I Nymånens skær - [A]

Silvia betragtede Nathan og smilet forlod aldrig hendes smalle læber
Jeg antar du troede denne charmerende unge dame var et menneske du kunne stille din sult ved min herre?.
Sagde hun i en roglig og på en måde betagtende tone, hun besluttede derefter og besvare den unge varulv`s spørsmål
Jeg besøgte blot min kære Romeo`s hvile sted..Jeg kommer her skam tit, det gamle palæ kan være så kedeligt ind imellem
Sagde hun i en lettere sorgfuld tone, hendes smil forsvandt lidt men hun betragtede dem stadig med de lette lysblå øjne gemt bag det røde hår

Lyria vidste ikke helt hvad hun skulle sige. Hverken til Nathan eller Silvia. Nathan ville æde. Og? Det var ingen overraskelse, men hans lige ud ærlighed, var alligevel noget uventet. Mne om ikke andet, var Silvias svar meget mere overrumplende. Lyria ville skyde på, at selvom hun var en vampyr, og sikker meeeeeget farlg, (Hun vendte øjne), virkede hun for vild og ung til at slå sig til ro. At hun allerede havde været gift... det var... uventet. Men at hendes mand ligefrem allerede var død..!
Efter den guldring som Lyria øjnede på hendes finger, var det i hvert fald hvad hun antog at Lyria var. Men det kunne jo også være en far..? Men hvorfor ville palæet så være ensomt..?
Lyria kunne ikke helt fnde rundt i det, så hun nøjedes med at nikke og lukke øjnene et øjeblik.

Nathan smilede og blottede de kridhvide tænder. Man er vel vampyr? Han kunne ikke helt forstå hvorfor Lyria ikke sagde noget. Var hun mon skræmt over han havde fortalt han ville æde hende? Nathan sukkede invændigt, han håbede ikke hun var så melodramatisk. Der skete ligesom ikke noget. "Jeg håber ikke jeg har skræmt din stemme væk, Lyria". Nathan nikkede til Silvias spørgsmål. Han nikkede på en måde, så hans brutale kommentar fra før virkede harmløs.

"Men sig mig, Lyria kære. Hvad laver du egentligt her? Gør af månen", Nathan håbede Lyria syntes joken var sjov. Nathan grinte i hvert fald af sin egen morsomhed.

Silvia kunne sagtens fornæmme at Nathan ikke just havde nogen interesse i rigtig at tale med hende for nu, så hun drejede elegant hoved ned og betragtede sine hænder foldet i skødet med sit pandehår dækkende får hendes isblå øjne og var tavs nu

Den kolde vnd legede med en af Lyrias kolde lokker, da Nathans første morsomhed fald.
Og bestemt var den morsom! At Lyria skulle være skræmt af en gammel vampyr?
Et lille smil bredte sig ud over hendes ansigt, og hun ledte næsten efter noget drillende at svare tilbage, men kunne ikke umddelbart komme i tanke om noget. Da Nathans anden morsomhed faldt, stak hun dog den lille lyserøde tungespids ud mellem læberne og vrængede barnligt af ham.
"Ja, jeg elsker at sidde ude ved nymåne og gø af en måne. Og det er jo lige præcist hvad jeg laver nu..."
Hendes stemme var ironisk og bydende, men hun smilte for at vise at det var ment for sjov. Dog havde hun kke tænkt sig at fortsætte den sætning. For ja, hvad lavede hun egentlig?

Nathan lagde hovedet på skrå. Han smilte og hørte Lyrias stemme, men opfattede den ikke rigtigt. Han blinkede et par gange for at prøve at få fokus, men lige meget hjalp det. Han havde svært ved at koncentrere sig. Alligevel forstod Nathan at Lyria på intet tidspunkt havde følt sig truet. Underligt, for hvad skulle en så ung pige dog stille op mod en mægtig vampyr? Han overvejede det et par øjeblikke. Lyria måtte bestemt have været bange. Hun burde frygte ham ligesom alle andre. Hun skulle...

Silvia bemærkede at de to nu var gået i samtale igen og flettede sine fingre i skødet og gav begyndte at se væk fra ulvepigen og rundt på de gamle ruiner hun elskede og lege i som lille, især om natten

Lyria kggede sig lidt omkring. Vreden var langsomt ved at drukne, efter hendes anstrengelser, og det gav hendes en berusende følelse af kontrol. Stilheden trak ud, men hun ænsede den næsten ikke. Hun kiggede på månen. Den lange tynde streg der formede sig i en krum halvcirkel, og kastede et begrænset hvidt lys ud over ruinerne.
Den måne hun hadede, Nej, det var jo forkert, den måne hun brød sig meget lidt om, og som var skyld i al den ulykke. Men ikke desto mindre var den der, og det var der ikke noget at gøre ved. Hun skævede hurtigt til Nathan og Silvia, men ingen af dem lod til at virke synderligt interesseret, og eftersom hun ikke selv havde noget at sige lod hun bare den behagelige stilhed strække sig lidt mere.

Nathan strakte sig. Gad han være her mere? Han overvejede hvad han ellers skulle få tiden til at gå med, men hans blod lyst svarede ham. Han skulle på jagt for han gik helt kold. Han skulle have blod og det skulle være i aften.

"Jeg tror jeg vil lægge byen et natligt visit og få stillet mit sult. Nogle af jer der vil med ud og... ja, I ved", spurgte Nathan. Hans spørgsmål var førtrødent og egentligt uhyggelig upassende. Nathan trak på skulden i sit hjerte og besluttede at de enten måtte tage med eller lade være.

Silvia løftede let blikket og så på ham Det ville være en fornøjelse og gøre dem selskab..Men jeg tvivler på vores unge ven her vil nyde det, kom hendes roglige stemme. De isblå øjne lå på Lyria i nået tid før Silvia igen sænkede hoved og lod pandehåret dække dem

For første gang i meget lang tid, krydsede et skævt smil Lyrias læber, og hun grinte næsten. "At gøre Jer selvskab skulle være mig en fornøjelse, men jeg må tilstå at jeg holder mig til almindelig mad i tiden indtil den fulde måne. Men lad mig endelig ikke sænke Jer."
Lyria smilte igen, og tænkte på hvordan de næsten havde snakket over hovedet på hende igen. Som om de var de 'voksne' og skulle ud og lave 'voksenting' som 'børn' ikke havde forstand på, og som de ikke ville kunne lide eller forstå.
Hun næsten klukkede ved tanken om hvordan de ville reagere når de en gang ved fuldmåne fangede hende i færd med at 'spise' en anden varulv. De ville med sikkerhed få sig et stort chok,

Nathan smilede overrasket. Han havde faktisk ikke regnet med at de ville tage med ham på jagt. Måske havde han ikke håbet de ville tage med, for det var en lidt syg ting at skulle gøre i flok. Snart ville Nathan komme til at dræbe og han vidste at når først han havde fået lidt blod var det svært at stoppe. Måske om han skulle bide for at smitte denne gang?

"Hvor skal vi tage hen?", sagde Nathan kortfattet, men ikke surt. Det skulle nok blive hyggeligt på en eller anden bizar måde.

Silvia kom med et let forsigtigt smil over sine læber
De er altid så morsom kære pige..
Sagde hun med den samme kølige men dog roglige tone fra før, hun rejste sig let og tog et kik tilbage på ruinerne før hun vendte hoved imod nathan
Det er normalt at det er herren som byder kvinderne ud..
Kom ordne fra hendes røde læber i en tone som beviste at den unge varmpyr kvinde tydligvis morede sig

//Og hermed erklærer jeg tråden for *DaDa-DaDaa* Færdig//