Solstråle min, Solstråle din.

En solstråle tittede ind på Kiels mave, og som klokken skred frem, fortsatte den op over hans bryst, indtil den tittede ind på hans øjne, og fik ham til forsigtigt at åbne de lilla søer. Kiel var svøbt godt ind i et silke lagen, det var varmt i hans lejlighed, så selvom det tynde lagen egentligt kun var fordi han ikke ville ligge nøgen, var det alligevel dejligt og blødt. Kiel elskede varme, han var som en kat, langsom, doven og i en konstant tilstand af nydelse. Forsigtigt satte han sig op, og rettede på sit lange sorte hår, han var godt glad for det, men det rodede så forfærdeligt.

Kort efter rejste han sig, og trak i et par bukser, de var meget mindre end normale bukser, igen skyldtes dette, at Kiel nu engang var en Zitawia, og ikke kunne gøre noget af hans ringe højde, han sukkede for sig selv, og gik igang med at redde sit hår, med en kam der havde ligget på hans natbord, ved siden af en sort stav, og en tom skål. Kiel trak forhænget til side, og stirrede ud i sin lejlighed, kort sagt var det et kæmpe rum, med en masse forhæng hængt op hist og her, og inde i dem ville man så finde rum, indrettet til alverdens ting. Et spise kammer, og så det lille aflukke han havde lavet til sin sove afdeling. Kiel Mathaniel Morphis besluttede sig at morgenmad var vigtigere end at gå igang med at lede efter en trøje, så han vaskede sit lidt for store hoved, gnubbede sine barne øjne, og igang satte en søgning efter mad, hvor det var, vidste han ikke, men han var sikker på han havde spidst i går aftes, og der måtte da være LIDT tilbage, og endelig fandt han et mere eller mindre friskt stykke brød, og et par skiver pølse. Som han muntert gnaskede i sig.

Sarah skyndte sig i gennem den allerede store mængde af mennesker der var på gaden.
Hun HADEDE at være steder med mange mennesker, især ved højt dagslys....
Hun trak kappen tættere sammen for at skærme sig for sollyset. Hun blev ikke brændt hvis den nåede hende, men det var heller ikke ligefrem sjovt.....

Hun havde tilbragt natten i Concémento og var kommet sent væk derfra igen.
Hun var blevet tilbudt at blive, men hun havde andre aftaler,
Hvorfor skal jeg være så glemsom?! Rasede hun i stilhed og kantede sig vej frem op ad en mur....

Hvis Sarah havde vidst hvem der boede bag den mur hun trykkede sig op af, ville hendes tanker nok ledes hen på den lækre middag med Jonathan, hvor hun havde smagt det søde blod, fra en af de samme væsner, som lige nu puslede rundt et par etager oppe i sin lejlighed. Kiel vidste dog intet om dette, han smillede lyksaligt for sig selv, og hev en skjorte over hovedet, som han straks gik igang med at knappe, hans gumlede stadig på resterne af brødet, men besluttede sig for, at lidt frisk luft ikke ville skade, og derfor åbnede han vinduet, godt nok var det et par centimeter over jorden, men hvis man -som personen der trykkede sig under muren- havde overnaturlige fysiske evner, ville man sagtens kunne spring ind af vinduet, Kiel fiskede staven ned i sin lomme, og børtstede krummer af sin kind med en forsigtig håndbevægelse. Derefter smed han sig igen i sengen, og åbnede en af sine manger bøger, han havde læst den før, men han elskede historien.


Underligt nok, så læste Kiel næsten aldrig fagbøger, det var bare ikke hans måde at lære på! dette forklarede hvorfor 99% af hans rimeligt store bog beholdning bestod af eventyr, fabler og andre fantastiske fortællinger! Han fugtede sin finger med tungen, og gik så igang med at pløje sig igennem bogen, hans Lilla øjne fløj over siderne, og inden længe var han godt opslugt af historien.

Sarah var irriteret, det var lige før at hun tog tagene. Der plejede ikke at være så mange mennesker på denne tid af dagen.
Sarah sukkede højlydt og kiggede opefter, måske var der noget hun kunne sætte af på.
Og ganske rigtigt, et par meter oppe var en bred vindueskam. Sarah kantede sig videre, hun snusede ind og kunne mærke en duft af...hmm...Zitawia?
Straks tænkte hun på aftenen før, hun tænkte på Nathan, middagen, stemningen, ja, på alt der var sket den nat. Smilede for sigselv og kantede dig viderr med fraværende øjne.
Da hun kom rundt om hjørnet, tyndede det betydeligt ud i menneskemængden og hun kunne foretage et hurtigt hop og uden at nogen lagde synderligt mærke til det.

Hun kiggede opad og mindre end et sekund senere støg hun gennem luften, op mod vinduet.

Kiel smillede for sig selv, over en sjov passage, og vendte endnu en side, hvorefter han læste videre, personligt forstod han ikke vampyrer, i sekundet man fangede den forfærdelige sygdom måtte man vel begå selvmord! sådan en skæbne uden at kunne gøre noget som helst, var simpelthen ikke værd at udleve. Kiel sukkede for sig selv, og gravede ned i sin lomme, og fremdrog staven, blot for at svinge den en enkelt gang, skålen på hans natbord var igen fyldt med alverdens lækkerier, endnu en fantastisk ting han ikke ville undvære.... MAD! chokolade! nå ja, måske kunne vampyre spise? og så var livet vel ikke helt skævt, han overvejede at lukke vinduet, da det efterhånden var blevet koldt, og eftersom han lå ikke så langt fra vinduet, var den kolde luft allerede begyndt at irritere ham, men han tænkte at han sagtens kunne nå en side mere, uden at det blev alt for koldt, og så vente han en til, som han gik i krig med.

Kiel lagde fødderne over hinanden, og gik igang med at vippe med den ene fod, som om han hørte musik, eller han ikke kunne sidde stille, det var ingen af delene, det var blot en fantastisk dag, som han absolut ikke ville gå glip af, og derfor ikke kunne lade være med at sitre med glæde.

Hun var ikke sulten, tværtimod følte hun sig mættere end hun havde gjort længe. "Jeg har virkelig nydt dit selvskab, mere end jeg har nydt nogens selvskab meget, meget længe." Nathans ord genlød i hendes tanker og hun så for sig selv hvordan han sad i bar overkrop, badet i starinlysenes skær tidligt i morges.

Verden fløj forbi, det ene vindue efter det andet, men snart stoppede den med at bevæge sig lige så bræt som den var begyndt.
Sarah sad på hug og kiggede ned mens hun smilte, hun blev bedre og bedre til det her, selv med......andre ting i tankerne.

Hun dukkede sig da solen brød op over et tag på sin rejse mod midten af himlen og hoppede hurtigt ind ad vinduet.
Hun tråadte et skridt til siden så solen ikke længere havde det velkendte hårde greb i hende, hun kiggede ned af sig selv og børstede sig af, mens hun nynnede en stille melodi.

Den unge Zitawia satte sig op, og spærrede øjnene op, "hvem er du?" Spurgte han nysgerrigt, underligt nok var han ikke bange for skikkelsen i vinduet, hvilket nok skulle blive en fejltagelse... De lilla blå øjne sitrede forsigtigt, ikke af frygt, men mere af nysgerrighed, hvem var hun? Og hvorfor pokker sad hun i hans vindue. Da slog det ham, der var flere meter ned til gaden, "Og hvordan er du kommet herop?" Kiel var ikke typen der anklagede folk, han lagde bogen på sengen, og ventede blot på, at hans spørgsmål skulle blive besvaret, det var morgen, og der sad en eller anden skikkelse i vindues karmen.

Hvis personen var dum nok til at angribe, så mente Kiel at han ville kunne sende personen igennem vinduet, og flere meter ud, med en fandens kræft, han kunne jo som sagt ikke styre staven endnu, så hvis det skete, ville personen blive slynget mod gaden, der pludselig så ud til at være meegeeet langt væk. Han sank en gang, og lænede sig tættere mod vinduet, plot for at prikke hende på skulderen med en lang ,mere eller mindre bleg, finger.

Sarah løftede øjenbrynet kort og førte hænderne ned af sig selv for at underbygge hendes "påstand".
Det er morgen, der er mange mennesker, solen skinner og jeg er vampyr. Hendes svar var kort og præcist, men ikke spidst.

Der voksede pludselig vinger ud af ryggen på mig og så fløj jeg herop uden at blive opdaget........Jeg hoppede
Det var en selvfølge for hende, men måske ikke for denne lille skabning, men den virkede ikek dum, der var noget gemt i de store lilla søer af øjne unge havde.
Så slog det hende, det var ikke et barn...
Sarah lagde hovedet på skrå og kiggede på den barneagtige skikkelse der lå henslænget i sengen.
Du er elver, Zitawa og jeg har set dig før....

"ja... Men forsøg nu ikke at æde mig" Den lille Zitawias øjne var kolde, han overvejede hvor nemt det ville være at springe hende i luften. "og nu forklarer du mig, stille og roligt, hvorfor jeg ikke springer dig i tusind stumper" Hans stemme var let som en fjer, men alligevel dryppede den af gift, en gift der var dødsens farlig, og truede med at vælte ind over denne pige, trænge ind i hendes system, og æde hende op indefra, det var hvis han stemme havde været virkelig, hvilket den jo ikke var, det var blot lyd, oog kunne heldigvis ikke matrialiseres.

Han krammede om sin stav med fingerene, og lagde benene over hianden, mens han ventede, hun havde bare at have en god grund, ellers.... Ja vampyrer havde det jo med at stirre på hans nakke, som om det var det eneste de ønskede sig i verden, Nathan havde endda sagt at Zitawia blod, var det sødeste man kunne få. Yirk! Selvfølgelig ville Kiel ikke slå hende ihjel, det ville være fuldkommen forkert for ham, han spillede bare sej, for indeni var han lige ved at gå op i syningen, han havde aldrig slået nogen ihjel, eller truet nogen. Så hvis det kom til ildkamp, ville han nok ikke gøre det der var noget.

Hvad er dit navn?
Sarah ville ikke opgive at finde ud af elverens idintitet, hun kiggede afmålt på den lille dreng/mand der sad og krammede sin tryllestav.
Hun smilte, det var morsomt, hans stemme signalerede noget helt andet end hans kropssprog
Jeg har lige spist, ellers tak, jeg spiser nok alligevel ikke Zitawa det næste stykke tid
Sarah tænkte tilbage på Natten med Nathan.

Hun var ikke sur, fakitsk var hun for en gangs skyld i okay humør, ungen var heldig...
Hun trak gadinet let for og kiggede rundt i huset, det var bare ét rum med en masse gardiner, mærkelig indretning

Han hævede et øjenbryn, "mit navn er Kiel" præssenterede han sig, som om det var en selvfølgelighed at man kendte ham, og hvis hun var medlem af R.F.M. var dette nok også sandsynligt, men verden var så underlig, de magiske væsner gik op i syningen, og nu stod ingen jo sammen, sådan var det bare.

Kiel smillede til hende, og sænkede da stavne, han troede hende, hun havde ikke tænkt sig at overfalde ham, og hvis hun gjorde, ville han være væk inden hun kunne sige bøh! men hvorfor skulle hun også sige bøh? Personligt sagde Kiel ofte bøh, men det var mere til småbørn der var irriterende, de blev altid fandens irriterede på ham, og han nød virkelig at se hvordan de skreg og råbte, og smed med deres mad, det var ondt ja, og det var en hobby han havde fået her på det sidste, sådan var det nu engang blot.

Kiel..... Et sted i Sarahs hjerne var der pludselig noget der sagde klik..
R.M.F, Jonathans lærling Jonathan, selvfølgelig, det var der hun kendte tonelejet fra...Det første han lærte sine lærlinge var kontrol, hele "just in case" pakken...
Hun havde været en af de få der kendte Jonathan inden han døde, hun var meget ung da han døde, men hun sørgede stadig over ham, han var en fantastisk person.

Så blinkede hun med øjnene og så en gang til på staven og så begyndte hun at grine, noget hun ikke havde gjort meget længe. Det var kun en kluklatter, men alligevel indeholdte den mange års morsomheder, drengen eller, Elveren avde garanteret haft den hele tiden!

Han fandt sig simpelthen ikke i at folk grinte ad ham! han var ved at springe i luften, og knugede staven hårdere i hånden, og da pludselig, sagde det klik inde i Kiels hoved.

En flamme tændtes i hans indre, i et sekund hang den oppe over alting, dansende, så smuk den var der i skæret fra natte himlen, men da faldt den til jorden, og ramte det sted den ikke måtte, det lager af vrede der havde opbygget sig i Kiels hjerne, flammen antændtes som var det ren petrolium den var landet i.

Og ligeledes andtændes Kiels øjne, de lilla skær blev stærkere, da nogen åbenlyst hånede Jonathans minde, eller sådan lød det i Kiels øre, at hun nævnte Jonathan, og bare skreg af grin. Lilla gnister så ud til at flakse over nethinden på ham, og inden han selv kunne nå at stoppe sig, havde han svunget det lille stykke træ, og en blå stik flamme var skudt ud fra spidsen, direkte imod Sarah.

Sarah blev skudtt ind mod væggen, ramte den hårdt og faldt ned igen.
Hun sad på knæ, men kunne bare ikke lade hver med at grine.
Jonathan, Kiel, dinéro, staven, det var bare for sjovt!!!

Det var ikek fordi det havde gjort ondt på hende, hun kunne faktisk være ligeglad, men hun havde for travlt med at grine til at gøre den mindste smule modstand, den slags plejede ikke at ske for vampyrer, men Sarah var en smule strange...
Hun kiggede op på Kiel, stadig smilende.
"Undskyld, det var ikke meningen at fornærme nogen JHun havde styr på sig selv igen
jeg kendte faktisk Jonathan sagde hun i et mere alvorligt tonefald jeg ville ALDRIG håne hans minde

Hun rejste sig uden besvær og kiggede hurtigt ud af vinduet.
Hvis hun skulle afsted idag, måtte hun gøre det snart

Han kastede et blik på hendes trøje, hvor brændermærkerne var trådt frem, you didnt get burned by fire, without traces. Som en digter om et par hundrede år ville sige, Forsigtigt sitrede magien af, han havde ikke ønsket at gøre hende fortræd, jo han havde ønsket at hun skulle føle skyld, men ikke så voldsomt! han måtte seriøst lære at styre staven, og det snart, ellers ville verden falde sammen om ørene på ham, der kunne han selv se! det var meningen med en kindhest, og i stedet havde han gjort reel skade på hende,

Han stod og betragtede hende, hvorefter han proppede staven i lommen. Han anede ikke hvad han skulle sige 'øh undskyld jeg nær havde brændt dig til spåner' det lød bare liiiidt dumt. Så istedet stod han blot og betraktede hende, ventende på at noget skulle ske, at hun skulle gøre noget, sige noget....


Bare noget.

Hun kiggede ned ad sig selv og så undrende på brændemærkerne...
Det er noget ret kraftigt magi du har gang i dér, men selvfølgelig skal der ikke meget til før hans stav reagerer..kan jeg forestille mig Hun pillede lidt ved kanterne af hullet i tøjet, og kiggede så op.
Hun smilede let, du skal ikek se sådan ud, det isjorde ikke ondt

Hun gyste ved sine egne ord....hun havde ALDRIG talt så sukkersødt, ret kvalmende egentlig, men de der mega lilla øjne han havde fik en eller anden del af hendes hjerne, en del hun aldrig havde brugt før, til at reagere...