigt over sit hår, en diskret gestus, håret var langt og sort, og aldeles smukt. Frem kom hans hals, en bleg, nøgen og glat som silke. Men det ville hun nok aldrig finde ud af. "Hvordan kan det være, at mit blod smager så meget bedre en menneskers?" spurgte han nysgerrigt, og åbnede sine lilla øjne op til briste punktet, måne lyset spillede i dem, og fik dem til at se ud som noget fra en anden verden, øjne der ikke passede til hans ord, en babys øjne, dybe... af en anden verden. Lilla? han størj igen over håret, og denne gang kom det spidse øre frem.

Hun smilede forlegent, velvidende at han legede med hende.
"Det er vel bare et faktum?" svarede hun stille og så på ham.
Kort blev hendes blik fanget af hans blege hals, men hun fik hurtigt selv kontrollen, og slog blikket tilbage til hans øjne. Forførende øjne, ingen tvivl om det. Uskyldige... Næsten som et barns øje... Øjne der endnu ikke har set alle de pinsler livet rummer... Et kort øjeblik faldt hun helt hen til sine egne tanker og hendes blik blev en smule fjernt, i det hun flød ind i hans øjne hvor lillae strejf legede side om side...

Han sagde intet, nikkede blot og kunne ikke lade være med at grinne af hende, at hun stådan sad der og stirrede på hans øjne, som om han var et eller andet fantastiskt... Men det var han da også... Ikke? Han smillede af hende, og åbnede så munden, for at lade et par ord falde, "Ja....Er det længe siden? Siden du er så ligeglad og kold med alting?" hans sætning ville virke direkte provokerende på hende, hvis hun altså var ekstremt gammel, men han tvivlede, hendes kød var stadig friskt, hun var stadig sprudlende, han vidste ikke hvorfor, men der var noget over hende. Noget der mindede ham om en blomst?