Noget om rovdyr og byttedyr [V]

Månens svage skær gennem de dunkle røgskyer fra kulfyrene i husene rundt omkring i byen nåede ikke ned i de små mørke gyder i Cortéz. Hernede var alle næsten usynlige. Der fandtes kun skygger, for røgen og dampende fra byens undergrund steg op her, og lagde sig som tåge. De få, sølle gadelamper der var her, gjorde ingen gavn, da lyset fra dem blot oplyste røgtågen og gjorde den til en gullig-hvid masse, samtidig med at skyggerne blev længere. Skygerne flakkede. Skridt lød igennem mørket. Hurtige skridt. Der lød et hyl o lyden af tumult. Så stilhed. Jægeren havde fanet sit bytte.

Abel rejste sig fra liget. *Død eller levende hva? tjah, hvorfor så ikke bare død?* Han kiggede ned på liget for sine føder. Havde vældet ham med et adræt hop og knust hans kranie mod brostenene. Nu piplede blodet ud af hans sønderrevne pulsårre og løb hen mod rendestenen. Abel satte sine klør i den døde krop og svang den over skulderen. "tjah, du gamle. Det er ikke noget personligt men vi er jo nogen her der lever af det." Han grinede til det smadrede ansigt, der han ned fra hans skulder, og brugte sin frie hånd til at fiske en lille flaske absint frem, som han tog en ordenlig slurk af. Han puttede proppen på igen og stak flasken ind i munden på liget, imens han fandt et krøllet stykke papir frem. Der var et billede af manden, som han havde set ud, lige indtil for få minutter siden. neden under stod der: "EFTERSØGT: Død eller Levende. 10.000 sølvmønter. "BAH! Man siger at varulve hader sølv! Så er det jo heldigt at de bare skal drikkes væk!" Han grinede, imens han skævede til det livløse ansigt. Han tog flasken ud af munden på ham igen og gjorde gestus til den døde "SKÅL!" og drak det sidste af flasken stærke indhold. Han grinede imens han gik igennem den dystrer gyde med et lig over skulderen.

Silvia hostede det sidste blod op og slikkede resterne fra læberne, en ung menneskemand havde måtte lade livet denne nat da den ellers roglige og høflige varmpyr kvinde`s blodslyst var blevet får meget. Den hvide kjole der dækkede hendes spinkle krop var overdækket med rødt blod som matchtede hendes blodrøde hår der hang omkring hendes krop til ned under livet. Lugten af død og lig ramte den unge varmpyr kvindes tynde næse og hun stod stille da hun kunne høre fodtrin komme imod sig, i hvertfald i hendes retning

OCC: bare rolig. V'et er bare for at advare om at det er voldeligt og uegnet for småbørn og sartesjæle. :-)

Abels sanser var stadig skarpe. Selvom det en stærk spiritus han havde hælt i sin krop for blot et par sekunder siden, og han indtil nu allerede havde haft en hård nat var han ikke det mindst udmattet eller påvirket, og slet ikke beruset. Han kunne ane sillheoeten af en lille person et sted forude. Han slikkede sig om munden og hankede op i sit bytte, som selvfølgelig stadig han slapt og lydlødt over hans venstre skulder. Han kom nærmere skikkelsen og åbnede sin mund. "ude at se på månen, er vi?" sagde han og smilede sit mærkelige smil. Der var noget ubestemmelit og ustyrligt over krumningen på hans læber. Som om smilet når som helst kunne forvandle sig til noget stort og frådende. "Du har ikke valgt det bedste udkigspunkt i byen, smukke." Imens han bemærkede dette, fik han øje på alt det blod som farvede hendes kjole. "smukke... For helvede, du kan da slå fra dig?" Han smilede lumsk, imens hans øjne dalede ned på manden for hendes fødder.

OCC: ak ja, aldrig galdt med lidt vold og blod in i mellem: )

Silvia rettede sig blot helt op, hendes blege men lette hånd strøg det røde pandehår fra hendes øjne imens hun så ham op i ansigtet, de lyste rødt i nogle sekunder men blev derefter helt isblå og hun lod det falde til siden igen
...Jeg dræber får at leve..
Hendes stemme lød som om at den kunne charmere selv den stærkeste sjæl til at gøre som hun ønskede. Hun strøg lidt hår tilbage op på ryggen og hendes vjertrækning blev efterhånden mere normal, hun syndes ikke og virke være det minste påvirket over liget hænge fra hans skulder

Abel skar en grimasse. Han bevægede sig tættere mod hende og stod nu kun en enkelt meter fra hende. Han så undersøgende og interesseret på hende. Han skænkede ikke mere liget ved siden af dem en tanke. "så du er udød, hva?" Han havde reageret på hendes røde øjne og især på hendes svar. *jeg dræber for at leve* han smilede. Hans egen forbandelse tvang ham ikke til at dræbe. De fleste af de drab den forsagede var rene uheld. Men hans livsstil derimod satte ham i en situation hvor han også måtte dræbe for at leve. men siden at det med at tage liv åbenbart ikke betød noget for hverken den ene eler den anden, skulle de vel nok kunne finde ud af det sammen. Han smilede ved tanken og brast pluselig ud i latter. ikke nogen behaelig eller venskabelig latter, men en mere sindsyg og dyrisk. Gad vide om hun var vampyr? *en blodsuger? så fin som hun er på den er hun sikkert.* Abel vidste ikke rigtig hvad han skulle mene om vampyre. han brød sig ikke rigtigt om dem, men de var på den anden side bedre end dødelige, og meget bedre end en rivaliserende varulv. "er du stadig tørstig lille pige?" Han smilede sarkstisk og dumpede liget ned foran hende. Han søgte øjenkontakt med hende. med hans mørke, dyriske øjne, med et drillende glint.

En hver normal kvinde ville havde været stukket af ved latteren men Den langhårede unge varmpyr Silvia blev hvor hun var, hendes hænder knyttede sig svagt men hun holdte sin kolde udtryksløse maske og fugtede kort sine røde læber med sin lyserøde tunge så hugtænderne kunne ses får et øjeblik
..En hver præsentable og værdig kvinde ville aldrig drikke fra en køter.
Kom hendes kolde svar, hvilket betød hun havde regnet ud han var varulv. Silvia holdte hoved halvt sænket så øjenkontakt var umuglig da hendes pandehår dækkedeh nedes øjne fuldkommen
Er der nået de ønsker af mig siden de går så tæt på?
Sagde hun og havde bemærket han var kommet tættere

Hendes smarte svar og bemærkninger irriterede ham grænseløst, men tændte ham også. Han ville ikke bukke under. *køter! grrr, jeg skal gi' den forpulede luder køter!* han gik endnu tættere på så hun kunne mærke hans ånde ned i panden. "fand'me en fin dame der sviner sådan med maden." Sagde og gav hende et hurtigt elevator blik. Han bevægede sig hurtigt om bag hende hvor han undersøgte hende nærmere imens han nidstirrede hende. Som en ulv der står overfor en hjort. Han satte sin mund helt ned til hendes øre, hvor han kunne lute hendes fine duft. "Det er meget for af min slags der bryder sig om at blive kaldt køter. Og jeg er ingen undtagelse." han talte meget bestemt. *arrogante lille sæk!* "jeg bliver for det meste meget sur når nogen kalder mig sådan. tro mig du vil ikke gøre mig sur." som han stod der bag hende var han en stort hovede højere end hende og dobelt så bred. Han var en stor mørk skikkelse, mens hun var lille og lys i den øde gyde.

Silvia stod blot med sin ryk rank og bevægede sig ingengang da hans blik nærmest opslugte hende, selv da han stod stor, høj og truende bag hende løftede hun blot sit blik og så lige frem
Ønskede jeg heller ikke og gøre dem, jeg sagde blot mit svar da de spurgte om det..
Hun talte som om at de sad og drak the, hendes aura havde ikke ændret sig det meste og hun løftede let sin ene fod og trådte et skrid fremad så hendes blege ankel i nogle hvide flade sko kort var synlige
De må have mig undskyldt nu, at tilbringe min tid..hernede..er ikke just mit højeste ønske..og det lader til at de er i midten af deres lille..anfald..

Abel kogte indvendig. Lige kunne han ikke gøre meget andet end trække sig. Der var noget over hende. Han kunne ikke gøre hende fortræd men heller ikke diskutere med hende. Han tog sit bytte og skulderen igen. "Det er det sikkert ikke, men vi ses nok alligvel snart igen hernede. " Han havde tabt denne runde men kunne ikke rigtig være sur på hende. Det nærmere situation og hans egne ordvalg. Han havde stukket sin snude for langt frem og måtte nu stikke halen mellem benene. *hun har enda fået mi selv til at tænke mig som en køter!* tænkte han bittert og vendte sig om efter hende imens han fortsatte videre ned igennem gyden og så hendes lille skikkelse forsvinde i tågen...

//OUT